Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Spontan spekulation

Arkens 100-års fødselsdag for Carl-Henning Pedersen er ikke en god reklame for hans spontanitet og fantasi. Men den begynder fint
Kultur
15. februar 2013
Carl-Henning Pedersen bliver på Arkens udstilling fremhævet som en international stjerne, selv om han ikke er det, mener Jeppesen. PR-

Ralf T. Søndergaard

2/6

Det begynder med et sort dyr i 1938. Året efter bliver dyret til en fugl. Og siden sker der egentlig ikke særlig meget. Når han ser noget nyt, lader han sig inspirere. Og ellers producerer, producerer og producerer han.

Carl-Henning Pedersen kunne i år have fejret sin 100-års fødselsdag, om han ikke var død for få år siden. I stedet sørger Arken for en fest af både farverig og enerverende karakter.

Pedersen fremhæves som en international stjerne. Det er han ikke, men den slags vidtløftige statements hører naturligvis til ved så store udstillinger som denne. Og det selv om man har fornemmelsen af det modsatte – nemlig at han kun kan lade sig gøre i Danmark.

Det begynder som sagt med en fugl, der hurtigt bliver suppleret af en sol, et skib, et menneske, en hest og nogle huse. Og alt efter hvor han bevæger sig i verden, eller hvad der på gallerierne og museerne kommer på besøg fra den store verden, retter stemningerne og figurerne sig ind. Og det i så høj grad, at man ikke engang behøver at google ‘Pedersen og Nolde’ for at vide, hvornår han har stiftet bekendtskab med den tyske kunstner. Pedersen går Nolde i bedene, når han i tristhed over krigens grumhed maler en række mørke malerier. Og ellers er det Chagall med flere som skamløst bliver repeteret.

Carl-Henning Pedersens projekt taget i betragtning er det i begyndelsen rimeligt. Han er den autodidakte kunstner, han hader den formelle del af kunstscenen og afskyr alt akademisk. Og inspireret af Egill Jacobsen rider Pedersen med på en banebrydende ekspressionisme, der ifølge eksperter ligefrem går forud for den amerikanske abstrakte ekspressionisme.

Pedersen var inspireret af afrikanske masker og dyr fra forskellige stillehavsekspeditioner, og det er de motiver, han anvender sit greb på; et greb, der handler om at slippe et indre barn fri. Præcis sådan som mange af hans samtidige også gjorde dengang i slutningen af 1930’erne og i 1940’erne, men hvor Jorn eksempelvis spændte tusind gange så vidt, så blev Pedersen på præcis samme sted i alle årene.

På en måde hænger det fint sammen. Ligesom barnet også producerer manisk, uden at man umiddelbart kan se, om det bevæger sig ud af stedet. Og det verdenssyn, der går igen i billederne, er også hentet direkte fra barnets øjne. Der er et nærvær mellem mig og dig og tusind lysår fra dig til resten af verden. Jeg er her i verden, men jeg har ingen forbindelse med verden, for den er uendelig stor, er det gennemgående tema.Kun i enkelte malerier rækkes der ud efter kosmos, blandt andet i »Anråbende« fra 1944, der også er et af udstillingens bedste malerier. Her ser man en hvid skabning, halvt foster, halvt dukke, malet af efter en stillehavsstatue, der stadig kan ses på Nationalmuseet, med små aparte arme, som rækker ud efter hjælp. Det er kun her og ikke andre steder i den store fødselsdagsudstilling, at han overhovedet anerkender, der eksisterer noget ’derude’. Det er, som om barnet ikke kan klare krigens gru mere, måske er han en fugl i alle henseender, for her i 1944 har han virkelig brug for et sted at lande.

Opgør med sproget

Hans autodidakte antidrøm er sympatisk. Det er Chagalls drøm, som han har lavet i en pixieudgave, nemlig drømmen om at det spontane ligger i det universelle, at der findes en verden under sproget, en ren verden, der består af symboler, som alle forstår uanset alder og nationalitet.

Samme idé findes også helt konkret som kommunikationsmiddel, det hedder Bliss, opkaldt efter Charles K. Bliss, og meget sigende for projektet så sagsøgte Bliss de personer, der først begyndte at bruge hans tegn, fordi de satte dem sammen for at skabe nye ord, hvorved de skabte et sprog. Og Bliss mening var netop, at det skulle være et opgør med sprog, fordi han mente, at der gennem spontan kommunikation ville kunne skabes fred og lykke mennesker og nationer imellem.

Spontanitet og kærlighed er også et tema for Carl-Henning Pedersen, men det er svært at se, hvem kærligheden er rettet imod. Overproduktionen er naturligvis også barnlig i sig selv, alle med børn kender deres mani med papiret, men måske har det her mere karakter af et selvterapeutisk forløb, hvor det er ham, der får afløb gennem maleriet?

På samme måde kan det være svært at se, hvordan den meget omtalte spontanitet, som var en af hans største kæpheste, har noget med os at gøre. Han ville gerne ned på et primitivt niveau, og det må man også sige lykkes på godt og ondt i mange af malerierne, men bundniveauet er så lavt, at det snarere er i bunken med fædrenes mislykkede forsøg på at lave noget, der ligner, at man skal finde det. Og selv om intentionen ved at gentage sig selv i 66 år helt sikkert er genuin, så ligner det mere spontan spekulation, når han gentager sig selv i så ekstrem en grad.

Selv om der ikke er nogen grund til at betvivle, at inspirationen opstår spontant, så kan det aldrig blive en garanti for kvaliteten. Eksempelvis bliver han forelsket i pointillismen, hvorefter han maler de samme figurer som altid, nu blot med små prik-strejf af maling i stedet for lange strøg. Men det ser forfærdeligt ud. Det er den samme smøre som altid – nu med prikker. Som om maden bliver indisk, hvis man putter et drys karry i frikadellerne.

Den Carl-Henning Pedersen, der inden og under krigen var en vigtig maler, gik siden i selvsving. Og helt galt bliver det, når vi nærmer os 1970’erne og 1980’erne, hvor det universelle sprog og fantasien er blevet afløst af Pedersens sprog og tidens farver.

Udstillingen begynder godt, men slutter i en boble af varm luft, der næsten symptomatisk er lagt i den del af udstillingen, der er tættest på Arkens permanente rum med to af kunstverdenens tommeste megabrands: Damien Hirst og Anselm Reyle.

Hvis man er fan af Carl-Henning Pedersen, er det en god udstilling. Hvis man blot er kunstinteresseret, er den unødvendig.

 

 

 

’Carl-Henning Pedersen 100 år’ på Arken, Skovvej 100, Ishøj til den 11. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her