Læsetid: 3 min.

Tammi spiser kirsebær med Tjekhov

Den gamle russiske dramatiker lader sig gladelig forføre af Tammi Øst på Aalborg Teater. Samme held har Charlotte Fich på Aarhus Teater desværre ikke
Hvad man taber på gyngerne, taber man også på karrusellen i Aalborg Teaters brutale og sanselige opsætning af Kirsebærhaven. Her med Tammi Øst som magnetisk midtpunkt for både Morten Kirkskovs gyngende bror og Martin Ringsmoses overtalende købmand.

Hvad man taber på gyngerne, taber man også på karrusellen i Aalborg Teaters brutale og sanselige opsætning af Kirsebærhaven. Her med Tammi Øst som magnetisk midtpunkt for både Morten Kirkskovs gyngende bror og Martin Ringsmoses overtalende købmand.

Allan Toft

5. februar 2013

Tjekhov taler til længslen. Både længslen efter det tabte og længslen efter det, der kunne ske om lidt, men som så alligevel nok aldrig sker. Og netop nu har både Aalborg Teater og Aarhus Teater valgt at opføre hans Kirsebærhaven fra 1904.

Men ak. Hvor kirsebærrene lyser uforfærdet og forførende røde i henkogningsglassene på Aalborg Teater, så ligger de tilsyneladende runkne i kulissen på Aarhus Teater. Hvor skæbnerne klædes af ind til de sarteste hemmeligheder på Aalborg Teater, så forbliver personerne udvendige og mærkeligt drømmeløse på Aarhus Teater. Hvor Tjekhov bringer tilskueren ind i desperationens særlige beroligelse på Aalborg Teater, så virker hans tekst som en endeløs replikudveksling på Aarhus Teater.

Kirsebærhaven lykkes på Aalborg Teater, fordi iscenesætteren Alexa Ther har fået sat hele ensemblet så overbevisende i spil rundt om Tammi Østs femme fatale. Tammi Øst træder ind på scenen med sit flirtende blik og sin sitrende eksistens, og straks er alle omkring hende fortryllede. Tammi Øst driver rundt med overklassehovedkast og oprigtig sorg i sin velformede krop, der ufortrødent vækkes af ethvert mandfolk inden for rækkevidde. For hun må altid bare lige smage – også selv om hendes udflugter unægtelig efterlader kirsebærpletter.

Netop i Tammi Østs uimodståelige erotiske udstråling har Alexa Ther fundet overbevisende forklaringer på stykkets mandlige personers handlingslammelse: Har man som mand først én gang skuet Tammi Øst i øjnene, kan man for eksempel ikke nøjes med en fornuftig Várja, uanset hvor selvopofrende en hustru hun ellers ville blive. Selv ikke Camilla Gjelstrups Várja, der har så megen klarhed og så megen følsomhed i sig. Tilskuerens hjerte skrumper som en kirsebærsten, da Várjas håbefulde ansigt går i stykker, da hun bliver afvist af den mand, der skulle have ført hendes krop væk fra den evige guvernanterolle.

Henkogning og karrusel

Castingen er sikker. Teaterchef Morten Kirkskov er selv på scenen, nu som Tammi Østs lyriske bror med bolsjeposen – sjov og skarp og med sin umiskendelige præcision. Og Martin Ringsmose, der senest var en begavet og farlig Jeppe på Bjerget, spiller her den fremadstormende, nyrige Lopakhin med en fin, bondsk utilregnelighed og brutalitet, der får hans barske barndomshistoirer til at give mening.

Carsten Svendsen spiller medbragt elsker med skøn arrogance, og Amalie Dollerup giver datterrollen en sund forsinket opvågnen. Og Ebbe Trenskow tager kegler som den ældgamle tjener Firs, netop så vaklende og sløret, at man ikke aner, hvad hans næste udbrud bliver.

Camilla Bjørnvad har skabt en scenografi, der nærmest bygger æresport for denne trissende, gamle mand: et skab med alle de syltede kirsebær, som han nu skal leve af til sine dages ende. Samtidig har scenografien konkret indbygget børneværelsets glemte karrusel, som rummer alle de nostalgiske følelser, som den forarmede, russiske landadel konfronteres med i dette beske stykke om forfald og dekadence – og revolution. På denne karrusel bliver man ikke bare rødkindet: Her bliver man så svimmel, at man brækker sig. Som regel over sig selv.

Parketgulv uden erotik

»Vi har alle vores egen kirsebærhave,« udtaler det 69-årige, ungarske instruktørikon Gábor Zsámbéki i programmet til Aarhus Teaters Tjekhov-opsætning. Men hvilken have, det egentlig er, at Zsámbéki vil vise, forbliver uklart. Scenografien af Levente Bagossy er ellers en imponerende parketgulvsstjerne, der er ved at splintre. Men rummet kommer kun klodset i spil og mister sin magi.

Det samme kan man sige om skuespillet. Opsætningen er utroværdig fra første øjeblik, Charlotte Fich træder ind i rummet med kantede bevægelser og hverdagsstemme – uaristokratisk i både krop og blik. Med hende som Ljúbov er der ingen erotisk drift. Her er kun dårlige nerver og anslag af sorg og dagdrømmeri. Og det er ikke nok til Kirsebærhaven, der aldrig finder sin lokkende umulighed på Aarhus Teater. Selv om Theresa Sølvsteen har en ægte forfærdelse i sig som Várja. Og selv om det er forunderligt at se Preben Harris stolpre rundt som den gamle, bistre tjener; Harris kan kunsten at spille med stok og forslået krop.

Skal man opsøge Kirsebærhaven denne tilknappede vinter, så skal man altså drage til Aalborg. Til Tammi Østs uimodståelige, kropsvillige længsel efter det liv, der måske var engang.

 

Kirsebærhaven. Tekst: Anton Tjekhov. Oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led efter tysk version af Angela Schanelec. Iscenesættelse: Alexa Ther. Bearbejdelse: Led og Ther. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Ida Valsted Prag. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Aalborg Teater, Store Scene. Til 9. marts

Kirsebærhaven. Tekst: Anton Tjekhov. Oversættelse: Kjeld Bjørnager. Iscenesættelse: Gábor Zsámbéki. Scenografi: Levente Bagossy. Kostumer: Györgyi Szakács. Lys: Peder Jacobsen. Aarhus Teater, Scala. Til 6. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Thomassen
Mette Thomassen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu