Læsetid: 6 min.

Trivialitetens ran af kunsten

Tjajkovskijs lyriske scener over Aleksandr Pusjkins versroman ’Eugene Onegin’ blev snarere en tragisk dårlig end en tragisk ulykkelig forestilling i Kasper Holtens længe ventede instruktørdebut på Covent Garden
Holtens Eugene Onegin udspiller sig i det klassiske, romantiske univers med tidssvarende romantiske kostumer, alt utroligt smukt forenklet og stiliseret af scenograf Mia Stensgaard og kostumier Katrina Lindsays fremragende visuelle fortolkninger af et klassisk Rusland pyntet af Leo Warners videoinstallationer og Wolfgang Göbbels lysdesign. Foto: Bill Cooper

Holtens Eugene Onegin udspiller sig i det klassiske, romantiske univers med tidssvarende romantiske kostumer, alt utroligt smukt forenklet og stiliseret af scenograf Mia Stensgaard og kostumier Katrina Lindsays fremragende visuelle fortolkninger af et klassisk Rusland pyntet af Leo Warners videoinstallationer og Wolfgang Göbbels lysdesign. Foto: Bill Cooper

6. februar 2013

Kasper Holten trak sig i 2011 herhjemme som operachef for Den Kongelige Opera efter nogle gode år og trods hans unge alder en allerede lang karriere på nationalscenen. Nu skulle livet vies til andre opgaver og en tilværelse som freelancer. Men der gik ikke lang tid, før buddet kom fra Den Kongelige Opera i London, et tilbud, du ikke kan afslå, for trods nedskæringer også her er det stadig en international scene og en kreativ legeplads, der må være enhver operainstruktørs drømmes mål.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Denne længsel efter indføling begynder at blive ulidelig. Kunst skulle gerne føre til reflektion, ikke til apati. Det er velgørende, at Kasper Holten mest holder sig til at tale om "følelsernes laboratorium" og ikke har så travlt med at påføre os andre tvungne følelser. Hele det 20. århundredes opgør med romantikken synes at blive forkastet af anmelderne, hvilket ærlig talt forekommer mig at være højst en gaben værdig.

Lars Villumsen

Verden er af lave, folk kriges og sulter og så skal man høre/læse om Kasper på glatis - Herregud!

Små forkælede bebser á la Kasper, der ikke har begreb om hvad der foregår i den virkelige verden, fjanter rundt og laver forestillinger for eliten, betalt af dem der aldrig besøger butikken, under- og middelklassen, som knokler for brød og overlevelse.

Det er latterligt!

Steffen Gliese

Tværtimod, Lars Villumsen, er kampen for adgang til et højt kulturelt oplysningsniveau selve indgangen til lighed i samfundet - så kan vi bedre tage en grøddag ovenpå en aften i himmerige.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har umådeligt svært ved at læse og forstå anmeldelsen. Men sådan skal det måske være, når man nærmer sig den fine kultur. Jeg hæfter mig dog ved en enkelt sætning: "Men altså, hvor var det ærgerligt, at instruktøren havde fortabt sig i trivialiteten og gjort selve operaens hovedkarakterer til forfjamskede, ikke bare umodne, men barnlige eksistenser." Se, det er der jo ikke meget himmerige over, men faktisk minder det om den moderne tidsånds, der hylder ikke bare sexet, umoden ungdom, men barnlighed.

Steffen Gliese

Ja, Michael Kongstad Nielsen, og derfor er det en glimrende, beåndet ting at turde gøre opmærksom på dette i sit teaterarbejde.
Jeg er ikke specielt nogen Holten-fan, Juan-filmen er et makværk, efter min bedste overbevisning, af helt elementære grunde, som jeg til enhver tid vil udpege, men mest har at gøre med efterladenhed overfor andre bidragydere. Har man derimod set "Die Frau ohne Schatten" i Holtens og Aarfings hænder, har man set noget ultimativt godt. Måske Kasper havde gjort sig selv den største tjeneste ved simpelthen at åbne med den.
Den største oplevelse, synes jeg, er, når noget går op! Det er det tydeligvis ikke for anmelderne her, men jeg synes godt, jeg kan gennemskue, hvad der har været det ønskede udtryk fra instruktørens side - og hvor han måske har taget fejl: han har måske været vant til lidt for mange sangere, der havde brug for visuel støtte; men Stoyanova og Breslik er som eksponenter for den nye stil i operaen fremragende skuespillere. Det ændrer ikke på, at ønsket nok har været at spalte figuren ud i et selv og et selvbillede, og det er da egentlig et vældigt interessant koncept.
Operaen modtager i disse år megen kritik fra sit mest trofaste publikum, fordi det ikke lydigt føjer traditionen, men forsøger at afdække nye betydninger i tekstens lag og sige noget meningsfuldt, ofte provokerende og som hovedregel indsigtsfuldt til sit publikum. Operaen er igen på vej væk fra uskyldigt divertissement over i en langt farligere, mere analytisk position, og Kasper Holten synes ikke at vige tilbage fra at følge tendensen.
Men en instruktør er ikke den eneste kunstner med ansvar for resultatet, Johannes Aagaard, scenografen er ikke magtesløs overfor instruktørens bud, men aktivt medskabende. Kasper Holten har om noget forstået at finde scenografer, i alle årene, der har kunnet skabe skønne rammer til de sceniske momenter, han har forsøgt at vække os med. - Jeg må til gengæld indrømme, at jeg bliver gladere og gladere for, at Keith Warner blev en kort overgang, når jeg tænker tilbage på den katastrofale iscenesættelse af "Semiramis" - og det var så synd for de fremragende sangere. Den produktion var endnu et argument i hænderne på dem, der mener, at vi ikke skal spilde energi på italiensk opera. Måske var det formålet.

Steffen Gliese

Nuvel, når der tages initiativ til også at holde domstol over Holtens virke på Det Kgl. Teater (og i teatret i øvrigt), må man da medtage, at han - og hans eftertid - endnu understregede et forhold, der på godt og ondt gør sig gældende: vi kan ikke have udenlandske kunstneriske chefer (medmindre de er hjemmegroede i en eller anden forstand som Müller)!
Helt grundlæggende handler det om vores sprog, som vi er nødt til at tage alvorligt og se som den styrke og rodfæstethed, det er. Lande, der har mere internationale huse, bekender sig til større sprog - som f.eks. Schweiz, Italien og vel egentlig ikke så mange andre lande, der undertiden finder udenlandske talenter. Nogle af os er fra tid til anden mugne over, at den store, strømlinede kvalitet ikke får lov at indfinde sig i dansk opera; men det har den jo netop fået med Holten og Schønwandt, der både på instruktør- og sangersiden skaffede os folk, både danske og internationale, der er toneangivende, eller som blev det.
Og det er i virkeligheden nok det bedste, vi kan håbe på: visionære, hjemmegroede chefer, der kan stå for en stadig højnelse af den kunstneriske kvalitet - som også både Hübbe og Feigenberg gør det på ballet og skuespil. At man så kunne ønske, at den anden side bliver taget op: dansk kulturs bidrag til den internationale igennem nye værker, der ikke finder inspiration udefra, er en anden snak. Også her har Holten dog haft en vis betydning med nyskreven dansk opera.

Er ballet/opera for andre end de konservative?
Uden at have nogen som helst indsigt i den omtalte opera eller opera i det hele taget, kan det dog alligevel være interessant at læse anmeldelser og anmeldelser af anmeldelser. Om der er tale om provokation over at man ikke fik den vare som man forventede, om der er tale om en konservativ reaktion er svært at sige, men yderst interessant er det dog alligevel at hvad enten forestillingen er landet eller ej, så har den skabt omfattende reaktioner.

Eksempel taget ud af en anden sammenhæng: citat:

Carmen
”Der er ingen tvivl om at den her film er en fantastisk idé og en fremragende gimmick. Men er det også en fantastisk oplevelse og en fremragende film? Det er betydeligt mere tvivlsomt. Filmen er godt og smart tænkt, men den understreger også, at der er lang vej at gå før en god og smart idé finder sit eget selvstændige liv og bliver en berigende oplevelse, en film, der rører publikum, sætter tanker i gang, udfordrer, inspirerer, trøster eller forfører. Den store gimmick i 'Carmen' er at filmen foregår i Sydafrika, i et af de såkaldte townships, hvor tusinder af sort sydafrikanere bor side om side i billige blikskure. Og derudover er filmen en meget loyal opsætning af George Bizets populære opera, 'Carmen', efter sigende den opera, der er blevet opført flest gange på jordkloden."

Citat slut.

Steffen Gliese

Det er en omfattende strid, Steen Ingvard Nielsen, hvor alt for mange operaanmeldere med rod i musikhistorien - som de litterære Shakespeareforskere i øvrigt - synes, at den sceniske realisering er et overgreb på komponistens store bedrift.
Sådan er den praktiske realisering heldigvis ikke, og det er også lykkedes at afsløre kropsdovne sangeres påstande om, at de ikke kan bevæge sig, når de synger, som det rene bluff. Der skal altså to talenter til at være en god operasanger: et dramatisk og et sangligt.
Men mange operagængere bryder sig egentlig ikke meget om det dramatiske - og der hyles og skriges over indholdstunge moderne opsætninger, der forhindrer folk i at synke ned i sædet og ladet sig overmande af ekspressionen i lyden. Der er opførelser, der bedst opleves med lukkede øjne - som den af mig foroven omtalte "Semiramide" - men opera er en dramatisk kunstart, og i det store og hele er musikken et akkompagnement til det sceniske liv.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen, tak for dine indlæg. Jeg kan forstå, at du er operakender og -elsker. Det er jo helt flot og spændende at læse om i dine udlægninger.

Som total ikke-kender tillader jeg mig, ligesom Steen Ingvard, at blande mig, eller interessere mig for, hvad der når ud i spalterne om denne kostelige disciplin, som så få kender, men so de betaler til via skatten. Og så kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvordan en forestilling, som den her anmeldte, kæmper for at tilpasser sig tidsånden, selvom operapublikummet egentlig ikke bryder sig om det. I min fortolkning drejer det sig om en læggen sig ned for overfladeglat dyrkelse af sexet bevægelse og lækre kostumer, der er som taget ud af Alt For Damerne eller lignende livsstilsmagasiner.

Vi lever i Facebooks tidsalder, men skal man lægge sig ned for det? Hvorfor vælge en romantisk " sjæler" fra 1820, om parret, glansen og udsmykningen - for det første , og hvorfor - hvis man endelig vil udfordre - ikke noget nyere og samfundskritiserende. Tjajkovskij var en stor kunstner, tror jeg godt jeg vil indvillige i, men ikke revolutionær. Han skulle jo leve af adelens og zarens gunst, så når han skrev musikken her i 1878, til historien fra 1820, så var det næppe for at genere hoffet.

Steffen Gliese

Tanken, Michael Kongstad Nielsen, er jo, at værket er større end de rammer, der skabte det, indeholder mere universelle problemstilinger og derfor stadig har også et kritisk potentiale, der kan sige noget til et moderne publikum - måske endog med større styrke som en "røst fra fortiden".
I disse år sker der - i forbindelse bl.a. med genopdagelsen af den italienske opera, som for mange kun har været sen Verdi og Puccini - en stadig større vægtning af teaterdelen i opera. Det er nogle gange - tit! - godt, og andre gange ikke så godt, når der, som du påpeger, går for meget selvfedme og mondænitet i det.
Man skal dog ikke være blind for, at netop i den sceniske overflod ligger kritikken i det dialektiske potentiale - men det skræmmer mig lidt, at det, der i min (og din?) generation var så oplagt: at man skal forholde sig til det, man ser selv og ikke gå ud fra, at det blot er meningen, at man skal følge med strømmen på scenen. I øvrigt er en af de virkeligt interessante følger af vægtningen af det dramatiske, at der lægges meget mere vægt på teksttydelighed, end man i mange år har været vant til.
Jeg ser det indenfor musikdramatikken i øvrigt, hvor det intellektuelle beredskab til at modtage den modne og usentimentale, almindeligvis satiriske hovedstrøm i amerikansk musical over ti-femten år er fortrængt til fordel for forestillinger, der bedst kan betegnes som "ny-operette". Hvad der burde være spillet og om hvad vil det føre for vidt at skrive om her, men det er trist at iagttage, hvordan tilsyneladende ringere oplysning i skolen (på et tidspunkt, hvor adgangen til oplysning er afgørende lettere end nogensinde tidligere) sænker vores kollektive evne til at aktivere sanser og hjerne på samme tid. Det er, nogle gange, som om modernismen i teatret slet ikke fandt sted.

christian christensen

Jeg har ikke set den pågældende iscenesættelse af Eugen Onegin, så den vil jeg ikke udtale mig om, men jeg har derimod set Holtens opsættelse af Don Carlos på Dokøen i 2006 - 2007. Man må holde fast ved at rationalet bag operaer, det der gør deres langstrakte rodede og ofte usandsynlige handlinger udholdelige, er musikken og sangen. Dette er det centrale og uden en absolut første klasses præstation inden for de nævnte områder, er opera absolut ulidelig. Hvis det sanglige og musikalske er i orden, vil næste alle operaer bestå på grund af komponistens genialitet. Opera behøver efter min opfattelse ikke at blive "repareret", og tit vil anstrengte aktualisereringer som Holtens version - hvor Carlos render rundt i en orange fangedragt a la Guantanamo, og hvor der optræder schæferhunde på scenen - skygge for det musikalske og danne et flimrende billede, som hverken er god opera eller godt skuespil, men blot et æstetisk mavesår. Det skal da indrømmes, at f.eks. Monets åkandebilleder sikkert ville rumme nogle spændende fortolkningsmuligheder, hvis man tilføjede et stinkende kloakudløb og nogle gispende fisk, men det har Monet som bekendt ikke ønsket. At reparere på kunsten fører sjældent til noget godt. De pågældende komponister fra det 1800-1900-tallet, er og bliver større genier end de nuværende iscenesættere, hvis primære opgave må være at lave en scenografi, der netop støtter musikken og ikke overdøver den, ved at lave anstrengt opfindsomme moderniseringer. Lad dog tilskuerne selv finde perspektivet istedet for at stoppe det ned i halsen på dem. Folk der går i teater er faktisk ikke så dumme og kan godt finde inspiration i Don Carlos, selvom han tøffer rundt i pludderbukser og pibekrave.

Michael Kongstad Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er helt igennem en fejlopfattelse af operaer - en fordom som det har været meget svært at udrydde. At den nu skal gå ud over en af de absolut bedste, både tekstligt og musikalsk (Don Carlos), synes jeg ikke er pænt. Jeg indrømmer, at jeg ikke så Holtens opsætning, men jeg læste tilstrækkeligt om den til i og for sig at mene, han har løst opgaven.
Intet slår dog den sjælsrystende udgave, der for et par år siden blev produceret på hans nuværende arbejdsplads - i øvrigt med Simon Keenlyside i rollen som Posa.

Steffen Gliese

Nej, Christian Engel, det er netop det, de ikke kan - slet ikke i Don Carlos, der er en historie, der ligger vores kultur ret fjernt i sin kamp mellem pavemagt og konge.
Hvis du havde ret, var det alt rigeligt med en koncertopførelse - men der er faktisk et væsentligt, dramatisk indhold, der skal fortolkes, ikke bare et maleri udfoldet. Opera er ikke eksotisk, den er nærværende og skal tale ind i den tid, det produceres i. Dermed ikke sagt, at man ikke kan skabe historisk korrekte opsætninger, det er bare utrolig sjældent, at det kan lade sig gøre at holde den dramatiske nerve. Og nej, musikken i italiensk opera er ikke det vigtigste.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er mest tilbøjelig til at give Christian Engel ret. Både hvad angår musikken, herunder sangen, som det vigtigste, og hvad angår hensynet til værkets tid og samtid. Ikke, at man ikke kan spille de gamle klassikere, og give dem nyt liv og nye "klæder", men under hensyn til værkets oprindelse, som man må respektere.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen, forestillingen er luft og magi, der er overstået på en aften, og så går man hjem og det var det, Men værket, det er ikke luft, det forbliver og kan tages op igen i morgen. Værket er kunstnerens værk. Det kan opføres igen og igen. Værket bør man respektere, og lade sig inspirere af. Men ikke voldtraktere eller lave så meget om, at tilknytningen mistes.

Jeg har intet imod ny kunst eller nye fortolkninger af virkeligheden, men måske skulle man lave nogle nye operaer, noget ny kunst, i stedet for at hænge fast i gamle klassikere, som man alligevel ikke vil anerkende og respektere.

Steffen Gliese

Tværtimod, Michael Kongstad Nielsen, så lever værket som erindring i dem, der oplevede det og videre i deres overvejelser og det indtryk, som det gerne skulle give dem fremadrettet.
Til alle tider er al kunst blevet fortolket i det billede, der var herskende, når det kom op - det er kun i vor tid, at autenticitet har fået en sådan næsten religiøs klang.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen, jeg forstår ikke dit andet afsnit.
Det levner ikke megen mulighed for kritisk tænkning.
Men måske opgiver du din tidligere fremsatte tanke om, at forestillingen har førsteprioritet.