Læsetid: 4 min.

Ugens film: Mørkets hjerte

Kathryn Bigelows omdiskuterede ’Zero Dark Thirty’ er en tankevækkende og foruroligende film om terrorkampens mål og midler og en kvindelig CIA-agents vej ned i mørket, mens hun jagter Osama bin Laden
Jessica Chastain er fænomenal i rollen som den kønne og umiddelbart sart og skrøbeligt udseende Maya, som gør sig næsten lige så kold og skruppelløs, som sin foresatte, Dan. Foto fra filmen

Jessica Chastain er fænomenal i rollen som den kønne og umiddelbart sart og skrøbeligt udseende Maya, som gør sig næsten lige så kold og skruppelløs, som sin foresatte, Dan. Foto fra filmen

7. februar 2013

Vi ved, hvordan det ender: Om natten den 2. maj 2011 stormede amerikanske jægersoldater et hus i den pakistanske by Abbottabad, hvor de skød og dræbte verdens mest eftersøgte mand, Osama bin Laden.

Og således endte en 10 år lang og meget intensiv jagt på den saudiarabiske terrorleder, der efter al-Quedas voldsomme angreb på USA i september 2001 havde gjort sig usynlig og nærmest syntes uovervindelig.

Det er den jagt og dens velkendte afslutning, som Kathryn Bigelows nye film, den flere gange Oscarnominerede, kritikerroste og omdiskuterede Zero Dark Thirty, handler om (titlen betyder i øvrigt kl. 0.30, tidspunktet for bin Ladens død). Og netop fordi vi kender slutningen, er det selve processen og menneskene bag, som interesserer den amerikanske instruktør og hendes manuskriptforfatter, Mark Boal – som efter eget udsagn lægger sig ganske tæt op ad virkelige begivenheder og personer – ikke mindst CIA-agenten Maya (Jessica Chastain), der er filmens hovedperson og flere virkelige personer samlet i én.

Mål og midler

Zero Dark Thirty begynder ikke længe efter 11. september, og handskerne er i dén grad taget af, når CIA afhører mistænkte, som kan tænkes at have informationer om, hvor Osama bin Laden og hans håndlangere befinder sig. Det oplever Maya på første hånd, da hun ankommer til et hemmeligt fængsel i Mellemøsten og ser sin foresatte, Dan (Jason Clarke), waterboarde og på anden vis torturere en fange.

Til at begynde med har hun – ligesom publikum – svært ved at holde ud at se på torturen, men i løbet af filmen får hun nemmere ved det, selv om hun da hellere selv benytter sig af mere fredelige former for efterretningsarbejde, og om noget skildrer Zero Dark Thirty Mayas rejse ned i et moralsk og menneskeligt mørke, hvor der ingen vej er tilbage – næsten som hovedpersonen i Joseph Conrads Mørkets hjerte eller Francis Ford Coppolas filmudgave, Dommedag nu.

Maya er så besat af at opspore bin Laden – og overbevist om, at han ikke befinder sig i en hule i Afghanistan – at hun vil gøre hvad som helst og ofrer alt, inklusive muligheden for et normalt liv, i det mere og mere desperate forsøg på at finde ham. Der er en grund til, at hun bryder sammen, da bin Laden er fanget, og filmen slutter. Hun har ikke mere at leve for og står nu alene tilbage med erkendelsen af, at hun for længst har sat sin egen menneskelighed overstyr.

Jessica Chastain er intet mindre end fænomenal i rollen som den kønne og umiddelbart sart og skrøbeligt udseende Maya, som bliver – gør sig – næsten lige så kold og skruppelløs som Dan, og for hvem målet helliger midlerne.

Zero Dark Thirty er også en film om efterretningsarbejde og metoder, der i bedste fald er betænkelige og i værste fald utilgivelige. Det er ikke svært at forestille sig, at man kan miste evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, når man gennem så mange år agerer i et miljø og en verden, hvor alt er hemmeligstemplet, ens chef kræver »nogen at dræbe«, det er svært at skelne mellem ven og fjende, man forsøger at redde uskyldige liv, og ens eget liv konstant er i fare.

Efter filmens amerikanske premiere er Kathryn Bigelow og Mark Boal blandt meget andet blevet beskyldt for at blåstemple brugen af tortur. Intet synes dog at være længere fra sandheden.

I løbet af Zero Dark Thirty – og de 10 års jagt på terrorlederen – og især efter Barack Obamas bliver valgt til præsident i 2008, forsvinder den mere eller mindre officielle opbakning til tortur og moderat fysisk pres, hvilket Maya og hendes kolleger i en scene i filmen registrerer med en vis ligegyldighed. De er allerede så immune over for de voldsomme metoder og vant til, at politikerne siger én ting, men forventer noget andet af dem, når et mål skal nås; øjne lukkes, og hænder vaskes.

Større og vigtigere

Det var det, den slovenske filosof Slavoj Zizek for nylig kaldte torturens farlige ’normalisering’ i en lidt misforstået kritisk læsning af Zero Dark Thirty. Misforstået fordi ’normaliseringen’ af tortur i Kathryn Bigelows film netop viser, hvor farlig den er, og fordi torturscenerne i begyndelsen på ingen måde er rare at se på eller spor nemme at glemme.

Ret sent i forløbet viser det sig også, at torturen kun langsomt og ad omveje førte til oplysninger, CIA allerede havde i sine arkiver, men ikke havde indset var vigtige. Det er en brutal ironi, som forsinker den mulige opsporing og tilfangetagelse af Osama bin Laden, og som rammer Maya hårdt, da hun finder ud af det. Hele tiden understreges usikkerhedselementet i efterretningsarbejdet, hvor man oftere arbejder med procentuelle sandsynligheder end med visheder.

Bigelow fik som den første kvindelige instruktør nogensinde en Oscar for sin forrige film, The Hurt Locker (2008), der handlede om bombeeksperter i Irak. Zero Dark Thirty er på mange måder en større, vigtigere og mørkere film – også visuelt. Tilmed formår den at være ret spændende, selv om den ingenlunde er lige så gung ho som forgængeren – og ender, som den gør. Det virker næsten frivolt at skrive, at Zero Dark Thirty er underholdende og medrivende, men det er den, og man sidder ofte med hjertet i halsen, samtidig med at den komplekse og begavede film får én til at tænke over de menneskelige og moralske omkostninger ved krigen mod terror, mens man følges med Maya ned i mørket.

 

Zero Dark Thirty Instruktion: Kathryn Bigelow. Manuskript: Mark Boal. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen ingvard nielsen

Skal vi mon en dag drage ud i verden på jagt efter kritik af os selv i den vestlige verden og vil det mon kunne bane vejen til en mere fredelig verden og en mere satbil økonomi og et bedre miljø og..................

Morten Nielsen

Anbefaler http://972mag.com/zero-dark-thirty-is-the-most-vile-and-immoral-war-film...

"Zero Dark Thirty is so self-righteous that it makes the blunt orientalism of The Hurt Locker actually look good. There, the director seemed to have understood that some people like “the action” – but we never saw that kind of emotion in Zero Dark Thirty. After all, no American would like torture or killings. Bigelow’s portrait people at war runs contrary to anything we know about human nature and violence everywhere and at all times. If the director would have shown the sadism and corruption that comes when you cross certain boundaries, then some viewers would have felt uncomfortable, and gone home really thinking or talking about what they saw. But I don’t think the film would have been such a success in such a case. Holywood is giving Kathryn Bigelow prizes because she makes Americans feel good about themselves and the wars they wage."

henrik hansen, Kasper Hviid og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg kan varmt anbefale at man ser filmen og danner sig sin egen mening, hvis man ønsker at argumentere for det ene eller det andet.

Personligt tenderer jeg til at være enig med Monggaard, i det jeg opfattede filmen som et vellykket portræt af eskalerende fordærv, elendig efterretning, og voldens overgreb på dens udøvere. Især den vidtåbne og bratte slutning stiller et kæmpestort spørgsmålstegn ved hele misæren, men den skal jeg selvfølgelig ikke røbe her...

Jeg tror at grunden til at mange råber vagt i gevær er at filmen bevidst ikke tager stilling. Det er vi ikke rigtig vandt til fra USAnsk side. Havde det været en Europæisk produktion som eksempelvis 'Der Untergang', tror jeg ikke vi ville have set den samme furore fra de progressive rækker. Samtidig er fokus på en feminin protagonist som i sin lidenskabelige kamp mod patriarkiet vinder vores sympati som seere (typisk Bigelow, og nok hendes egentlige motivation for at lave filmen). Det kombineret med et tilstræbt 'naturalistisk' / fragmenteret touch, gør det svært at følge med, og man kan nemt sidde tilbage med følelsen af at man blev narret til at holde med bødlerne. Det mener jeg kun man kan klandre sig selv for.

Som man kan læse i mit link nr 2, har torturbødlerne selv været inde over manuskriftet. Så jeg kan ikke se at jeg behøver at se filmen for at bedømme.

Den feminine protagonist og hendes lidenskabelige kamp mod patriarkiatet kan for min skyld få den i anus med en brolæggerjomfru.

Hej Kasper. Jeg har også læst dit link nr 2, og alle de andre. MHT om torturbødlerne har været med inde over eller ej, så foreligger der ingen dokumentation for dette. Ej heller i dit link. Det er gætværk baseret på et to-minutters interview i et Amerikansk komedie/talk-show.

Jeg mener stadig at du bør se filmen før du danner dig en mening - du kan jo sagtens tage alle de forudindfattede med dig ind i biffen.

Personligt stoler jeg kategorisk mere på mig selv end alle andre når det kommer til vurderingen af film/bøger/musik/billeder/etc. Dermed ikke sagt at jeg ikke er dum som en dør. Kunst gir bare ikke rigtig nogen mening hvis jeg har brug for andre til at fortælle mig hvad jeg skal syntes om det.

Kathryn Bigelow er ikke neutral; hendes udgangspunkt er at torturbødlerne per defination er gode. Som hun selv skriver:

"In that vein, we should never discount and never forget the thousands of innocent lives lost on 9/11 and subsequent terrorist attacks. We should never forget the brave work of those professionals in the military and intelligence communities who paid the ultimate price in the effort to combat a grave threat to this nation's safety and security.

Bin Laden wasn't defeated by superheroes zooming down from the sky; he was defeated by ordinary Americans who fought bravely even as they sometimes crossed moral lines, who labored greatly and intently, who gave all of themselves in both victory and defeat, in life and in death, for the defense of this nation."

Vil nogen i fuld alvor hævde at torturbødlerne ikke er filmens helte? Og at deres ofre er skurkene? Filmens begynder med en optagelse af en kvinde der ringer til alarmcentralen fra WTC; har dette ikke til formål at demonstrere hvem der er de virkeligt onde? Føler man ikke samme begejstring i filmens slutning som i klimakset til en hvilkensomhelst actionfilm, hvor helten får ram på überskurken? Hvorfor bryder publikum så ud i klapsalver ved dens klimaks?

Vil nogen i fuld alvor hævde at torturbødlerne ikke er filmens helte? Og at deres ofre er skurkene?

Ja da :) - Prøv til at starte med at forestille dig en film hvor helte/skurke paradigmet er fraværende fra starten. Der untergang, som jeg har nævnt tidligere er et godt eksempel (sammen med en række andre tyske film der skildrer samme periode - ex Stalingrad og Das Boot). Et andet godt eksempel er 'Salo'.

Filmens begynder med en optagelse af en kvinde der ringer til alarmcentralen fra WTC; har dette ikke til formål at demonstrere hvem der er de virkeligt onde?

Måske er formålet nærmere at sætte grundpræmissen for historien: det massehysteriske hævnkrav, som senere i filmen skildres ved en top-chef der deler skideballer ud på et møde: "Give me people to kill!" råber han af sine underordnede.

Føler man ikke samme begejstring i filmens slutning som i klimakset til en hvilkensomhelst actionfilm, hvor helten får ram på überskurken? Hvorfor bryder publikum så ud i klapsalver ved dens klimaks?

Filmens slutining ekselerer ved at undgå alle traditionelle former for glorificering. Der er ingen baggrundsmusik. Ingen svælgen i pressede soldaters heltemod. Aktionen er portrætteret som en mekanisk operation, hvor skud bliver affyret og hvem som helst der står i vejen myrdes. Der er ingen forherligelse eller retfærdiggørelse overhovedet - ud over selvfølgelig, det hysteriske hævnkrav som filmen lægger ud med at minde os om.

Vi får heller ingen glade post-operations festligheder med america fuck yeah musik at se. Hovedpersonen åbner modvilligt bodybaggen, kaster et meget kort blik på liget og nikker til en sgt, hvorefter hun sætter sig ind i en tom flyver og begynder at tude. Det var det. Filmen slutter uden violiner.

Det er svært at få øje på propagandamaskinen i det her, med mindre man absolut vil...

MHT til Bigelows udtalelser, så skal man hæfte sig ved at hun helt konkret kondolerer overfor de efterladte til dem der måtte lade livet - det ligger eksplicit i hendes udtalelse: "...who paid the ultimate price ...". Alt andet ville have være smagløst.

Som documentary viser filmen:
- at tortur ikke er værre end hvad der foregik på enhver ungdomsanstalt,
- at kvinder bliver højt respekteret i den amerikanske hær - trods alt,
- at amerikanske elitesoldater har en human omgang med lig,
- at USA reaktion på 9/11 er sympatisk behersket.
÷÷÷÷÷÷

Copypaster lige min anmeldelse:

Dansk titel: "Tudemarie i praktik hos Gestapo"

Jeg så mig om i salen. Publikum var ualmindeligt 'etnisk homogent'. Udelukkende danskere. Det kunne jeg passende nævne i min anmeldelse på p77.dk, tænkte jeg. Men så kom der to piger og satte sig foran til venstre i salen. Den ene havde tørklæde på. Den den anden bar ikke tørklæde, men havde mørk pigmentering.

Filmen indledes med en serie fortvivlede telefonopkald fra WTC. Dernæst klippes der direkte til filmens første torturscene. Den smukke heltinde er tydeligt rystet, men da hun får tilbudt at følge med på afstand via en skærm, afslår hun modigt. Ikke nok med det, hun går oven i købet ind i torturkammeret uden at have maske på. Den mandlige torturbøddel ydmyger fangen ved at flå bukserne ned på ham. Et nærbillede af ansigtet viser tydeligt hvor hårdt dette er for den stakkels kvindelige torturbøddel. Offeret udnytter hendes svaghed og beder hende om at få torturen stoppet. Hun besinder sig, og forklarer fangen - og publikum - at han jo kan få torturen til at stoppe hvis bare han taler.

Heltinden er hvad man kan kalde en politisk korrekt torturbøddel. Hun torterer fordi hun er så dedikeret, og flæber behørligt bagefter.

For at understrege hvem der er de onde, er der hele tiden en eller anden selvmordsbombe et eller andet sted. Den smukke heltinde kan ikke gå på café uden at den eksploderer, hun kan ikke engang køre ud af sin indkørsel uden pludselig at blive beskudt. Man kunne nemt få den tanke at at de har klippet en ny eksplosion ind hver gang testpublikummet har sagt at filmen er røvkedelig. Men ligemeget hjælper det; Zero Dark Twenty er virkelig en ualmindelig kedsommelig affære.

Filmen er fortrinsvis et kontordrama, der er centreret om den kvindelige hovedpersons status i forhold til hendes mandlige kollegaer. Det hele er meget klichepræget. Der var spredt fnisen i salen ved de mest corny one-liners. Vi bliver heller ikke forskånet for scenen hvor heltinden sætter sig i respekt ved at råbe af sin chef. Det viser nemlig karakter. Næste gang din chef er helt forkert på den, så prøv at råbe hysterisk af ham. Du får nok lønforhøjelse.

Til sidst i filmen begynder den smukke kvindelige torturbøddel gudhjælpemig at tude igen. Mens hun havde travt med at tude, begyndte dele af publikum at pakke deres ting og forlod salen; de to piger af anden etnisk herkomst gik også der. Det fleste ventede dog på rulleteksterne. Filmen var slut, der lød den karateristiske lyd af folk der tager overtøj på og maser deres cola-bægrer. En gut på sædet foran kommenterede: "Jeg glæder mig til toeren!"

Anmeldelsen skrev:
> Til at begynde med har hun – ligesom publikum – svært ved at holde
> ud at se på torturen, men i løbet af filmen får hun nemmere ved det,
> selv om hun da hellere selv benytter sig af mere fredelige former for
> efterretningsarbejde, og om noget skildrer Zero Dark Thirty Mayas
> rejse ned i et moralsk og menneskeligt mørke, hvor der ingen vej er
> tilbage (... )
>
> Maya er så besat af at opspore bin Laden – og overbevist om, at
> han ikke befinder sig i en hule i Afghanistan – at hun vil gøre hvad
> som helst og ofrer alt, inklusive muligheden for et normalt liv, i det
> mere og mere desperate forsøg på at finde ham. Der er en grund til,
> at hun bryder sammen, da bin Laden er fanget, og filmen slutter.
> Hun har ikke mere at leve for og står nu alene tilbage med
> erkendelsen af, at hun for længst har sat sin egen menneskelighed
> overstyr.
>
> Jessica Chastain er intet mindre end fænomenal i rollen som den
> kønne og umiddelbart sart og skrøbeligt udseende Maya, som bliver –
> gør sig – næsten lige så kold og skruppelløs som Dan, og for hvem
> målet helliger midlerne.
>
> (...) Det er ikke svært at forestille sig, at man kan miste evnen til at
> skelne mellem rigtigt og forkert, når man gennem så mange år
> agerer i et miljø og en verden, hvor alt er hemmeligstemplet, ens
> chef kræver »nogen at dræbe«, det er svært at skelne mellem ven
> og fjende, man forsøger at redde uskyldige liv, og ens eget liv
> konstant er i fare.

Det er dette jeg syntes er ubehageligt ved filmen: At torturen bruges til at vise hvor dedikerede den kønne kvindelige torturbøddel er. Filmens skaber har gjort et stort arbejde med at få seeren til ikke alene at identificere sig med den kønne og opofrende torturbøddel, men også at have sympati for årsagen til torturen: Hun er så opofrende, at hun "har sat sin egen menneskelighed overstyr".

Er der ingen der har hørt om The Banality Of Evil? Eller Milgram? Der er intet historisk belæg for at hævde at torturbødler er andet end nogen svagpissere der af systemet får at vide at de skal tortere, hvilket de så gør.

Det er da rigtigt at filmen er mørk. Vi ser torturscener, og vi ser også en kvinde blive dræbt. Slutningen på filmen er ikke en triumf, derimod er der noget martyr over heltinden i filmens slutscene. Vi må erkende, at at filmen har noget, der får anmelderen til at kalde filmen "tankevækkende og foruroligende".

Men alt denne kompleksitet kan ikke bryde ud af filmens overodnede præmis, den basale fortælling om de gode versus de onde. Ja, torturscenerne får heltene til at fremstå mere komplekse, men det ændrer ikke på at de immervæk er heltene. Disse scener er tværtimod et brandgodt argument mod de forbehold mange naturligt ville have imod filmens good-versus-evil fortælling.