Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Af en anden verden

Den efterhånden 63-årige maliske stjernesanger Salif Keita leverede måske nok en lettere rutinepræget præstation, hvad hans tændte og mere end velspillende orkester heldigvis så rigeligt kompenserede for
Kultur
25. februar 2013
Salif Keita manglede lidt nærvær fredag på,  hvad der muligvis er hans sidste turné.

Roger T. Smith

Grundet hvad vi her i huset plejer at kalde røvfordrejninger, kom jeg for sent til koncerten med Salif Keita ude i Amager Bio, men allerede mens jeg stod og blomstrede i køen til garderoben med rigeligt med vintertøj, fik de listigt intrikate rytmer, der sivede ud nede fra selve salen, mine ben til at køre og mit korpus til at vugge i takt.

For bevares, jeg var mødt positivt forudindtaget op, hvilket selvfølgelig kan (men ikke nødvendigvis bør) rejse en debat om, hvilken sindstilstand man som kritiker kan tillade sig at troppe op i til en koncert. Ifølge en bekendt, der godt nok aldrig har haft noget i klemme med offentlige udmeldinger, men ikke desto mindre er fuld af meninger om samme, bør man som kritiker møde neutralt afventende op til et hvilket som helst arrangement, hvortil der tages entré. Ellers er anmeldelsen jo skrevet på forhånd, som han påstår.

Og det er muligt, min bekendte har ret (det mener jeg selvfølgelig overhovedet ikke, ihukommende nærværende dagblads legendariske kritiker Hansgeorg Lenz, der engang bemærkede noget i retning af, at »trods de utallige koncerter jeg har været til, holder jeg mirakuløst nok stadig af musik!«), men han var så heller ikke på Roskilde Festivalen i 2003, hvor samme Keita (og ikke mindst hans ekstraordinært excellente ni mand store orkester!) på en ellers ret ordinær torsdag leverede en af de svedigste og mest uforglemmelige performances i festivalens historie, uanset genre.

Der forlod man Ballroom-scenen i en så euforisk stemning, at der skulle adskillige shows med mere meter-orienterede navne til at få én ned på jorden igen.

Forfinet musikalitet

Men det er så også 10 år siden og vor mand fra det p.t. så plagede Mali, den gode Salif Keita, er efterhånden blevet 63 og rygtet har ladet vide, at dette muligvis er hans sidste turné. Og måske er blot mig, der overfortolker, men aftenens hovedperson virkede også en smule såvel distanceret som træt. Ikke at han ikke var god, men vi har hørt ham bedre. Det bør i samme åndedrag så fremhæves, at stjernens manglende nærvær kompenserede hans unge seksmandsorkester så rigeligt for. Også selv om det selvfølgelig havde været federe med en rigtig bassist frem for en noget flad synth-ditto, og at levende korsangere (der var til lejligheden kun medbragt én, hun bevægede sig til gengæld på en så inciterende facon, at det virkede ret distraherende på dem af os, der instinktivt drages mod det kvindelige) er at foretrække frem for præindspillede ditto, må de seks tilstedeværende musikere siges i den grad at være leveringsdygtige i lige dele forfinet musikalitet og liflig rytmik. Ikke mindst Harouna Samaké, den gentleman, som så virtuost betjente den seksstrengede kamélé n’goni, er værd at skrive hjem om.

Puristerne skal tie stille

Det er muligt, der findes dem, som kunne holde sig i ro til det overvejende uptempo-materiale, men Informations udsendte kunne altså ikke holde sig i skindet, men gav den som af musik euforiseret dansesmølf i den lille halvanden time, seancen varede.

Verdensmusikpurister har indimellem været ude med riven, da den gode Keita gladeligt optager elementer af såvel amerikansk som europæisk musik i sit generelt melodisk indbydende udtryk, der kun kan defineres som pop, hvordan vi end vender og drejer det.

Som om globaliseringen var ren envejskommunikation og indbyggere i andre kulturkredse end vor egen bare har at forblive i en eller anden prækolonial kunstnerisk ghetto. Sådan spiller det ustemte klaver altså bare ikke, og derfor er jeg også rigtig glad for Keitas seneste udspil, Talé (2012), hvor en flot balance mellem det afrikanske og det euroamerikanske har frembragt en af karrierens flotteste skiver. Forløstes bestræbelserne herfra ikke helt lørdag aften, var det altså stadig en opløftende oplevelse af en anden verden, som jeg nødigt ville have været foruden, positivt forudindtaget eller ej!

 

 

Salif Keita, Amager Bio, fredag

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her