Læsetid: 3 min.

Som en viljeløs krop

Menneskers evne til at skabe retfærdighed og orden er en meningsløs illusion i Friedrich Dürrenmatts tre korte kriminalromaner fra 1950’erne. De er groteske, nøgterne, kyniske – og stærk litteratur
I forhold til den klassiske kriminalroman sker opklaringerne og retfærdigheden fyldest på asymmetriske, tilfældige eller meningsløse måder i Friedrich Dürrenmatts kriminalromaner fra efterkrigstidens Schweiz og Europa.

Gerth Roland

1. marts 2013

Det lille forlag Rosenkilde & Bahnhof har blandt andet specialiseret sig i at udgive klassiske kriminalromaner – Sherlock Holmes, Maigret, Patricia Highsmith, Dorothy L. Sayers med flere.

Nu er også Friedrich Dürrenmatts tre berømte kriminalromaner, Dommeren og hans bøddel, Mistanken og Løftet udkommet i Henning Goldbæks nyoversættelse, som er fint lydhør over for ironien og nuancerne i Dürrenmatts prosa.

Grotesk forstillelse

Friedrich Dürrenmatts krimier gør effektivt op med den klassiske kriminalromans whodunit-skematik, hvor morderen afsløres, retfærdigheden sker fyldest, og ordenen til slut genoprettes.

I Dommeren og hans bøddel tager den gamle, mavekræftsyge kommisær Bärlach retfærdigheden i egen hånd for at få ram på en gammel bekendt, der har udfordret ham ved at begå mord for næsen af ham, uden at han dengang kunne bevise det.

Nu får den gamle, kyniske forbryder straffen, men det er en anden, der har begået den forbrydelse, han straffes for, og denne anden, der således bliver hans bøddel, bliver ikke straffet.

Men han afsløres ikke desto mindre til slut af Bärlach i en grotesk ædescene, hvor det alene i kraft af, hvad den angiveligt syge kommisær sætter til livs af sardiner, krebs, salat med bjerge af mayonnaise, pålæg, hønsekød og laks, så at sige i forskudt form går op for den skyldige, at Bärlach har forstillet sig over for ham. Han konkluderer, at Bärlach blot har ladet, som om han var syg og indser på den baggrund, at Bärlach for længst har gennemskuet ham. Han tilstår. Det er Dürrenmatt for fuld udblæsning.

Galgenhumor

I Mistanken sætter Bärlach sit dødssyge liv på spil for at få ram på en nazilæge, der i kz-lejrene har opereret sine ofre uden bedøvelse, men nu, seks år efter krigen, driver en mondæn klinik i Schweiz. Det lykkes ham ikke, men alligevel lykkes det – blot ikke som et resultat af Bärlachs intriger.

Og i Løftet går den lovende, kommisær Matthäi menneskeligt til i sin jagt på en seriemorder, der ombringer små piger med fletninger og røde kjoler. Afsløringen falder til slut, men uden at Matthäi får det at vide, og uden at det er lykkedes at få fat på den skyldige. Matthäi tilbringer resten af sit liv i alkoholiseret, resultatløs venten.

Meningstab

I forhold til den klassiske kriminalroman sker opklaringerne og retfærdigheden fyldest på asymmetriske, tilfældige eller meningsløse måder. Tilværelsens rodede labyrint er uden mål og retning, og forsøgene på at skabe en vis moralsk orden er dels tvivlsomme – de medfører i alle tre krimiplot en vis collateral damage – dels uden lykkelige resultater. Hvilket selvfølgelig leder tanken hen på efterkrigstidens dominerende ideologier, dens eksistentialisme og illusionsløse absurdisme. Matthäi kan minde om en (humorforladt) Beckett-figur, humoren er i bedste fald galgenhumor, og den er helt på Dürrenmatts side. Meningstabet er påtrængende.

Alligevel forekommer Dürrenmatt moderne, men måske ikke så moderne, som da bøgerne første gang udkom. Dürrenmatts illusionsløshed, hans mistro til en mening med eksistensen er ikke længere chokerende. Dels er der, som nævnt, megen efterkrigstid i tankegodset, man kommer til at tænke på Sartre og Camus, Max Frisch, og – ja, Beckett. Dels har andre, som eksempelvis tyske Juli Zeh, der udmærket kan have læst sin Dürrenmatt, også siden drøftet filosofiske og etiske spørgsmål i kriminalformen.

Heller ikke den kynisme, der er indbygget i krimiplottene – gennemsyret som de er af mistroen til det etablerede systems, ’kriminologiens’ evne til at skabe retfærdighed – ryster læseren i hendes grundvold, som den muligvis har gjort 1950’erne.

Til gengæld betages man stadig af sprogets finesser, hvor ironi, tungsind og patetik veksler med stærke, uheldsvangre, lyriske passager:

»Solen brændte gennem skyerne, forsvandt igen, kom igen på ny i tågens og skymassernes jagende leg, kolosser, der kom væltende ind vestfra, pressede sig op mod bjergene, kastede vilde skygger over byen, der lå ved floden som en viljeløs krop, strakt ud mellem skovene og bakkerne. Bärlachs trætte hånd gled hen over den våde frakke, det lyste i hans øjenkroge, begærligt sugede han skuespillet til sig: Jorden var smuk.«

Men byen ligger som en viljeløs krop.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu