De er alle vegne. Amerikanske mænd, der kæmper med forsørgerrollen og kløjes i definitionen på maskulinitet i nutidens kriseramte USA, befolker film og tv-serier i stort omfang.
Tony Soprano førte an som New Jersey-gangsterchefen, der kunne konstatere, at såvel fædrelandet som den branche, han har arvet, var gået i forfald, siden hans fars generation sad på magten. Siden fulgte Mad Mens Don Draper, der ifølge sin chef, Roger Sterling, tilhører en generation, der »drikker som om, de slikker et imaginært sår«.
Og med Breaking Bad har Walther White sluttet sig til de mænd, hvis maskuline identitet er sprængt af især økonomisk krise. Da White får uhelbredelig kræft, rækker gymnasielærerlønnen hverken til hospitalsregninger eller til at sikre familien. I en af seriens nøglescener får han påskrevet: »What does a man do, Walther?!,« spørger hans samarbejdspartner, der selv svarer: »A man provides« (en mand forsørger). Whites fejslagne forsøg som forsørger fremkalder hans monstrøse maskulinitet, da han benytter sin viden som kemilærer til at blive narkoproducent.
Afstemt patos
En lignende udfordring møder Hollywoods nyslåede megastjerne Ryan Gosling i The Place Beyond the Pines. Han er stuntdriveren Luke, der kører dødsdrom i et omrejsende cirkus i et recessionsplaget provinsmiljø. Blandt hans regelmæssige fornøjelser er et forhold til latinobaben Romira (Eva Mendes). Men tilbage i lillebyen Schenectady i staten New York er situationen forandret. Romira har født Lukes søn, og så er hun flyttet sammen med en ny, stabil mand.
I bestræbelserne på at vinde sin familie søger Luke forgæves arbejde. Han indleder en højrisikabel karriere som bankrøver hjulpet af sine motorcykeltalenter.
Så langt så godt glider Derek Cianfrances film med Ryan Gosling som brintoverilteafbleget, småpunket opdatering af James Dean i Vildt blod. Også Nicholas Rays film fra 1955 problematiserede amerikansk maskulinitet med en rodløs teenager splittet mellem en elsket, men domesticeret far i fornedrende forklæde, og et køligt, dominerende moderdyr.
Efterkrigstidens kvinder var ikke sådan at bide skeer med, efter de havde arbejdet i mændenes fravær, forstås.
Den tyktflydende tematik i The Place Beyond the Pines er ikke desto mindre far-søn-relationen, og her er historien tæt på at snuble i sentimentalitet.
Gasser for hårdt op
Den afstemte patos, der klæder første del, bliver slingrende, da politimanden Averys fortælling overtager filmen.
Bradley Cooper tegner Lukes fjende overbevisende med lige dele fersk uskyld og bøvet selvtilstrækkelighed af. Avery repræsenterer den amerikanske far gone wrong i Cianfrances optik. Det fremgår af filmens tredje forløb mellem Lukes og Averys respektive sønner, Jason og A.J., begge markant spillet af henholdsvis Dane Dehaan og Emory Cohen.
I sin foregående film, det kradse kærlighedsdrama Blue Valentine viste Derek Cianfrance en nænsom poetisk opmærksomhed over for nuancerne i en tragisk fortælling, hvor Ryan Gosling også spiller en forsmået (sted)far.
I The Place Beyond the Pines er en ditto detaljerig kærlighedserklæring til Goslings smertende, rebelske maskulinitet. Sean Bobbitts kamera overser ikke én linje i hans muskuløse overkrop.
Men melodramaet i Scenectady, der betyder ’stedet på den anden side af granerne’, pakker for mange store følelser for tæt. Bjergtagende skove danner baggrund for Goslings fandenivoldske motorcykelridt, og The Place Beyond the Pines er en visuelt lækker oplevelse.
Måske havde den også været 2013’s svar på Vildt blod, havde den undladt at gasse så hårdt op under sine pointer.
ibal@information.dk
The Place Beyond the Pines. Instruktion: Derek Cianfrance. Amerikansk film. Premiere i hele landet
