Læsetid: 4 min.

Den bløde mellemvare

Trods deres imponerende individuelle meritter lykkes det heller ikke i femte ombæring de fire gentlemen i The William Blakes at skabe et bæredygtigt endsige interessant værk. Derimod blomstrer talentet Sebastian Lind på sit tredje, overlegne udspil
The William Blakes har stadig til gode at levere noget, der bare tilnærmelsesvist tangerer det originale.

Palle Skov

4. marts 2013

På mange måder er kvartetten The William Blakes hvad man engang kaldte en supergruppe, dvs. den består i vid udstrækning af musikere, som har gjort sig mere end heldigt bemærkede i andre sammenhænge – og ikke kun musikalske.

Gruppens hyperaktive forsanger Kristian Leth har således markeret sig som såvel digter, radiovært, skuespiller og filmkomponist samt som ophavsmand til et dansksproget soloalbum. Trommeslager Fridolin Nordsø har spillet med folk fra George Duke og Stanley Clarke til Choir of Young Believers og Fallulah og skrev i øvrigt sammen med sidstnævnte det vindende hit »Out of It« til tv-serien Lykke. Derudover er han en flittigt benyttet producer. Tvillingebror Frederik Nordsø er som bassist indgået i utallige sammenhænge, driver orkesteret The Informations on the side og har produceret navne som Brandy og Outlandish. Gruppens senest tilkomne, multiinstrumentalisten Bo Rande, er mest kendt for sin indsats i Blue Foundation, men har som Nordsø-brødrene (hvis far i øvrigt er den navnkundige guitarist Mikkel Nordsø) spillet med gud og hvermand og med sine indsatser på især trompet subsidiært flygelhorn sat sit præg på mange udgivelser. Deres kollektive meritter bliver ikke mindre i lyset af, at de alle har gjort sig heldigt bemærkede internationalt.

Sammen behersker de fire musikere et hav af såvel instrumenter som genrer for ikke at tale om pladestudiets uendelige muligheder, og så driver de endvidere pladeselskabet Speed of Sound, der til dato har 30 udgivelser på bagen. Kompetencerne hos bandmedlemmerne står i kø for at komme til, ligesom de ejer et musikalsk netværk af den anden verden, så her taler vi i sandhed vor tids Tordenskjolds soldater. Med kors og mange stjerner på. Benytter man i den forbindelse en af rockens tommelfingerregler, nemlig at summen altid er større end enkeltdelene (tænk f.eks. på The Beatles), burde The William Blakes altså være noget nær verdens bedste band! Det er så interessant nok bare ikke tilfældet, tværtimod er det et orkester, som over efterhånden fem langspillere endnu har til gode at levere noget, der bare tilnærmelsesvist tangerer det originale. Fermt? Jo, da. Checket? Mon ikke! Klangligt imponerende? Det kan De tro. Men spændende eller originalt eller dristigt, det er det fandeme ikke.

Så det mest fascinerende ved gruppens femte langspiller, An Age of Wolves, er det faktum, at fire så dygtige musikere i lykkelig samklang (det er et orkester, hvor venskaberne stikker dybt) har formået at skabe et så forudsigeligt og intetsigende værk, som tilfældet er. Den patetiske omslagsillustration, hvor tre skeletter i jakkesæt rækker hænderne mod lyset, lægger sig fint i forlængelse af de politisk korrekte, men lyrisk tomgangssnurrende tekster om afmagt, længsel og orienteringsbesvær i en verden af lave.

Jo, jo, det formelle er i orden, men kompositorisk traskes der i ét væk ned ad nedtrampede stier, og når man er kommet sig over den soniske flothed (lortet sejler i effekter, som man siger), der præger albummet fra start til slut, bliver den rungende tomhed, der tilsyneladende er The William Blakes’ adelsmærke, nærmest hjerteskærende iørefaldende.

Nu lagde gruppen med sit første album, Wayne Coyne (2008), ikke skjul på fascinationen af amerikanske Flaming Lips, og det er da med An Age of Wolves lykkedes The William Blakes at skabe en noget nær perfekt pastiche på samme. Hvad formålet med det så skulle være, vides ikke, eftersom originalen er så meget mere – nå ja – interessant. Det er og bliver den bløde mellemvare, trods skyhøje intentioner og kilometerlange kompetencer. Desværre.

Elastisk stemme

Så er der umådeligt meget mere at hente hos popopkomlingen Sebastian Lind, hvis tredje album, Messed Up Happy Kid, til fulde indfrier de forventninger, man i lyset af hans foregående langspiller har haft til dette 24-årige talent. Hans force er et svimlende sangskrivningstalent, der hæver ham højt over hoben af ligesindede, og selv om jeg skal være den første til at indrømme, at hans konsekvent følte (læs: smertefyldte) måde at synge på i sidste ende vil være en smagssag, skal han ikke høre et ondt ord herfra i den forbindelse, for sikke et register og sikken sikkerhed, der altså også er tale om. Og hans elastiske stemme er alt andet lige som skabt til at give de som tommelfingerregel både flotte og ambitiøse, men også gennemsyret melankolske kompositioner liv, for er der først og sidst tale om pop, vil Lind med eftertryk mere og andet end producere ligegyldigt lydtapet til masserne.

Efter sin skuffende debut fra 2010 fandt han for alvor formen med det akustisk orienterede I Will Follow (2011), hvorfra titelsangen og titler som »Never Let Go« og »Another You« viste hans klasse såvel som potentiale som sangsnedker with brains. På Messed Up Happy Kid er det akustiske nedprioriteret til fordel for en velsiddende portion electronica med klare 80’er-referencer, som i en intelligent egenproduktion giver de i alt 13 kompositioner de bedst tænkelige muligheder for udfoldelse, og som lytter føler man ikke trang til at skippe en eneste af dem.

Er De på udkik efter popmusik, der kan mere og andet end det gængse radiofyld, som det åbenbart er indlejret i Grundloven, vi med vold og magt skal tvangsfodres med, er denne Sebastian Lind det pt. bedste bud herhjemme. Messed Up Happy Kid? Indeed!

 

The William Blakes: An Age of Wolves (Speed of Sound/A:larm/Universal) Udkommer mandag

Sebastian Lind: Messed Up Happy Kid (A:larm) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu