Læsetid 3 min.

Børn besat af fremtiden

Den dansk-britiske succesforfatter Liz Jensens nye gyser har potentiale til at blive en international klassiker. Hvis folk altså tør læse den. ’De ubudne’ er en hårrejsende, mesterlig dystopi
4. marts 2013

Det begynder med en syvårig pige i en pyjamas med blåt sommerfugleprint. Søndag den 16. september skyder hun sin bedstemor i halsen med en sømpistol.

Et isoleret, uforklarligt tilfælde, vurderer politiet i den engelske by Harrogate.

Men så tikker nyhederne ind. I Frankrig har en ti-årig skudt sine to onkler med sin fars jagtriffel. I Spanien har to små drenge skubbet deres far ned ad en stentrappe. Og det breder sig.

I sin nye thriller, De ubudne, tegner Liz Jensen et worst case scenario, hvor alverdens børn vender sig mod de ældre generationer som følge af noget, videnskaben og voksenverdenen i mangel af bedre kalder for en pandemi. Uforklarligt er det i hvert fald, og den slags fænomener huer ikke romanens hovedperson.

Hesketh Lock er antropolog, sproggeni og professionel problemknuser, der træder til, når store virksomheder afslører sabotører i egne rækker. Når det gælder jobbet, arbejder hans nøgterne begavelse og analytiske sans for ham, ligesom hans fotomodeludseende giver let adgang til kvinder. På privatfronten er det til gengæld ikke nogen fordel at tilhøre ’det autistiske spektrum’. Hesketh kan kun håndtere følelsesmæssige kriser ved at folde origami-figurer, og forholdet til kæresten Kaitlin er gået i stykker, fordi han, som hun siger, er »en robot af kød«. Af samme grund risikerer han at miste den eneste, han elsker, Kaitlins syv-årige søn Freddy.

»Han havde aldrig hørt om Aspergers syndrom. (…) For ham var jeg Hesketh. Bare Hesketh.«

Når det gælder voksnes koder, især kvinders, går det mindre godt. Efter et one night stand med en klimaforsker på et hotel, ser hun ham i lufthavnen:

»Kvinden smiler et skævt smil. Jeg kan ikke identificere den følelse, det hører sammen med. Hun ser bekendt ud, men jeg er ikke god til ansigter. Jeg vender tilbage til artiklen. Sociale dyrearters gruppedynamik har altid interesseret mig.«

Overnaturlige elementer

Med Heskeths jeg-fortæller som en på én gang højt begavet forsker i menneskelig adfærd og barnligt uskyldig observatør af samme giver Liz Jensen os en unik og uimodståeligt charmerende kilde til begivenhederne.

Den underspillede humor og forfatterens stramme økonomisering med sine virkemidler spiseliggør de overnaturlige elementer i en sci fi-agtig thriller, hvis plot ellers er interessant nok i sig selv. Det ville egne sig glimrende til film. Mens børnemorderne multipliceres i De ubudne, breder mystikken sig, efterhånden som stadig flere af sabotørerne i de virksomheder, Hesketh sendes ud til, begår selvmord, angiveligt besat af dæmoner fra fremtiden – i forskellige kulturers varianter, men altid i børnestørrelse. Snart bryder systemerne sammen, hæren sættes ind, og romanen slutter sig til dystopiens territorium. Handlingen vækker minder om film som Invasion of the Body Snatchers, The Road, Blindness og Children of Men, der i øvrigt alle er filmatiseringer af bøger, og rædslerne er forankrede i højaktuelle problemstillinger. Hvorfor de besatte børn går med solbriller, samler på dåsemåd og slikker salt sig, som var det sukker, skal dog ikke afsløres her.

De ubudne er en hårrejsende mesterlig dystopi, en thriller med internationalt klassikerpotentiale og en frydefuldt grum læseoplevelse for dem, der tør binde an. Ord dækker ikke rigtigt til at anbefale denne bog. Liz Jensen skriver, så man får lyst til at pifte højt og anerkendende.

 

Liz Jensen: ’De ubudne’. Politikens forlag. Oversat af Hans Larsen. 254 sider. Udkommer i dag

Interview med Liz Jensen i krimimagasinet i Information på torsdag: Fantasi i frit fald. Om fiktionens dystopier og virkelighedens vrangforestillinger

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu