Læsetid: 2 min.

Drengerøv i dybdeperspektiv

Justin Timberlake skriver umodne tekster. Og det er mærkeligt, for med sit kun tredje album udviser han en vildt perspektivrig modningsproces
16. marts 2013

Status: Tusindvis af håbløse, men i situationen utrolig sexede, danse-moves er blevet kastet af denne anmelder til Justin Timberlakes to tidligere plader. Håb: Snarest at gentage ’succesen’ med hans nye og tredje soloalbum. Frygt: At det går for langsomt og mangler hooks. Opdateret håb: At det til gengæld er den vildeste lytteoplevelse.

The 20/20 Experience føles i hvert fald som én lang sammenhængende rejse. Der er ikke nogle vilde bangers som »Rock Your Body«, »Like I Love You« eller »My Love«, og dem kan man sagtens savne. Men man kan også nyde, at pladen glider som en velsmurt limousine gennem et mere diskret, men også vildt nuanceret landskab. Tingene undgår at flyde sammen ved lavere hastigheder, og det giver mulighed for at dyrke dybdeperspektiverne – som kan være decideret svimlende på 20/20 ...

På den centrale »Tunnel Vision« strækker boblende melodiguirlander sig ud i mælkevejen, mens et opspeedet plasticsample hamrer i forgrunden. Og i mellemgrunden: Strygere, baglæns keyboard, bas, håndklap, mundlyde, trommeloops, og nå ja, hr. Timberlake selv i bredt stereoperspektiv. Og det hænger sammen, så man får gåsehud på danseskoene.

The 20/20 Experience er et produktionsmæssigt kvantespring for Timberlake og hans efterhånden faste producer Timbaland, der denne gang har fået selskab af Jerome “;J-Roc”; Harmon. Måske har Timbaland lyttet til Flying Lotus’ kosmiske jazz, måske har stjerneproduceren bare brugt sin mere tilbagetrukne rolle til at lytte dybere efter i sig selv.

Berusende

Vi får en klangligt og genremæssig heterogen spændvidde, som er berusende og forfriskende. Der er en slow jam af fløde, som får besøg af den mest uvorne bas. Der er den dybt melankolske exit »Blue Ocean Floor«, hvor et stempel af en eller anden art fortæller os, at det baglænskørende klavers illusion om flugt mod havets bund bare er en naiv drøm. Og teamet giver sig god tid. De fleste numre varer syv-otte minutter og får lov at gå igennem flere udviklinger, som var det lommesonater Og den 32-årige entertainer, komponist og producer minder os om, hvor mange lyde og muligheder, der er i poppen og i den moderne r&b, som han tilføjer et excellent kapitel. Alle genrer og nationaliteter er velkomne. Sæt dig ned og bliv blæst dybere i polstringen. Og lad os dérfra nikke kærligt til Frank Ocean, Rihanna, The Weeknd, Beyoncé, Miguel, som har fået en udfordrende konversationspartner, når de skal sætte yderligere ild til os de kommende år.

Desværre er teksterne på The 20/20 Experience noget hø. De handler om kærlighed og sex (manden blev gift i september) og omklamres af klicheer. »She’s like nothing that I’ve ever seen before«. Og så videre til under bæltestedet. Antydningens kunst forvandlet til hentydningernes amatørisme. En lommepornograf har drukket skyllemiddel og skummer over af dødfødte talebobler. Det står i lammende kontrast til den musikalske modningsproces, som albummet indikerer. Men jeg lytter ikke længere efter. Selv måden, som Timberlake synger ovenstående håbløshed på, virker. Og det er jo også poppens magi: At den får det banale til at fremstå spritfrækt, inderligt, frigørende, nyfødt. Håb hermed opdateret.

 

Justin Timberlake: The 20/20 Experience (RCA/Sony). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu