Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drømmen om Romeo-blikket

Ida Praetorius er den nye vidunderlige Julie på Kgs. Nytorv, hvor Den Kongelige Ballets genopsætning af Neumeiers ballet får kompagniet til at stråle
Ida Praetorius er lettere end let i rollen som Julie. Piget og spontan, men hurtigt også fuldstændig kompromisløs. Her beundrer Gregory Deans kække Romeo hende i balkonscenen, hvor alt endnu er idyl i ’Romeo og Julie’.

Ida Praetorius er lettere end let i rollen som Julie. Piget og spontan, men hurtigt også fuldstændig kompromisløs. Her beundrer Gregory Deans kække Romeo hende i balkonscenen, hvor alt endnu er idyl i ’Romeo og Julie’.

Costin Radu

Kultur
26. marts 2013

Hun er helt spinkel, den nye Julie. En purung teenager med ubekymret sind og lette, lette fødder. Og hun ser ind i Romeos øjne og bliver forelsket …

Så enkelt fortolker Ida Praetorius rollen som Julie i Den Kongelige Ballets genopsætning af John Neumeiers klassiker. Derfor tror man på hende. Man tror på, at hun bliver genert, da Gregory Deans Romeo vil prøve at kysse hende. Men man tror også på, at hun er modig nok til at tage dødsmedicin for at undgå at blive gift med en anden.

Ida Praetorius har tidligere danset rollen som eleven i Enetime, men Julie er hendes første helaftenshovedrolle. Hendes arme er altid, hvor de er smukkest. Og så tror man på hendes øjne. Man tror også på hendes Romeo. For solisten Gregory Dean er ilter og flabet, men han er også inderlig og bekymret. Han er kæk og selvsikker. Og så har han krammet på Neumeiers hundesvære løbeløft med Julie liggende i luften hen over skuldrene. I lykkerus.

Førsteholdets Romeo og Julie er helt anderledes. Solodanserne Susanne Grinder og Ulrik Birkkjær har før danset det berømte tragediepar, så de har en anden råstyrke. Men Grinder er mærkeligt fraværende i sit blik. Hendes krop er næsten vægtløs og hvirvlende, men hendes jordiske forelskelse overbeviser aldrig helt. Hun danser snarere, som om hun er Romeos drøm.

Ulrik Birkkjærs Romeo er til gengæld så nærværende og så brændende i blikket, at han får alle i salen til at føle sig som Julie indeni. Hans mørke øjne glitrer af passion, og hans musikalske og letfodede dans giver smukke mindelser om Neumeiers første danske Romeo-danser, Ib Andersen.

Spiller, så man fryser

Birkkjærs bedsteven Mercutio er Alban Lendorf. Ethvert Alban-spring bliver udført så dristigt, at danserkroppen ville falde, hvis den ikke tilfældigvis tilhørte Alban Lendorf. Men han kan også spille, så man fryser. I den fatale fægtescene trækker han hånden ud fra sin armhule og ser sit eget blod. Så smiler han – og danser livet ud af kroppen. Det er uhyggeligt flot.

Derfor er det også synd, at balletmesteren har givet den samme rolle til den unge Alexander Bozinoff. Han har slet ikke teknik til de høje benløft. Men han har et godt ansigt, så måske benene følger med senere …

Til gengæld er Alexander Stæger og Charles Andersen to af kompagniets stærkeste Benvolio’er nogensinde. Fulde af danseglæde – og begge med fin flovhed, da de skal agere undskyldningsmand for vennen Romeo, da den svegne Rosalinde skal have sit tørklæde tilbage. Det er jo trods alt hende, der tænder Romeos kærlighedsglød. Og Caroline Baldwin udtrykker en fint tilbageholdt smerte i rollen som Rosalinde – som en lyshåret søster til Ann-Kristin Hauge for længe siden. Den Kgl. Ballets ensemble har haft Prokofjevs musik i fødderne og Neumeiers stil i kroppene siden 1974, og Neumeiers koreografi klæder danserne. Det var for eksempel skønt at se en danser som Maria Bernholdt spille Julies amme med en skæg blanding af bekymring og pligt i kroppen.

Desuden var Mads Blangstrups Thybalt godt nok en liderbuk og en drukmås, men man kunne se, hvordan de noble manerer gav ryk i halsen under hofdansene. Hans personlige spil gik på at nedlægge husets frue, altså Julies mor, nærmest for øjnene af hendes mand og hele verden.

Og Gitte Lindstrøm reagerede ved at spille en fabelagtig Lady Capulet – med kyssemund mod Thybalt og med tvangsblik mod Fernando Moras ædle ægtemand. Hun var oprigtigt opflammet af begær efter Thybalt. Og hun brød sammen over Thybalts lig så voldsomt, at det nærmest så ud, som om hun ville dø af det.

Hvis lidenskaben dræbes, så dør sjælen. I hvert fald i Romeo og Julie.

 

Romeo og Julie. Koreografi: John Neumeier. Musik: Prokofjev. Scenografi: Jurgen Rose. Iscenesættelse: Kevin Haigen, Anne Holm-Jensen Peyk, Heidi Ryom, Silja Schandorff, Anne Marie Vessel Schlüter og Ann Kolvig. Tre timer. Det Kongelige Teater til 7. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her