Læsetid: 5 min.

Fadermordets år

Stalin slentrede omkring i Wien og løb måske ind i Hitler. Louis Armstrong revolutionerede jazzmusikken, mens Franz Kafka skrev forbeholdne kærlighedsbreve. Fremragende tysk roman ser tilbage på det europæiske skæbneår 1913
Florian Ilies roman ’1913. Der Sommer des Jahrhunderts’ sætter fokus på 1913 som et historisk skæbneår, hvor der fandt afgørende hændelser sted for så forskellige personer som Louis Armstrong, Adolf Hitler og Sigmund Freud.
15. marts 2013

Kan et enkelt år i verdenshistorien være mere betydningsfuldt end de forudgående og de kommende? Er Europas historie en sammenhængende årsagskæde eller et mikadospil af tilfældige hændelser udløst af tilfældige enkeltindivider? Findes der en tidsånd, og kan en periodes håb, drømme og mareridt udkrystalliseres meningsfuldt i litterær form?

Det er blot nogle af de udfordrende spørgsmål, der rejser sig ved læsningen af den tyske forfatter og journalist Florian Illies’ sprænglærde mosaikroman 1913, der er blevet en mindre litterær sensation i Tyskland.

Og lad det være sagt med det samme: 1913 er – trods den lejlighedsvise fornemmelse af at hænge fast på et buldrende skoleridt gennem modernismens kulturhistorie – fremragende læsning, der ikke er mindre aktualiseret af den europæiske krise.

Som Illies tydeliggør i sin roman, var 1913 et europæisk skæbneår. Den store krig, der inden længe endegyldigt skal aflive både den preussiske stat og periodens fremskridtstro. Frygten for massernes magt hensætter adskillige intellektuelle i dommedagsfantasier og grublerier over, hvilket autoritært styresystem, der bedst inddæmmer de demokratiske impulser, der allerede er begyndt at pible frem i kunsten, filosofien og på gaden.

Men 1913 er også året, hvor det amerikanske problembarn Louis Armstrong som 17-årig for første gang sætter en trompet for sin mund og uden selv at ane det indvarsler en ny populær musikform, hvis aftryk den dag i dag kan genfindes i moderne populærmusik. Anderledes elitært går det for sig hos de europæiske avantgardister, der kaster sig ud i radikale formeksperimenter, som eksempelvis Schönbergs tolvtonemusik, Braques’ og Picassos kubistiske malerier eller Robert Musils monstrøse romaner.

En ung østrigsk afholdsmand

I 1913 er den kommende krig endnu blot en truende mørk sky på den europæiske himmel. »Ekstremernes tidsalder, det skrækkeligt korte 20. århundrede, begynder på en januardag i året 1913 i Wien. Resten er tavshed,« skriver Illies.

I januar ankommer en ung russer med det græskklingende dæknavn Stavros Papadopoulous til hovedbanegården i Wien. Den unge russer er iført bondesko og halter let. Få dage forinden er han gledet på Krakows isglatte gader og har smadret sit ene knæ. Samme aften har Lenin overrakt ham det forfalskede pas, der skaffede ham adgang til den østrigske hovedstad, hvorfra han skal fortsætte sin mission med at realisere den bolsjevistiske revolution i Rusland. Stalin er i Wien.

På samme tid er en ung østrigsk afholdsmand i færd med at planlægge sin snarlige flytning til München fra Wiens kaotiske mandehjem, hvor han udfærdiger sine kitschede domkirkeakvareller. Sine sidste dage i Wien bruger Adolf Hitler på spadsereture gennem Schönbrunn-parken, som også den nys ankomne Stalin kaster sin kærlighed på.

»Selv i 1939 da Hitler og Stalin indgik deres skæbnesvangre ‘pagt‘, mødte de aldrig hinanden. De var altså aldrig tættere på hinanden end på denne bitterkolde januardag i parken ved Schloss Schönbrunn«, konstaterer Illies om dette historiske sammentræf, der muligvis ikke i sig selv er betydningsfuldt, men i stedet sætter strøm til læserens fantasi.

Roser og blod

Romanens egentlige fremdrift består således i samspillet mellem historiens store linjer og de mere eller mindre obskure personlige anekdoter om epokegørende personligheder som Freud, Hitler, Ernst Ludwig Kirchner, Franz Kafka og et væld af andre ikoner fra modernismens guldalder.

I tolv kapitler, betitlet efter årets måneder, kombinerer Illies i en række korte tekster om periodens store genier et mikrohistorisk univers med de store samfundsmæssige og kulturelle nybrud, der fandt sted i årene op til første verdenskrig og stadig har indflydelse på vores liv. Til det formål har Illies gravet dybt i dagbogsoptegnelser, brevvekslinger og andre historiske dokumenter, der bringer os tæt på de mytologiske skikkelser fra den europæiske kulturhistorie.

Uden at gøre køb på romanens narrative fremdrift anvender Illies’ kalenderåret som kronologisk organisationsprincip og knytter små tilsyneladende tilfældige begivenheder og anekdoter sammen i en svimlende litterær mosaik, der både kaster lys over enkeltskæbner og over en hel periode.

Grebet fungerer glimrende, fordi vi som læsere i modsætning til Illies’ brogede persongalleri ideelt set er privilegeret med de efterfølgende generationers kendskab til historiens store linjer, eksempelvis krigsudbruddet i august 1914, der med verdenskrigsveteranen og soldaten Ernst Jüngers ord sendte en hel generation af europæiske unge mænd mod skyttegravene »i en beruset stemning af roser og blod.«

Illies haster videre til Paris, hvor den tilbageskuende og modernitetsforskrækkede Marcel Proust i 1913 udgiver det første bind af sin berømte romanserie om jagten på den hastigt svindende fortid, som Illies med sin roman selv forsøger at indhente og fastholde.

I München kaster Thomas Mann sig langt om længe ud i færdiggørelsen af den lige så epokegørende roman om djævelskab og antioplysning på tuberkuloseklinikken på toppen af Troldomsbjerget. I Prag kvier den neurotiske Franz Kafka sig i en lang række breve ved at realisere forbindelsen til sin berlinske forlovede, Felice Bauer. »Mit liv er en tøven før fødslen,« lyder den evigt tvivlende forfatters egen karakteristik.

Aftenlandets undergang

I billedkunstens verden må den ekspressionistiske kunstnergruppe Die Brücke, anført af Franz Marc, sande, at flytningen til den boomende metropol Berlin fra barokbyen Dresden har opløst gruppemedlemmernes enighed om kunstens fremtidige retning. Samme år præger sociologen Max Weber for første gang begrebet om ’affortryllelse’, der senere skal glide ind i historien som en af de mest præcise diagnoser af modernitetens udfordringer. Anderledes pessimistisk er udsynet hos den aristokratisk konservative Oswald Spengler, der afviser fremskridtstanken og forudser Aftenlandets undergang.

1913 er også fadermordets tid. I kunsten, i det politiske liv og filosofien. I Wien arbejder psykoanalysens gudfader, Sigmund Freud, på sit sidste store hovedværk Totem und Tabu, der stiller Ødipus-myten i centrum for den menneskelige seksualitet. Værket revolutionerer ikke blot psykoanalysen, men fører også til det endelige brud mellem mesteren og hans protestantiske lærling, C.G. Jung. På samme tid øjner den østrigske arkitekt Adolf Loos et behov for et totalopgør med jugendstilens overdådige bygninger og ligefremt forbryderiske ornamentik. Ornament er forbrydelse, lyder Loos’ ubarmhjertige forsøg på at aflive traditionen.

Ikke mindst fordi Illies er en udsøgt stilist og skriver rasende godt og tilmed koncist om denne paraderække af kunstneriske og politiske skæbner formår han med 1913 at levendegøre noget så uhåndgribeligt som periodens tidsånd. Illies’ litterære talent viser sig i særlig grad i den måde, han elegant udfylder mellemrummet mellem historiens store linjer med både morsomme, tankevækkende og dystre anekdoter om tidens store personligheder. Dermed bliver 1913 også et tankevækkende appendiks til den aktuelle europæiske krise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu