Læsetid: 4 min.

Forfatterskole anno 1230

Nyoversættelse af Snorri Sturlusons ’Edda’ viser værket i dets helhed og ægger til respekt for skjaldedigtningens kombination af skønhed og visdom
12. marts 2013

En stor og ærefuld heltebedrift! Kun sådan kan man betegne den flotte oversættelse af Snorri Sturlusons Edda, der udsendes i dag som resultat af flere års omhyggeligt, fondsstøttet slid. Bogen er den længe fælt savnede afløser for Thøger Larsens fordanskning Snorris Eddasagn (1928) og præsenterer i modsætning til denne oven i købet værket i dettes imponerende helhed. Derved ændrer Eddaen brat status, fra en genfortælling af læren om de nordiske guder til, hvad den blev til som: en avanceret lærebog for poeter, en forfatterskole i bogform anno 1230.

Almindeligvis ved man ikke ret meget om forfatterne til norske og islandske middelaldertekster affattet på datidens fællessprog, det såkaldt ’norrøne’.

Men Snorri Sturluson (1179-1241) danner en lysende undtagelse, fyndigt skildret som han nemlig blev i de såkaldte samtidssagaer. Han var Islands mest magtfulde høvding og bestred to gange embedet som lovsigemand, hvortil kom den umådelige formue, det hurtigt lykkedes ham at skrabe sammen.

Men udover at samle sig gods og lave politiske intriger var han også flittig historisk skribent og eminent i sin rolle som fortæller og poet. Det er i sidstnævnte funktion, man ser ham i hans Edda, hvor han dels fremstiller gudelæren med humor og menneskeligt klarsyn, dels giver opvisning i skjaldedigtningens billedsprog og teknik.

Hovedet: hjernens gård

Snorris Edda – ikke at forveksle med Den poetiske Edda, også kaldet Den ældre Edda, som indeholder digte om guder og helte – består af fire dele. Den åbner med »Fortalen«, som indsætter den nordiske mytologi i europæisk og kristen tankegang. Derefter følger »Gylfaginning« eller »Gylfis blændværk«, hvor svenske kong Gylfi opsøger aserne og får deres hele historie fortalt lige fra verdens skabelse og frem til enden, ragnarok. Værkets tredje og længste del, »Skáldskaparmál« eller »Det digteriske sprog«, gennemtraver punkt for punkt skjaldedigtningens komplicerede metaforik, hovedsagelig brugen af såkaldte kenninger – dét ikke at sige ’håret’, men i stedet ’hjernens gårds skov’, så det bliver ekstra kunstfærdigt.

Og endelig afsluttes værket med »Háttatal«, det vil sige en opregning af strofeformer.

»Verslisten«, som de to ferme oversættere har valgt at kalde den, består af et 102 strofers kvad, en kommenteret hyldest til norske herskere.

Man kan læse bogens anden del, om de nordiske guder, som en farverig og medrivende beretning om Odin, Tor, Freja, Loke og hele den øvrige familie, og man kan især nyde højdepunkterne, som rejsen til Udgårdsloke eller spådommen om ragnarok.

Men mytologien får unægteligt en helt anden mening og funktion, når den som her danner stofmæssig optakt til en indføring i selve det at digte efter indviklede, krævende regler.

Skjaldedigtning, som i modsætning til eddadigtning altid kobles til navngivne poeter, formes typisk som floromvundne hyldester til fyrster eller som personlige følelsesudtryk, om kærlighed hos bl.a. Kormak og Halfred Vanrådeskjald eller om sorg, som Egils »Sønnetabet«.

Stavrim og indrim

Hvad metrikken angår, dannes det grundlæggende element af en strofe på otte linjer på seks stavelser hver. Denne basisform kan så varieres i det uendelige, men stadig efter hårde rytmiske regler, med stavrim eller allitterationer og hundesvære indrim, hvor den samme stavelse bruges to gange i samme linje, og endelig kan der påhæftes enderim, som vi kender dem fra en senere tids mere eller mindre sangbare lyrik.

Et ekstremt eksempel giver Snorri i Verslistens nummer ni, som viser os varianten ’seksten-sagt’. Her består kunsten i at presse hele to hele sætninger ind i hver linje, men samtidig sige noget, der giver mening:

Vex iðn. Vellir roðna.
Verpr lind. Þrimu snerpir.
Fæsk gagn. Fylkir eignask.
Falr hitnar. Seðsk vitnir.
Skekr rönd. Skildir bendask.
Skelfr askr. Griðum raskar.
Randr gellr. Brynjur sundrask.
Braka spjór. Litask örvar.

Eller på dansk:

»Arbejdet vokser. Slagmarker farves røde. Linden (spyddet) kastes. Kampen skærpes. Sejren vindes. Herskeren opnår den. Spyddet ophedes. Ulven mættes. Skjoldet rystes. Skjolde bevæges. Asken (spyddet) skælver. Freden brydes. Sværdet gjalder. Brynjer smadres. Spyddene brager. Pilene farves.«

 

Ikke uden grund har skjaldedigtningen i eftertiden fået det ry på sig at være opstyltet i form og nærmest tømt for reel betydning. Datidens modtagere så formentlig helt anderledes på det.

Vi må tro, de netop formåede at værdsætte kombinationen af skønhed og dunkel visdom. Og vi må formode, at de frem for at foragte det indviklede tværtimod respekterede skjalde, der beherskede brugen af omskrivninger. Ørnen er ’blodets fugl’, og ravnen er ’ligenes sorg’. De æder nemlig begge ådsler. Imitation en dyd

I den fuldt udbyggede form, som Snorris Edda har fået i denne pålidelige oversættelse, balancerer den mellem det kunstfærdigt raffinerede og det affekteret skabagtige. Sådan skal dét jo være. For hos Snorri kendes en skjald på, om han kan skrive korrekte digte, der følger metrikkens love og lægger sig i forlængelse af traditionen:

»De yngre skjalde har digtet efter de gamle skjaldes eksempel, og hvad der stod i deres kvad, og videreudviklet betegnelserne, så de mente, at de svarede til, hvad der tidligere var digtet.«

For Snorri var respektfuld imitation en dyd. Nutidens forfattere skal derimod helst bryde reglerne og være originale. Trods denne fundamentale holdningsforskel kan der imidlertid hentes masser af visdom i Snorris Edda. Den kan og bør blive brugt på gymnasier, universiteter samt i øvrigt overalt, hvor vi arbejder med litteratur. Hertil hjælper en yderst overkommelig pris og en instruktiv, saglig ledsagelse i form af indledning og kommentar.

Snorri Sturluson: Edda. På dansk ved Kim Lembek og Rolf Stavnem. Med indledning, noter og kommentarer ved Rolf Stavnem. 375 s. Kr. 249,00. Gyldendal. Udkommer i dag.
 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Bergur Rasmussen
  • Nic Pedersen
  • Michael Kongstad Nielsen
Trond Meiring, Bergur Rasmussen, Nic Pedersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Pilen kivsmål i dette hus af polemik har jeg trosset enormt med et par flakser at slappe af med. Forfalder brydningerne men en indre konflikt der bryder igennem med larm udefra. Trivielle skævheder introducerer til den forstoppede fiktion i stærk mangt og megen forfængelige indvendinger af fællesnævner. Tabes tråden dagligt for at snøre et udbruds tema. Er det seje tilløb skrottet mod ny kompositions. Tillige med hændelsens udgangspunkter. Morads i dynger skal spildes uden betydning for ophængende skue. I koket.