Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Frydefuldt og råt

’X Factor USA’ er en række af smukke, mærkelige, hårde, sexede billeder, og man kan følge med på DR3
Britney Spears er dommer i den amerikanske udgave af X Factor. Og der er lagt op til at vi skal fejre en divas genkomst, en offentlig og endegyldig heling. Jeg opdager, at jeg leder efter spor af trash-Britney, kan den løse hud under hagen opfattes som et vidne. Det er en grov vens blik, det som leder efter fejl, der kan tilbagevise, at Britney er tilbage i udødeligheden.
Kultur
21. marts 2013

Et sted i Lousiana, lav sol, jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt det forholdt sig sådan, at alle de biler Willie Jones’ far havde til reparation var meget, meget gamle, eller om det er billedbehandlingen, der har efterladt det indtryk, overmåde solrigt, ideen om en flække i Louisina.

Willie Jones veksler et par ord med sin far, han står over for at forlade flækken. Han har en dyb røst, han kan komme ned på nogle vilde toner. Han synger for mig ukendte country-hits hele vejen gennem audition og bootcamp. Der findes åbenbart en sang, der hedder »She thinks my tractor’s sexy«. Willie ændrer den oprindelige linje »She’s even kind of crazy ’bout my farmer’s tan« til »She’s even kind of crazy ’bout my black boy tan.«

Paige Thomas er ung og enlig mor, det er sådan hun bliver introduceret. Nervøs, men stålsat. Man ser hende se på sig selv i spejlet. I nærheden sidder to søstre i henholdsvis lyserødt og lyseblåt outfit. Flæser, perlekæder, man ved med det samme, kameraet møder dem, at der er tale om texas sweetheart meangirls, det søde ydre, den diskrete lipgloss er et bedrag. Så kan duellen begynde, den enes talent og dedikation over for den andens hovmod. Der krydsklippes mellem Paige og den beflæsede, mens de forbereder sig. Finally on stage tager Paige den hovmodige fuldstændig ud med sin version af Rose Royces »I’m going Down«. Det er scenens retfærdighed, frydefuldt og råt.

Treeninghed af sex

Tre unge drenge fra Californien, den yngste, gud han er kejtet, hans moves hele tiden lidt ved siden af. Den ældste i åbenstående skjorte. Han springer i en pool et sted. De synger en sang, de selv har skrevet, »Let’s Take a Trip to the Sunset Boulvard, to the City of Stars«. Deres harmonier, tilsammen er de en smuk treenighed af popsex. Ideen om en ungdom, sex i biler parkeret ved en eller anden strand, en døsig, sexet eftermiddag og den dumpe, utilfredsstillende og befordrende lyd af trommer, når de lyder fra en bilradio. De er portrætteret helt ubekymrede, det hele er lykkelig man, we should jam sometime med dem.

De har one shot, det er NU, de er givet muligheden for at ændre forholdene for sig selv og deres familie. Beatrice Millers forældre står over for en tvangsauktion. Diamond White deler seng med sin mor i en shoebox apartment og drømmer om at få sin egen seng.

Jessica Espinoza fortæller om, hvordan det er at gå i hullet tøj, når hullet tøj er på mode, men ikke fordi, det er moderne. Adspurgt om, hvorvidt hun forstår, at der venter vinderen en fem millioner-dollar kontrakt, svarer hun:

»Where I come from we understand.« Hun kommer fra Sanatorium Texas, the south side. Om Flint, Michigan, fortæller Lyric da Queen: »When you come from a place like that you have no choice but to win, I’ve been to more funerals than weddings.« Diamond White fortæller om, hvordan hendes far ikke vil have noget med hende at gøre, hvordan hendes mor gør, hvad hun kan på trods af kroniske rygsmerter, hun synger »It’s a Man’s World« til sin audition, så alvorligt og sikkert, at det forhold, at hun er 14, opløser sig.

En divas genkomst

Simon Cowell, dommer, pjatter, han pjatter i et væk. Han korrekser som en legesyg far kysselystne Demi Levato, dommer. Don’t even think about it, skævt smil. Han kommer igen og igen for sent, hver gang ledsaget af nogle muntre stagede scener, hvor de andre dommere bekymrer sig over, hvad Simon nu har gang i. Han er en spilopmager, han stopper hele sin entourage, fordi han ikke kan dy sig for at smage den lokale diner-delikatesse i Greensboro, eller han ankommer for sent til Providence, fordi han åbenbart har tilbagelagt vejen dertil på et underligt køretøj, der ligner en krydsning mellem en scooter og et løbehjul. I det hele taget hygger dommerne sig. Britney Spears, dommer, synger en flawless Monroe i det nye årtusinde-fødselsdagssang for L.A. Reed, dommer, hun har en kage med. Hun driller settets runner med først at efterspørge en stråhåt, så en tiara. Hun modtager sin tiara og Simon kroner hende som dagens prinsesse. Hver gang hyggen, drillerierne, lukssusen mellem de fire er størst, bliver det til snapshots. Der lyder et klik, deres glade fjæs fastfryses og indrammes. Der findes to måder at ønske sig et nice house og en nice car og noget anerkendelse på. Der findes dem, hvis ønske er rimeligt og dem, hvis ønske er urimeligt. Det er latterligt, at Deangelo har materielle og forfængelige ønsker på egne vegne, fordi han ikke har talentet, der skal give drømmen essens, dommerne forlader studiet under hans audition. Da han efterfølgende forlader bygningen, tager han mikrofonen med sig, og politiet bliver tilkaldt. Han synger smilende til kameraet, mens en betjent fører ham ind i politibilen: »I’m geeeeetting arrested, but Iiiii’ll be out in a few hours.«

Britney hæver armene, inden hun går fra backstage ud mod det jublende publikum. Er hun igen Britney, fra før hun blev Trash-Britney, Psykose-Britney? Der er lagt op til at vi skal fejre en divas genkomst, en offentlig og endegyldig heling. Jeg opdager, at jeg leder efter spor af Trash-Britney – kan den løse hud under hagen opfattes som et bevis. Det er en grov vens blik, det, som leder efter fejl, der kan tilbagevise, at Britney er tilbage i udødeligheden.

X Factor USA, DR 3, lørdage kl. 12.55-13.35

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her