Læsetid: 2 min.

Gang i krøllejernet

’Hair’ hylder pacifismen i Kenneth Kreutzmanns kropsglade iscenesættelse med Sanne Salomonsen som shiva. Men den fri sex er blevet lovlig korrekthedskoreograferet
Sanne Salomonsen overbeviser som hippien, der ser tilbage på sin ungdoms forelskelse i den velsungne, men næsten overkoreograferede ’Hair’ på Østre Gasværk.

Per Morten Abrahamsen

2. marts 2013

Flipperfrynserne og batikmønstrene stråler på Østre Gasværk Teater. »Let the sunshine in« – nå nej, »Luk lidt solskin ind« – afleveres med muskelpræcision og endnu vildere hår end i originalen: Krøllet og stylet og jeg skal gi’ dig.

Denne Hair er et herligt kig ind i 1968. Sådan som Kenneth Kreutzmann har iscenesat rockmusicalen, er den blevet en stribe dansenumre; selve handlingen om de fredselskende egotyper er gledet i baggrunden.

Når man hverken er fortidshippie eller nutidsteenager, føler man sig dog ikke nødvendigvis overbevist om ægtheden af verdensdrømmen. Danserne hvirvler derudad med imponerende fitnessmuskler. Men det hele får et mekanisk strejf. Som om gruppesex på scenen først og fremmest handler om præcision.

Syrespring

Kreutzmann & co. er ellers virkelig hjemme i dette frihedselskende univers. Kenneth Thordal har oversat sangteksterne med sin uforfærdede mundrethed. Lysdesigneren Brian Njie har ladet psykedelisk lys bruse ned fra loftet, og kapelmesteren Joakim Pedersen har fået sangene til at lyde som klassikere. Og koreografen Morten Innstrand har tilsyneladende taget udgangspunkt i Twyla Tharps anarkistiske koreografi fra Milos Formans film, men givet alting ekstra skrue og street look.

Ensemblet knokler med både en klangfuld stemmekunstner som Sara Broberg og en tonesikker musicalskønhed som Anne Sofie Steen. Tim Schou har en god nervøs energi i rollen som Claude, der indkaldes som soldat til Vietnam.

Og Simon Stenspil har aldrig været mere lysende end her, hvor han spiller pacifisten Berger med lange brune krøller og gylden stemme over spændstige mavemuskler. Stenspil foretager de mest akrobatiske syrespring op ad det folkevognsrugbrød, hvor Sanne Salomonsen troner på taget som shiva.

Sanne er gudinde

For Kreutzmann har valgt at skabe en rammehistorie om ’Gamle Sheila’, der ser tilbage på sin ungdom. Sanne Salomonsen spillede selv Sheila som bare 16-årig i 1972, og hun virker som en magnet på publikum. For Sanne kan stadig levere varen. Og hun ser mildt på den bare 19-årige Sara Viktoria (tiggerpigen fra Skammerens Datter), der har den unge udødelighed i sit åbenhjertige blik og sin klare stemme. Det er smukt.

For mange våben

At der så er gået actionfilm i slutningen, og at tilskuerne inviteres med op på scenen og flippe ud med den til lejligheden medbragte krop – det er et spørgsmål om smag.

Men hallo! Fremtiden starter i dag, og Sara Viktoria har ungdomsoprørets drøm i sig: ’Godmorgen, stjerne!’

 

Hair. Baseret på newyorkerversionen fra 1968 af Michael Butler. Musik: Galt MacDermot. Oversættelse: Kenneth Thordal og Peter Laugesen. Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann. Koreografi: Morten Innstrand. Kapelmester: Joakim Pedersen. Lys: Brian Njie. Lyd: Anders Stadelund. Kostumer: Christina Mulle Seistrup. Østre Gasværk Teater til 12. maj. www.gasvaerket.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu