Læsetid: 3 min.

Det indbydende mørke

Depeche Mode har genfundet formen på sit trettende album, gruppens bedste i 20 år. Gendannede Suede, derimod, gentager storladent sig selv
Depeche Mode: Andrew Fletcher (tv.), Dave Gahan og Martin Lee Gore (th.) i Berlin torsdag.

Jens Kaläne

23. marts 2013

Det er nogle sæsoner siden, at et nyt album fra Depeche Mode har sat sjælen i brand. Jeg skal faktisk 20 år tilbage, til det fornemme Songs of Faith and Devotion, for at finde et udspil fra den kant, som virkelig begejstrede; det var til gengæld også et flot klimaks på de indtil da otte forbilledlige album, hvor gruppen bevægede sig fra at fremstå som charmerende technopoppere i letvægtsklassen til 1980’ernes nok betydeligste elektropop-ensemble med en klang, der var dramatisk, dragende, dansabel og fuld af det mest indbydende mørke.

Gruppen var sammen med navne som Human League, Soft Cell, New Order, OMD og The Associates pionerer inden for brugen af synthesizere, samplers, sequenzers og trommemaskiner, men opdagede hen ad vejen såmænd også guitaren, og et effektivt riff fra en sådan udgør grundbyggestenen i bandets måske berømteste og i hvert fald mest uforglemmelige sang »Personal Jesus«.

Den positive overraskelse er så, hvor gode de 13 sange er, som tilsammen udgør udspillet Delta Machine, gruppens mest spændende og substantielle skive siden førnævnte Songs of Faith and Devotion. Og ikke mindst hvor labert spillet og produceret skidtet er. Der har ikke været noget formelt i vejen med de blot fire album, det er blevet til i de mellemliggende 20 år, men er man ikke Depeche Mode-fan om en hals, har de nu heller ikke været sindssygt ophidsende at lægge øre til.

Gruppen har i denne ombæring ikke så meget genopfundet sig selv som genfundet formen, hvilket i Depeche Modes tilfælde så også er alt nok.

Jo vist, mørket gennemsyrer hvert eneste spor, og man spekulerer over, om titlens »Delta« refererer til det i Mississippi, når man lytter til et spor som »Slow«, en maskintung blues, der slæber lytteren med sig af sted. I det hele taget er der tryk på basfrekvenserne på denne dystre, men også sært opløftende udgivelse, som genindsætter Depeche Mode på deres trone af stål, glas og aluminium.

Gentagelsens fortryllelse

Gruppens minimalistiske, maskinelle og råswingende lyd er jo heller aldrig rigtig gået af mode, og dens ekko høres med jævne mellemrum på såvel hitlister som hos unge synthorienterede bands, hvis medlemmer end ikke var født, da denne trio fra Basildon pladedebuterede i 1981.

Samme år, som Depeche Mode peakede med Songs of Faith and Devotion (for nu ikke at glemme Violator fra 1990, gruppens nok fineste), eksploderede den genre, nogle valgte at kalde britpop (et begreb, der hurtigt blev til britpoop!), hvor gammeldags dyder som ringende guitarer, mystik, Sturm und Drang og treminutters hitsingler atter gjorde deres indtog på musikscenen. Scenen kickstartedes af bands som Blur, Oasis og ikke mindst Suede, som i traditionen David Bowie/Mick Ronson, Morrissey/Johnny Marr, og hvad de nu ellers hedder, de mange sanger-guitarist makkerpar, der har sat dagsordenen ned gennem tiderne, anførtes af den hysterisk narcissistiske sanger og tekstforfatter Brett Anderson på det fornemste understøttet af mesterguitaristen og melodimageren Bernard Butler. Resultatet var en dramatisk, potent og glaminspireret powerrock, der viste sig i besiddelse af en imponerende gennemslagskraft.

Desværre holdt det eksemplariske samarbejde kun to lp’ers tid, Suede (1993) og mesterværket Dog Man Star (1994), før Butler skred og erstattedes af Richard Oakes, med hvem gruppen formåede at levere et godt album til, 1996’s Coming Up, før en kunstnerisk deroute af den anden verden forvandlede bandet til en selvparodi i en sådan grad, at det var en lettelse, da det valgte at smide håndklædet i ringen i starten af nærværende årtusind.

Nu har gruppen så (minus Butler, plus Oakey) besluttet at gøre det påbegyndte job færdig med det rimeligt okay Bloodsports. Her er intet at skamme sig over, Anderson er som performer stadig en drama queen uden sidestykke, og blandt de 10 sange er der flere, som er på niveau med outputtet fra storhedstiden. På den anden side kan man ikke frigøre sig fra den fornemmelse af, at tiden er stået stille i Suede-land, så det er nok mest nostalgien, der er i spil her. Gentagelsens fortryllelse, om man vil. Eller forbandelse, måske? Gamle fans vil givetvis glæde sig, hvor den nytilkomne eller blot nysgerrige henvises til enten Dog Man Star eller en god opsamling, for Suede var om noget et effektivt singleband. Men sikke da et flot cover.

 

Depeche Mode: Delta Machine (Columbia/Sony) Udkommer mandag

Suede: Bloodsports (Warner Brothers) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Lund
  • Bo Johansen
Martin Lund og Bo Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som mangeårig Depeche fan, må jeg erklære mig uenig med anmelderens eufori omkring "Delta Machine". Med enkelte undtagelser, er "Delta Machine" en fortsættelse af den umelodiske, analog-fetich og rock star-wannebe stil, der blev lanceret med "Exciter".

Kommercielt og kunstnerisk peakede DM med "Violator", "Songs of Faith and Devotion" og den overraskende gode "Ultra".

Overraskende, fordi gruppens tekniker og lydbilledkunstner, Alan WIlder, havde forladt gruppen efter "Songs of...". Men produceren, Tim Simenon, evnede at beholde både nerven, det melodiske, den rå synth-fremdrift kombineret, lige tilpas, med nogle skønne blues guitarer.

Men så skulle de halvgamle gutter pludselig være "Batman-mørke" med Björk´s producer, Mark Bell, og give den som hårdtprøvede rock stjerner, med permanent ophold i Helvede. At mangemillionærerne har væltet rundt i misbrug, er næppe nogen hemmelighed, og er vel en erhvervsrisiko. Men så sved det dog ud på et enkelt album, og kom videre!

Den lidt for solbrændte Martin Gore, med de perlehvide tænder og kernefamilien, fortsætter med at skrive og komponere som om han lige er blevet tvangsindlagt, og
Depeche Mode har nu præsteret det fjerde studiealbum i træk, som grundlæggende set er kedeligt, og uheldigvis ligner de tre foregående. Selvom Flood stadig er på sidelinjen, fungerer det ikke (for mig).

Fra "Speak and Spell" til og med "Ultra", fik man progression og nyskabelse på alle albums - altid indenfor rammerne af det melodiske. Særligt fra "Construction Time Again", hvor Alan Wilder kom med, begyndte der at ske noget. Både teknisk, i lydbilledet generelt og i dybden af teksterne, så man tegningen af noget unikt og stort, som senere kulminerede.

Tag nu fx. remixene (som altid har været en essentiel del af DM´s produktion, og hvis elementer de gerne selv bruger live) på "Violator og "Songs of...", som bl.a. blev lavet af Francois Kevorkian, Brian Eno og Portishead, og virkelig tilførte originalerne noget ekstra.

I dag bliver DM remixet af diverse loungemusikere og popsmarte DJ´s, som bare gør ondt værre, med deres besynderlige, destruktive variationer over originalen.

Måske er de kreative impulser blevet slappe hos bandet, eller også mangler Alan Wilder i dynamikken. Det er svært at sige, men det virker som om DM har parkeret sig selv på et meget lille og underligt frimærke, hvor livet virkelig er trist, langsomt og forudsigeligt.

Skal jeg anbefale nogle numre fra "Delta Machine", må det blive: "Secret to the End", Soothe My Soul" og "Welcome to my World".