Læsetid: 3 min.

I isen over isen

Morten Chemnitz debut er en smuk, stilfærdig meditation over sansningen og dens natur – tingene opløser sig til et flimmer af farver
22. marts 2013

Det virker måske som en vild sammenligning, men Morten Chemnitz’ debutbog Inden april minder altså om maleren Claude Monet, og måske især om hans uendelige serier med det samme motiv. Han malede dem igen og igen, høstakkene og de åkander, i lilla og blåt og hvidt lys, og på måder, så deres konturer ligesom opløste sig i et flimmer af farver. Det stadige arbejde med det samme motiv gjorde det ikke skarpere og skarpere, men endte som en meditation over, hvordan vi sanser.

Nogenlunde det samme foregår i Inden april. Dens suite af korte tekster – genremæssigt ligger de mellem digtet og notatet – beskriver igen og igen de samme par scenerier. Der er nogle træer i vist nok en baggård eller en gade, en mur overfor og nogle pakhuse, der er en havn et sted i baggrunden, som man også kan gå tur ved. Så følger man årstidernes og lysfaldets skiften. I de første tekster er det oktober, ved bogens slutning marts. Der er et jeg, men det er diskret og tilbagetrukket.

Reduceret tekst

Som hos Monet opløser urscenerne i Inden april sig jævnligt til et flimrende net af farver og sært abstrakte relationer. Det kan lyde sådan her:

»I de tynde vinterstængler lavt over jorden den lette sne. I skylaget og under krattet inden havnen. Sneen i det hårde vintergrønne også./ Som et tyndt lag udenom./ Det hvide som ligger i barkens hulninger./ I de høje og bladløse træer. Det hvide hvidt i det matgrønne og grå.«

De stilistiske greb er jo tydelige her, de gentages i resten af bogens tekster. Nogle ting – eller mere præcist: navneord – er simpelthen reduceret ud af teksten. I stedet fremhæves farverne, som om de er det primære, langt vigtigere end de ting, der bærer dem. Noget lignende gør sig gældende med en halv sætning som »som et tyndt lag udenom«. Udenom hvad? Det er ikke vigtigt. For tingenes forhold til hinanden er langt vigtigere, end præcis hvilke ting, vi taler om.

Der er ikke meget billedsprog og ingen demonstrative sammenligninger hos Chemnitz. I stedet spiller diskrete, men alligevel demonstrative gentagelser af de samme ord inden for en enkelt eller to sætninger en stor rolle undervejs. Det kan virke som en villet reduktion af ordforrådet. Ikke desto mindre er resultatet et præcist, rytmisk tæt sprog.

»Det meget fine gitter i isen over isen«, står der et sted, et andet, utroligt fint eksempel lyder: »Og for enden af gaden det lave røde lavt i skyerne. Som skyerne sammen med skyerne har.«

Det er ikke vigtigt, om det er kumulusskyer eller lammeskyer eller en anden slags vattot, der hænger deroppe på himlen, ligesom det ikke er vigtigt, om farven er blegrød, rødorange, lakserød eller mere sådan rosa. Chemnitz digter med sine forholdsord lige så meget som med sine navneord og adjektiver, og digter om flimmeret og tingenes forbindelser – måske: om sansningen som en helhed, inden den koncentrerer sig på et enkelt objekt. Det er det vigtige, ikke den enkelte ting i sig selv.

Mild og kompromisløs

Nåja, der er ikke mere i Inden april end denne serielle undersøgelse af sansningen og sansningens sproglige stil. Eftersom Morten Chemnitz skriver både godt og sikkert, så er det vel også nok. Inden april er stram, nærmest smalsporet i sit koncept og sin udførsel, men det er også en smuk, om end meget stilfærdig bog. Den er både mild og kompromisløs, det er en ret sjælden kombination.

Et sidste eksempel, bare fordi sproget er så fint:

»Det første af dagens tætte gule løftet mod dagen./ Den tunge dug i solen om morgenen med græsset. De sidste tjavset hvide blomster ind mod muren. Selv i solen det voldsomme alene./ I bladene foran. Den gule raslen lidt dæmpet igennem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu