Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Ja, det er præsidenten ...’

Udskrifter af John F. Kennedys hemmelige båndoptagelser fra Det Hvide Hus bringer læseren tæt på præsidenten og hans livsfarlige samtid
Kultur
6. marts 2013
Man må forundres over, hvordan JFK, der ikke var en markant senator – som præsident udfyldte sit embede med kraft og visdom. Foto: Cecil Stoughton/JFK Presidential Library and Museum

Man må forundres over, hvordan JFK, der ikke var en markant senator – som præsident udfyldte sit embede med kraft og visdom. Foto: Cecil Stoughton/JFK Presidential Library and Museum

John F. Kennedy var vred på CIA. Præsidenten mente, at hans efterretningtjeneste havde ført ham bag lyset. Og han frygtede, at det ville ske igen. Derfor fik Kennedy indrettet en hemmelig båndoptagelse fra Det Hvide Hus. Med båndene ville han bevise, hvad hans rådgivere faktisk havde sagt til ham.

Nu, 50 år efter præsidentens voldelige død i Texas, er alle båndene frigivet, og et uddrag er trykt i bogform, der lykkeligt nu også udkommer på dansk med titlen Medhør – John F. Kennedys hemmelige optagelser fra Det Hvide Hus. Bogen er redigeret af historikeren Ted Widmer, der giver nyttige introduktioner til teksterne.

Årsagen til Kennedys harme mod CIA var, at efterretningstjenesten umiddelbart efter hans tiltræden havde bildt ham ind, at hvis han godkendte, at CIA hjalp 1.000 bevæbnede anti-Castro eksilcubanere med at gå i land i Svinebugten ved Cuba, så ville de 1.000 få så megen militær medgang og folkelig støtte, at yderligere hjælp fra USA var unødvendig. Et folkeligt oprør ville rejse sig mod Fidel Castro.

Sådan gik det ikke. Landgangen i april 1961 blev en total fiasko. Og da CIA og de amerikanske generaler forlangte, at USA skulle redde den fejlslagne invasion ved at sætte fly og flåde ind, sagde Kennedy nej.

Lokket i fælde

Kennedy mente, at han var lokket i en fælde: At CIA hele tiden havde vidst, at landgangen krævede massiv amerikansk militær bistand. Til pinlighederne bidrog det, at CIA havde indforskrevet den amerikanske mafia til at hjælpe med kupforsøget. En ydmyget Kennedy gennemførte en udrensning af toppen i CIA og forholdt sig siden skeptisk over for efterretningstjenesten og de militære topchefer. Men sagen fik videre følger. Den manglende opbakning fra Kennedy skabte et had mod ham i komplotmiljøet omkring CIA, eksilcubanere i Miami og grene af den amerikanske mafia.

Denne trekant af komplotmagere viste sig sidenhen at være rigt repræsenteret blandt mulige bagmænd til det skudattentat, der i november 1963 kostede Kennedy livet i Texas-byen Dallas. Den nærmere sammenhæng er aldrig afklaret.

Båndudskrifterne fra Det Hvide Hus kaster ikke nyt lys over drabet. Og dog ... Så meget fremgår, at Kennedy i månederne inden sin død var en dybt bekymret mand. Ængstelig ved de amerikanske højrevanvittige, foruroliget over sine egne militære topchefer.

Og så afslører båndene, hvor meget disse topchefer afskyede Kennedy. Båndoptageren snurrede i 1962 under Cuba-krisens højspændte møder i Det Hvide Hus. Generalerne ville bombe Cuba og øens netop ankomne sovjettiske raketter og teknikere. Så kunne Castro og Sovjetunionen lære, at man ikke skulle udfordre USA. Et så højt spil nægtede Kennedy at spille. Kennedy ville finde en udvej, der reddede ansigt for Sovjet.

Eftergivenhed

Præsidentens varsomhed fik generalerne til at beskyldte ham for samme eftergivenhed, som Storbritannien havde vist over for Hitler i 1930’erne. En særligt giftig beskyldning, eftersom imødekommenheden over for Hitler havde været emnet for Kennedys magisterafhandling og hans efterfølgende bog, Hvorfor England sov.

Og værre endnu: Da Kennedy og hans politiske rådgivere forlod mødelokalet for at tale frit andetsteds, gav generalerne sig til at svine præsidenten til – alt mens båndoptageren stadig snurrede. Generalerne siger beundrende til hinanden:

»Du trak fuldstændigt tæppet væk under ham.« Og indigneret om præsidentens behandling af generalstaben:

»Man er bare fuldstændigt og totalt røvrendt.«

Bogen bedyrer, at Kennedy aldrig ulejligede sig med at høre dette bånd. Det skal generalerne være taknemmelige for. Præsidenten kunne have fået hele sin militære top dømt og afsat for opsætsighed. Båndene blev altså det bevis, som Kennedy havde ønsket sig. Han lod det ligge uhørt.

Nu tjener båndene til gengæld til at fastholde, hvor besindigt Kennedy modstod sine vanvittige råd-givere. Og hvor godt hjulpet han var ved at have sin justitsministerbror, Robert, ved sin side, når fornuften skulle tales.

Havde USA-generalerne fået deres vilje i oktober 1962, var det endt i atomkrig. Det skræmmende perspektiv ledte Kennedy mod at engagere Sovjet i forsoning og traktataftaler – bl.a. mod atomprøvesprængninger. Disse bestræbelser gjorde ikke Kennedys generaler mildere stemt.

Racevanvid

Det militære vanvid var ikke det eneste, John F. Kennedy var oppe imod. Også racevanviddet hærgede USA i hans præsidentår.

Brødrene Kennedy havde ved deres tiltrædelse i 1961 ingen anelse om, hvilke problemer de sortes borgerrettigheder ville komme til at volde. Kennedyerne havde trådt varsomt – for ikke at krænke de hvide sydstatsamerikanere, der var en betydningsfuld del af Det Demokratiske Partis koalition. Men det er præsidentens pligt at håndhæve lovene. Og den amerikanske højesteret fastslog i de år, at sorte har samme adgang til uddannelse og offentlig service som de hvide. Sydstatsguvernører gjorde deres bedste for at forhindre, at sorte kom ind på hvide skoler og universiteter. De brugte sågar politiet til at hjælpe hvide demonstranter med at terrorisere sorte.

Det gjorde det nødvendigt for Kennedy at sætte nationalgarden ind – eller at true de opsætsige guvernører med at gøre det. Samtidig blev han af sit partis hvide nordstatsfrisindede og fra sorte borgerretsforkæmpere bebrejdet, at han ikke gjorde nok for ligestillingen. Båndudskrifterne af Kennedys forsøg på at tale alle til besindighed og lovlydighed er gribende og medrivende læsning.

Man må forundres over, hvordan John F. Kennedy – den sygdomsplagede playboy, der ikke havde været nogen markant senator – som præsident udfyldte sit embede med kraft, vid og visdom. Det er sjældent med et sådant eksempel på, at forstanden følger embedet.

Kom tættere på den fjerne præsident. Læs, hvad han spontant sagde. Han styrede USA gennem en farlig tid. Så farlig, at han selv døde af det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her