Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kierkegaard fanget mellem etik og æstetik

Kunst er pr. definition overfladisk. Det er Kierkegaard ikke. Og det er svært at få de to til at mødes, uden at begge parter taber på det
Kultur
22. marts 2013
Tal R på ’Enten - Eller’ i Kunsthallen Nikolaj

Bedømmelse: 4/6

Enten - Eller er titlen på en af Søren Kirkegaards sværeste bøger. Desværre. For havde det blot været titlen på udstillingen på Nikolajs øverste etage og intet andet, så havde det været en endnu bedre udstilling.

Som udstilling alene ligger den som en asteroide, der har ramt Jorden og er knækket i to ved sammenstødet. Den ligner en boble fra en fjern galakse, der åbenbarer en helt ny verden. Kunst som en stor umiddelbar oplevelse giver pludselig mening. Allerede inden man går op i kirkerummet, kan man se sig selv i to spejle og opleve chokket, når det ene spejl, der viser sig at være en fladskærm, pludselig med et enormt brag bliver smadret. Selv når man ved, hvad der kommer til at ske, er det nervepirrende at vente på at se sit spejlbillede krakelere. Og når man bagefter tager de sidste trapper op under taget og ser de mange sære former og syrede installationer, hører musikken og lydene og vandrer omkring opstillingerne, der fylder rummet godt op, for ikke at tale om tv-skærmene, der smart er placeret skråt bagoverlænet i gulvet, så er det svært ikke at blive fascineret.

Enten - Eller har masser af wauw-faktor, lige fra Tal R’s skulpturelle orgier af penisser, der rejser sig i glinsende sort eller i svampet rød, eller i IEPE’s helt sikkert ulovlige streetart-værk fra Berlin, hvor et stort lyskryds bliver filmet fra en højtbeliggende lejlighed, mens 12 cykler med hver 40 liter maling i dunke monteret på styret, pludselig hælder alle farverne ud på vejbanerne, hvorefter trafikken tager sig af resten og lynhurtigt kreerer et stort abstrakt maleri. Det tager ikke engang to minutter.

Det sjove går til gengæld lidt af udstillingen, når den skal handle om Kierkegaards bog. Det kan næsten ikke lade sig gøre, at noget så komplekst som Kierkegaards breve mellem flere fiktive personer – en ung livfuld æstetiker, en gammel ægtemand og en eremit – på nogen måde kan ydes retfærdighed i noget så overfladisk som billedkunst. Det kan næsten kun falde til jorden.

Gået forkert i byen

Udstillingen er opdelt, så de etiske værker hænger til venstre og de æstetiske til højre. Det er trip-trap-træsko-Kierkegaard, til højre har vi Tal R’s flotterier og andre lækre skilderier, og til venstre har vi noget om forfærdelige Breivik, uretfærdige Afrika og vores egne barndomstraumer. Og allerede der er vi på en måde gået forkert i byen, da billedkunst jo pr. definition er æstetik.

Men hvis vi alligevel køber præmissen, er det første etiske værk et billede af Ahmad Ghossein, der er en én-til-én-gengivelse af en avismontre fra Oslo. Det er ubehageligt nærgående i sin skildring af Breivikmassakren, da avisen i montren er VG fra den 22. juli 2011, dagen for attentatet. Men man kan kun ane de ligegyldige sommerartikler gennem glasset, der er blevet knust af Breiviks bombe. Det er smukt. Det gør noget forfærdeligt nærværende. Men det er jo i den grad en æstetisering. Og som eksempel på Kierkegaards etik er det ligefrem idiotisk, det er goddag mand økseskaft, nu skal jeg vise jer, hvad etik er, så I aldrig glemmer det.

Kierkegaards etik handler om at tage sit eget liv alvorligt, hvorimod det med Ghosseins værk handler om nyde os selv, mens vi bliver lidt vemodige. Og hvis man skal være pedantisk, kunne man hævde, at billedet af avismontren i stedet skulle hænge ovre på den anden side, alene fordi det er i æstetikerens papir, at vi finder Kierkegaards lange betragtninger over Don Giovanni, der hellere vil ryge til helvede end give blot en lille flig af bekendelse. Og selv om Kierkegaard ellers ikke kan forbindes med terrorisme, så lyder det, som var det Breivik, han talte om.

Filmene fra Afrika, både de små film om affald og den lange dokumentar fra Congo, er også malplacerede i en kierkegaardsk sammenhæng. For det første var han ikke en uretfærdighedens tænker. Og slet ikke en mand af folket. Det blev aldrig politisk for ham. Og der er også noget nedladende over at forbinde Kierkegaards etik med den etik, man får ved at tage nogle oplagte eksempler på godt og ondt og så gå i detaljer med dem. Det etiske for Kierkegaard var lige netop ikke der, hvor man kan genkende det etiske, men der hvor man finder sig selv, eller finder ud af, hvad man skal være for et menneske. Og det sker ikke, når man bliver præsenteret for de samme gamle billeder af godt og ondt, her er man derimod vaccineret fra at finde sig selv, fordi man har set det så mange gange før.

Det er det samme med Tal R’s penisser overfor, på den æstetiske side af udstillingen. De er næsten for oplagte. Men de passer selvfølgelig meget godt til den unge æstetiker, der havde som valgsprog, at han ville fortryde det, uanset om han blev gift eller ej, hvorfor han lige så godt kunne fornøje sig undervejs. Kierkegaards æstetik handler om at finde vej i sanselighedens verden. Lidt a la Birgit Brenners store værk med frodige blade på den ene side af en plade og stikkende pile på den anden.

At føle det rigtige

I det andet brev skriver Assessor Wilhelm til sin unge ven, som han var så fascineret af, noget i stil med at »du ønsker dig mest af alt en ønskekvist, men du kommer til at bruge den til at stoppe din pibe med«. Tom Hillewaeres installation Valse Sentimentale er næsten et portræt af den unge mand der kunne have strøget af sted, men som i stedet valgte at bruge enormt meget energi på at lave ingenting. Installationen består af seks bordventilatorer, en ballon med helium, en snor og en tusch. Det hele er installeret på en stor hvid plade med indbyggede højttalere, der spiller Valse Sentimentale af Tjajkovskij, mens ballonen flytter sig formålsløst frem og tilbage, og ønskekvisten sætter sig sine små ligegyldige mærker. Den unge mand i Enten - Eller er doven, men ikke som i Dovne Robert, der er snarere tale om meget energiske bevægelser på stedet i en blanding af melankoli, længsel, følelsen af misforstået geni, ihærdig spotning af idioter samt finpudsning af forførelsesteknikkerne. Uden at få sat et varigt aftryk på noget som helst. På trods af Wilhelms belæringer.

Og hvis man går all in på præmissen og bag om ryggen på Wilhelm, etikeren, så kan man måske også forsvare de ’etiske’ værker på udstillingen, som også netop er en måde at belære publikum på. De er i hvert fald en invitation til at føle det rigtige. Kuratoren er blevet den ældre ægtemand. Og publikum er blevet den unge livsnyder, der får at vide, at hans livsstil er forargelig.

Der er mange flere værker end nævnt her, blandt andet en overraskende god video af Kerry Tribe, hvor en far samtaler med sin 10-årige datter om, hvad fænomener som tid og rum egentlig er.

Kan man abstrahere fra de kierkegaardske intentioner, er det en virkelig god udstilling. Kan man ikke, bliver den hurtigt for søgt. Og nogen god reklame for Kierkegaard bliver den aldrig.

 

’Enten - Eller’ i Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads 10, København, til den 19. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her