Læsetid: 5 min.

Kofi Annan: En teflon-mand tager ordet

Irak-krigen, folkemordet i Rwanda, massakren i Srebrenica, korruptionen i FN’s Olie for mad-program. Katastroferne har stået i kø, mens Kofi Annan var generalsekretær for FN. I sine erindringer, der udkommer på dansk i anledning af tiåret for Irak-krigen, forsøger han at vaske hænder – men forgæves
Kofi Annans tid som generalsekretær for FN var præget af katastrofer og skandaler – men det har på en eller anden måde ikke sat sig spor i den ghanesiske diplomats ry.

Ruth Fremson

15. marts 2013

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at forhindre Irak-krigen.«

Det er den påstand, som tidligere generalsekretær for FN, Kofi Annan, kommer med i sin erindringsbog I Krig og Fred, som udkommer på dansk på tiårsårsdagen for netop Irak-krigen.

Der er ikke noget at sige til, at der er kø ved håndvasken, når det handler om at fralægge sig ansvaret for invasionen af Irak og den efterfølgende borgerkrig, som kostede mindst 115.000 civile livet, dræbte og sårede mindst 10.000 udenlandske soldater og sendte fire millioner irakere på flugt.

Men spørgsmålet er, hvor meget den ghanesisk-fødte topdiplomat egentlig gjorde for at forhindre krigen. Det var først seks måneder efter, bomberne var kastet over Bagdad, at Kofi Annan fandt modet til i et interview med BBC klart og utvetydigt at erklære Irak-krigen for ulovlig i henhold til FN’s charter. Da USA og dets allierede valgte at gå i krig uden om FN, tav han om det eklatante brud på folkeretten.

Ignorerede Rwanda

Det samme mangel på mod udviste Kofi Annan, da Rwanda i 1994 befandt sig på randen af et folkemord. Annan var på det tidspunkt chef for FN’s Internationale Operationer og valgte i den egenskab at ignorere den desperate appel fra FN’s chef i Rwanda, Romeo Dellaire, om hjælp til at forhindre det forestående folkemord. Appellen blev aldrig videresendt til Sikkerhedsrådet, fordi Kofi Annan anså det for »usandsynligt«, at rådet ville sige ja til at intervenere i et afrikansk land umiddelbart efter, verden havde set ligene af amerikanske soldater blive slæbt gennem gaderne i Somalias hovedstad, Mogadishu.

800.000 hovedsageligt civile rwandere blev efterfølgende dræbt på blot tre måneder. Til Annans ros skal siges, at han lægger hele Romeo Dellaires appel frem i bogen, men det bliver hans beslutning om ikke at involvere Sikkerhedsrådet jo ikke mere rigtig af.

Også i forbindelse med serbiske styrkers massakre på civile i den muslimske enklave Srebrenica er Annan blevet beskyldt for at sidde på hænderne. Han fortalte ganske vist Sikkerhedsrådet, at der var behov for yderligere 32.000 FN-soldater, hvis enklaverne skulle beskyttes, men formåede ikke at overbevise rådet.

Efterfølgende blev 7.000 mænd og drenge dræbt i Srebrenica, uden at FN forsøgte at beskytte dem.

Olie for mad

Den eneste skandale, som Kofi Annan ikke har formået at vaske af sig, er FN’s skandaløse misadministration af det såkaldte Olie for mad-program, der blev indført i 1995 for at mildne effekten af de internationale sanktioner mod Irak for den almindelige befolkning.

Her viste det sig, at FN’s tilsynsførende med programmet, Benon Sevan, var gennemkorrupt, at mere end 2.000 firmaer (heraf flere danske) havde betalt milliarder af dollars under bordet til Saddam Hussein for at få kontrakter. Og ikke mindst viste det sig, at Kofi Annans egen søn, Kojo Annan, havde gjort det.

I sine erindringer går den erfarne superdiplomat imidlertid let hen over dette faktum og beklager blot, at sønnen ikke fortalte sin far, at han helt frem til 2004 arbejdede for et firma, der handlede med Irak.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Kofi Annan flere gange i sin erindringsbog påtager sig ansvaret for fejldispositioner, han påtog sig i de ti år, han var FN’s øverste chef. F.eks. erkender han, at det det var en fejl at udnævne den australske diplomat Richard Butler til at lede FN’s våbeninspektioner i Irak i midten af 90’erne. Butler viste sig bl.a. at være mere interesseret i rampelys end i at lede efter Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, ligesom han blev beskyldt for at være aggressiv og arrogant. Men også her glemmer Annan at fortælle, at Butlers største fejltagelse var, at han lod USA bruge FN’s våbeninspektører som spioner.

FN i krise

Kofi Annan bruger en stor del af sin bog på at skælde ud på USA og beklage de konsekvenser, som den såkaldte krig mod terror har haft.

USA’s underkendelse af Sikkerhedsrådet i forbindelse med Irakkrigen har i sig selv »skadet FN’s position som institution og skaber af global sikkerhed alvorligt«, konstaterer han.

Men også den globale kamp for menneskerettigheder er blevet alvorligt undergravet af amerikanske soldaters fangemishandling i Abu Ghraib-fængslet og oprettelsen af Guántanàmo.

Kofi Annan slutter sin tur gennem de seneste 25 års internationale politik med et bud på, hvordan FN genrejser sig efter nederlagene. Blandt de positive tiltag, Annan nåede at gennemføre, før USA i 2006 slog hånden af ham, var formuleringen af de såkaldte 2015-mål, der definerer de udviklingsmål, som verdens fattigste nationer gerne skal nå inden da. Et tiltag som uden tvivl vil gå over i verdenshistorien.

Inden Annan gik af, forsøgte han også at reformere sammensætningen af FN’s Sikkerhedsråd, så Asien, Afrika og Latinamerika blev bedre repræsenteret, men det lykkedes ikke.

Til gengæld fik han søsat det såkaldte R2P-princip, Responsebility to Protect, som giver FN mulighed for at gribe ind i medlemslandenes interne forhold for at beskytte civilbefolkningen mod overgreb. Ideen er, at ingen stat skal have lov til ustraffet at krænke sine borgeres rettigheder. Det var det princip, som fik FN til at sanktionere NATO’s angreb på den libyske diktator Muammar Gaddafi i 2011, men efterfølgende har FN som bekendt vist sig ude af stand til at beskytte civilbefolkningen i Syrien, hvor foreløbig 70.000 er blevet dræbt, heraf mange civile.

Kofi Annans vision er, at R2P får afgørende betydning i et nyt, fremtidigt FN, men spørgsmålet er, hvor meget, der efterhånden er tilbage af det smukke princip.

Man kan med rette hævde, at FN aldrig er stærkere end den magt, Sikkerhedsrådet er villig til at give organisationen. Men efter at have læst Kofi Annans memoirer er spørgsmålet, om det samme gør sig gældende for FN’s generalsekretær.

Som øverste chef for FN skal generalsekretæren repræsentere rådets vilje, men han har også et pænt rum til at selv at agere og bruge sit høje embede i folkenes interesse.

Meget tyder på, at det var det, Kofi Annan glemte at gøre i sin iver efter at holde sig gode venner med alle – fra USA til nogle af verdens værste diktatorer.

Set i bakspejlets herligt klare lys kommer han i tanker om, hvad det egentlig var, han selv mente. Gid han var kommet i tanker om det, mens han stadig havde magt til at følge sit hjerte. Så var der måske en katastrofe eller to, som verden havde været foruden.

 

I krig og fred. Erindringer. Af Kofi Annan med Nader Mousavizadeh. 408 s., 349 kr. Gyldendal. Udkommer 19. marts 2013

Serie

Irak-krigen – 10 år efter

I anledning af tiåret for invasionen af Irak har Information sat fokus på Irak-krigens konsekvenser. Hvor er Irak i dag? Hvad har Danmarks deltagelse i krigen betydet for danskernes selvforståelse? Hvilke konsekvener har krigen haft for briterne, amerikanerne og ikke mindst FN? Og hvordan ser fremtiden ud? Er Irak på vej mod en ny borgerkrig? hvem er Irak-krigens egentlige vindere? Og hvad kommer krigens udfald til at betyde for evt. fremtidige interventioner?

Seneste artikler

  • Er Irak på kanten af en ny borgerkrig?

    21. marts 2013
    De etniske og sekteriske spændinger vokser i dagens Irak, hvor shiitterne har sat sig tungt på magten. Men spørgsmålet er, om risikoen for en ny, blodig borgerkrig er overhængende
  • ’Hvordan kan vi skabe en sammenhængende, meningsfuld fortælling om de seneste ti år?’

    20. marts 2013
    USA’s invasion i 2003 nedbrød det gamle Irak. Men nu har flere af det irakiske samfunds mest ondartede kræfter samlet sig på ny. Resultatet er et frustrerende og demoraliserende dødvande, der har taget landets fremtid som gidsel
  • Tre lande i ét

    19. marts 2013
    Der er i virkeligheden tre lande i ét land. Kurdere i nord, shiaer i syd, og i midten er det primært sunnier. Nogle prøver at spille de forskellige grupper ud mod hinanden Men vi tror alle sammen på gud, og det er det vigtigste. Jeg er hverken sunni eller shia – jeg er muslim. Der er en opdeling på vej
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu