Læsetid: 2 min.

Kvalmesikker Kafka

Med sin opsætning af ’Processen’ på Republique har Martin Tulinius nået et nyt højdepunkt som scenekunstner
4. marts 2013

Kafka er blevet Martin Tulinius’ urforfatter. Det er Franz Kafka, der inspirerede ham til forestillingen K, der blev Tulinius’ gennembrud som dramatiker, iscenesætter og scenograf tilbage i 1999. Og det er nu igen Kafka, der har motiveret ham til at skabe sin hidtil mest sammenhængende forestilling. For Processen på Republique er blevet en rystende og kvalmeskabende forestilling. En sindssyg rejse ind i bureaukratsamfundets krænkelseslogik og asylansøgningens lukkede dørhelvede – eller hvad man nu vil sammenligne Kafkas dødbringende livsrejse med.

Udgangspunktet på scenen er det samme: En mand ligger i sengen og ser dødssyg ud. I K var det den fænomenale og savnede Jesper Dræby. Her i Processen er det den nervedirrende, fantastiske Jens-Jacob Tychsen. Ansigtet er blåligt, og døden sig nærmer. Tror man. Men så bliver manden vækket, og først nu indledes den egentlige kamp på liv og død. Desværre tager kampen hele to timer, hvilket vidner om, at Jokum Rohde i dramaturgrollen har været mere tro mod Kafka end mod forestillingen. Men en halv time kan vel klippes fra, når premieresindene er faldet til ro …

For konceptet er stramt, flot, vildt, uhyggeligt og ækelt. Og det har netop den uforudsigelighed, som er afgørende, hvis man skal begive sig ind i Kafkas grumme menneskenedbrydelse.

Scenografisk har Tulinius skabt en mur, sådan som han også gjorde det i sin Hamlet for Tiger Lillies sidste år. Men denne mur er mere interessant, fordi den hele tiden åbner mod nye rum bagved – belyst af Mikael Sylvests mørkekloge fængselslys. Og fordi den rummer Kafkas sære dødslogik. Ikke mindst i ur-anekdoten om manden, der beder om lov til at gå igennem døren – som dramatikeren Astrid Øye har kogt sammen med klare, stærke ord.

Manipulerende Munk

Performerne giver gåsehud. Aldrig har jeg set Troels II Munk spille med sådan en løssluppenhed, uanset om det er i rollen som manipulerende dommer eller opportunistisk kunstmaler. Han er uhyggelig, som ellers kun en ond klovn kan være det. Storsmilende.

Karen-Lise Mynster følger trop. Hun lægger sin vilde ro både til rollen som retsbetjent med nervøse hænder og i rollen som mavefed machoadvokat. Mynster behøver bare træde ind på scenen med en trækning om munden. Så er personen brændt fast i tilskuerens øje.

Kitt Maiken Mortensen har labre luderblikke og skægge naivøjne i diverse feminine angrebsroller, og Morten Hauch-Fausbøll lægger udtørret blik og pint krop til både ofre og bødler. Og med Jens-Jacob Tychsen i midten skaber de et drømmeensemble af forvandlingskunstnere.

Borgerservice light

Bliver man deprimeret af dette møde med Kafka? Måske. Meget af kynismen ligner unægtelig den danske rutinejura, der straffer brødknive i cykelkurve mere effektivt end menneskesmuglere i luksusbiler. Men forestillingen dirrer sådan af liv, netop fordi Tychsens fortolkning af hovedpersonen Josef K også har sin egen utilpassethed midt i det sindssyge system omkring ham.

Dermed får Processen en skræmmende og uundgåelig dødsdrift, midt i overlevelsesiveren. Med Janus Jensens gyservæmmelige lyde dunkende under ethvert åndedræt. For Kafka har selvmodsigelsens kraft. Som en besk replik lyder til den dødsangste Josef K:

»Men du kan jo lide det dystre.«

 

’Processen’. Tekst: Astrid Øye baseret på Kafkas roman, udgivet i 1925. Iscenesættelse og scenografi: Martin Tulinius. Dramaturgi: Jokum Rohde. Lyd: Janus Jensen. Lys: Mikael Sylvest. Teatret Republique på Øster Fælled Torv til 6. april. www.republique.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu