Læsetid: 3 min.

Kvinder på farten

Ny bog fortæller overbevisende historien om 49 filippinske stuepiger og det Danmark, som de mødte
20. marts 2013

Man kan godt forstå, at journalisten og historikeren Nina Trige Andersen spidsede ører, da hun hørte om the 49’ers – en gruppe af 49 filippinske kvinder, som rejste til Danmark i 1973 for at blive stuepiger. Historien om disse 49 kvinder er nemlig på en gang en fortælling om de nye personlige muligheder, som immigration bringer, og et indspark i diskussionen af arbejdsmarkedets udvikling i en globaliseret verden.

Det typiske billede af 1970’ernes ’fremmedarbejder’ er den mørke mand med overskægget og det beskidte industrijob, som ingen danske arbejdere ville røre ved. Men Nina Trige Andersen gør opmærksom på, at der også var kvinder på farten i 1970’erne, og at deres immigrationshistorie ser helt anderledes ud. The 49’ers blev rekrutteret fra Filippinerne for at blive stuepiger i det nybyggede Hotel Scandinavia i København, for også den danske servicesektor manglede arbejdskraft i 1970’erne.

I Profession: Filippiner fortæller Nina Trige Andersen om fire af disse 49 kvinders nye liv i Danmark, men også om deres familiemedlemmer, som blev tilbage på Filippinerne. Det er en historie, som slår et stort hul i Søren Pinds gamle påstand om, at ansættelsen af au pair-piger og andre lavtlønnede servicemedarbejdere er den mest effektive form for ulandshjælp, men paradoksalt nok også en historie om en nærmest gnidningsfri integration. Disse unge kvinder gjorde nemlig alt det, som man siden har anklaget de muslimske gæstearbejdere og deres efterkommere for ikke at gøre: De lærte at tale dansk, de blev på arbejdsmarkedet, mange af dem giftede sig med danske mænd og opdrog velopdragne børn, som klatrede opad i det danske uddannelsessystem.

Nina Trige Andersen besøger også kvindernes familier på Filippinerne, og de fortæller til gengæld om et land, som ikke får det bedre, hverken økonomisk eller politisk.

Stærke kvinder

Profession: Filippiner afdækker med stor sans for detaljen tilværelsen som arbejdsmigrant. Fra de filippinske pigers forbløffelse over de danske mænds mangel på stil over Bodumkanden, som er blevet fast inventar i de filippinske hjem, som er så heldig at have en ’tante’ i Danmark, til vanvittige familierelationer, hvor bedstemoderen i Filippinerne passer sit barnebarn i Danmark gennem et web-kamera.

Nina Trige Andersen falder aldrig i offer-fælden, men skildrer the 49’ers som skarpe, stærke kvinder, der har taget de muligheder for selvstændighed, som immigrantlivet har givet dem, og for eksempel giftet sig med og ladet sig skille sig fra deres danske mænd med et skuldertræk tilovers for den storm af bebrejdelser og forargelse, som fulgte hjemme i Filippinerne.

Det betyder dog også, at læseren får svært ved at holde fast i den sociale indignation, som man fornemmer har båret arbejdet med bogen. For historien om the 49’ers er svær at læse som andet end en grundlæggende positiv historie om nogle kvinder, som kom væk fra det dynd af korruption og forarmelse, som deres land sidder fast i. At denne form for migration alligevel medfører problemer, må man så læse i sidehistorierne om pigernes direkte og indirekte efterkommere. Stuepigerne på hotellerne har i dag fået udhulet deres løn og arbejdsvilkår totalt på grund af østeuropæere, som ikke kender hverken de danske eller filippinske traditioner for faglig organisering. Endnu værre ser det ud for au pair-pigerne, hvis arbejdsbetingelser stadig befinder sig i en underlig gråzone mellem kulturel udveksling og servicearbejde.

Nina Trige Andersens projekt med at skildre fire kvinders immigrationshistorie fra 1970’erne til i dag – og samtidig putte dem ned i en ramme, som fortæller om nutidens problemer – er ikke helt vellykket. Man ville nærmest ønske, at Trige Andersen havde valgt at fortælle den dansk/filippinske immigrations historie i to bind, så hun også kunne have foldet dagens au-pair-pigers historier ud. Utallet af faktabokse, interviews og kildehenvisninger vidner nemlig om en journalist og historiker, som har samlet materiale med så stor flid og engagement, at det har været lige ved at tage magten fra hende. Det rokker dog ikke ved, at Trige Andersen har formået at lave et stykke unik og velfortalt grundforskning i et helt ubeskrevet blad af den danske immigrationshistorie.

Nina Trige Andersen: Profession Filippiner – kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier. Tiderne Skifter. Udkommer i dag

Johanne Mygind er antropolog og journalist og tilknyttet Weekendavisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu