Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Læderkonditori og dæmongospel

The Strokes og Low er absurde modsætninger i amerikansk rock: design over for djævleuddrivelse
Kultur
25. marts 2013

Ingen genre dør, og rocken får sig af og til et sæt nye kløer. Men de var manicurerede ned til ingenting, da newyorker-bandet The Strokes brød igennem i 2001 med deres vildt overvurderede debutalbum, med den åh så passende titel Is This It.

Det var rockens svar på Vogue. Men var der nogen, der spurgte? Åbenbart. En stilfuld afspritning af new wave var tilsyneladende, hvad rocksegmentet ventede på i 2001, efter at Radioheads patos var blevet oversat til computersprog og/eller druknet i et klynkekor af efterabere. Nu skulle der dæleme nikkes til rock, mens man gik i tøjbutikker. Og fred være med det. Jeg foretrækker bare bysbørnene i The Rapture og LCD Soundsystem og deres – dengang – løsslupne punkfunk.

The Strokes serverer endnu et stykke læderkonditori på deres nye, femte album, Comedown Machine. En slags mondænt indretningsdesign, der markedsfører sig selv som autentisk rock – se bare coveret, der er designet som et altmodisch masterbånd.

The Strokes minder mig om, at rock selvfølgelig stadig åbner mulighed for at få kønssygdomme, men også at dens evne til at tage samtiden med bukserne nede p.t. er forsvundet som dug for solen. Tilsyneladende vil The Strokes også helst beholde bukserne på, og de er stramme. Ja, faktisk er Comedown Machine så liret teknisk stram, at man bliver helt bekymret for gruppens bevægelsesfrihed.

Stilsikkert

I dag minder bandet mest af alt om franske Phoenix og deres superforsirede poprock, en parfumeret hypermelodiøs bagatellisme, som faktisk har pletvis charme. »One Way Triggers« zigzaggende synthmelodi og hoppende kådhed. »80’s Comedown Machines« dårende melankolske omkvæd. Og den simulerede lakpladeautenticitet og den stilsikkert modnede afsked »Call It Fate, Call It Karma«. Men det er også dét.

Minimalistisk indiegospel

Det er næsten absurd at sætte landsmændene i Low over for The Strokes. Fordi trioen fra Duluth, Minnesota er så emotionelt ekspansive. Fordi deres værk signalerer inderlighed og nerve over stil og iscenesættelse. At dét så kan være en iscenesættelse, det kan vi hurtigt blive enige om. Men når musikken spiller, så føles og lyder Low som tre mennesker, der giver os det sværeste og det største og det dummeste i deres liv så uformidlet, som man nu engang kan formidle til andre mennesker. Dén fornemmelse er uvurderlig i forhold til et band, der prøver kræfter med indre dæmoner med lige så stor selvfølgelighed, som vi andre opdaterer alt det, der åbenbart med djævelens vold og magt skal opdateres.

Trioen spiller en slags minimalistisk indiegospel i slowmotion. Mormonægteparret Mimi Parker og Alan Sparhawk er i centrum – ved mikrofonerne og på trommer og guitar. I deres nu 20-årige karriere har de været igennem fire bassister. Og det må da også være pænt nerveflænsende at stå i orkanens øje omgivet af de eksistentielle storme, som ægteparret pisker op – i teksterne, i sangskrivningen og i de sindssygt smukke vokalharmonier, hvor de skiftes til at ligge øverst. De har ofte været eventyrlystne i deres valg af producere, denne gang Jeff Tweedy fra Wilco, som i overensstemmelse med sit americanafarvede værk har indspillet Low i et rum, der betoner nærvær og fysik.

The Invisible Way er langtfra Lows bedste, og der er for mange sange i tomgang. Men når de rammer nerven på »Plastic Cup«, »Amethyst«, »Just Make It Stop«, »On My Own«, ja, så er der ikke en sjæl, der kan hævde at være på sikker grund.

Der er ikke noget fundamentalt galt med The Strokes’ newyorker-cool stil. Der er noget fundamentalt usexet ved den antiseptiske og kontrolmaniske måde, de dyrker den på. Der er ikke noget grundlæggende rigtigt i, at Low synger om svære ting. Der er noget grundlæggende rigtigt i den rasende, flossede og alligevel harmonisøgende måde, de gør det på.

 

The Strokes: ’Comedown Machine’ (RCA/Sony). Udkommer i dag.

Low: ’The Invisible Way’ (Sub Pop/Target)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Simon Johansen

Hej Ralf,

Tak for en god avis.

Jeg synes dog, din anmeldelse af The Strokes' seneste udspil var mangelfuld.

Man læser selvfølgelig, at du ikke er fan. At du er mere til punk og funk.

Anyways, du skriver, at " se bare coveret, der er designet som et altmodisch masterbånd". Her synes jeg, du mistolker 'the message' ret meget. Spørger du mig, er coveret en slags hyldest til deres pladeselskab, RCA, som var det eneste pladeselskab, der ville signe dem dengang i '01. Samtidig er det måske et tegn på, at det er deres sidste plade for RCA, og at de måske næste gang laver en plade uden om dem. Kigger man videre i deres artwork, som har været offentliggjort på pitchfork et par uger nu, ser man også deres silhuetter - altså silhuetter af billeder fra artcoveret fra 'Is this it'.

Samtidig synes jeg, du flyver for nemt over bandets udvikling fra 'saviors of rock' til hvad de er i dag. Man hører tydeligt Casablancas soloalbum i alt, hvad de laver nu. Og man hører hele tiden flashbacks til 80'erne. 'Tap out' sender tankerne tilbage på MJ, og så er der en klar hyldest til Phil Collins, som Casablancas også er stor fan af, på nummeret "Partners in crime" (hør synthen i Another day in paradise). Og der er flere eksempler.

Desuden sender "Call it fate, call it karma" tydeligvis tankerne tilbage til trommeslageren Fabs sideprojekt, Little Joy.

Yes, som du nok kan læse, er jeg lidt mere fan end dig. Men synes nu alligevel, du burde have læst lidt bedre på lektien.

Bedste hilsener Simon.

Nicolai Hansen

Personligt så siger det nyere Strokes-materiale mig ingenting. Er dog stor fan af "Is This It" og "Room On Fire", som bekendt lagde fundamentet for meget af den rockmusik, der kom ud i 00'erne.

Jeg vil derudover påpege et par ting du skriver, som desværre underminerer din anmeldelse.

"... deres vildt overvurderede debutalbum...". Din mening. Gary Mulholland er ikke enig med dig http://www.guardian.co.uk/music/2009/nov/26/the-strokes-is-this-it.

"Jeg foretrækker bare bysbørnene i The Rapture og LCD Soundsystem og deres – dengang – løsslupne punkfunk." Godt for dig. Jeg er i princippet skide ligeglad at du foretrækker The Rapture og LCD Soundsystem over the Strokes. Nu er vi nede på "min-far-er-stærkere-end-din-far"-nivauet. Hvor gammel er du?