Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Manden med mikseren

Svend Åge Madsens fortællekreds blander genrer og leverer god underholdning. Men alvoren er ikke til at tage fejl af
Kultur
8. marts 2013
Svend Åge Madsens fortællekreds blander genrer og leverer god underholdning. Men alvoren er ikke til at tage fejl af

Katrine Bælum

På den film, som Christian Braad Thomsen har lavet om og med Svend Åge Madsen, ser man forfatteren spille tennis, men med begge hænder! Ikke sådan at han benytter sig af tohåndsgreb, men på den måde, at han overlader serv og smash til den venstre, alt imens den højre tager sig af grundslag fra baglinjen. Flugtningerne deles de om. Teknikken har til effekt, må vi tro, at man som modstander føler at stå over for et uigennemskueligt, et dobbeltsidet væsen.

Og så er den fysiske, tennisspillende Madsen vistnok endda forholdsvis enkel at regne ud i sammenligning med den skrivende Madsen, som i 50 år simpelt hen har gjort splittelse, spaltning, spejling, fordobling og bevidsthedsombytning til sit store speciale. Den nye, sprælske bog, som markerer hans halve århundrede med fiktionen, udgør absolut ingen undtagelse. Nej, den rendyrker snarere hans særlige evne til at se en sag fra to sider og forfølge sin dobbelte sandhed ud i dens yderste konsekvens. Formelt har vi at gøre med en ottekantet matematisk figur, en episk oktogon, hvis historier spinder sig ind i hinanden via karakterer, der går igen.

En slamkiste af ugerninger

En nysgerrig opdager, hovedperson i den første fortælling, vender således tilbage, som biperson, på bogens næstsidste side, og en yngre kvinde optræder både som student i Aarhus og som kriminalreporter i Gørsted. I denne sidstnævnte egenskab prøver hun at afsløre det lille, fredelige provinshul som en slamkiste af ugerninger, alt imens hun overser de største intriger af alle. Dem udreder Madsen til gengæld i den følgende historie – om Ebba med de magiske, mirakelbefordrende fingre – plus derpå i den næste fortælling, hvor læseren får forklaringen på, hvordan Sigbrit Bønhase blev indtil det uhyrlige sippet og ryddede hele sin herlige have, efter at en pige på tre (som også forekommer i to af de øvrige tekster) havde krænget kronbladene på en tulipan til side og peget på »blomstens tissemand«.

Genremæssigt veksler Madsens »mikroman« mellem krimi (eller parodi på en krimi), brevroman, collage af dokumenter samt meget mere end det. Historien om Sigbrits møde, ikke med tulipanens, men med byens skolelærers pik, har form af opstykkede fragmenter efter mønsteret fra 17. del af Ulysses, og andetsteds genoptager Madsen sin velkendte leg med sci-fi-genrens og gyserens skabeloner. Endnu en gang mindes man om, at litteratur bygges på litteratur, og at romaner principielt er blandingsprodukter, hvor forfattere har lov til at tage præcis, hvad de har brug for, af former og traditioner. Pigen i cementblanderen, sådan lyder bogens samlende titel, taget efter dens første tekst. ’Manden med fiktionsmixeren’ kunne også have gået an. Og røremaskinen roterer lystigt, med masser af snurrige påfund og sjove, velanbragte, overraskende ordspil samt gensyn med gamle venner fra tidligere bøger.

Huller i tiden

Samtidig ses der alvor i legen. Når Madsen hænger krimigenren ud, er det f.eks. fordi han ser den som udtryk for en i bund og grund forløjet bestræbelse på at udrense det onde. Møjsommeligt stabler den ene forfatter efter den anden en uhyggelig ondskab på benene, »som vores udvalgte helt, mand eller kvinde, derefter påtager sig at uddrive. Ofte gennem uhyrlige personlige lidelser. Men uddrevet bliver den. Og læseren føler en personlig befrielse der kan (...) sammenlignes med den man oplevede når den skrigende heks blev brændt, eller offeret blev kvalt og druknet i søen«. Heroverfor fastholder Svend Åge Madsen, ved at skrive mangesporet, labyrintisk og dialektisk fiktion, at ondskabens årsagskæder som regel er uendelige.

Ligeledes ligger der i hele hans leg med opfindelser, og dermed hans spil på science fiction som genre, mere end en uforpligtende litterær joke. I den nye bog eksperimenteres med tidskurver, der bøjes, og med »ormehuller« i tiden, der tillader visse udvalgte personer at sende vigtig information mellem fortid og nutid, eller også mellem nutid og fremtid. Men hertil svarer ikke kun videnskabelige forsøg, hertil svarer også erfaringer, vi kender. Man kan leve i fortiden i den forstand, at man er spærret inde i den historie, som man til stadighed genfortæller om sig selv. Men man kan også blive sat fri gennem et håb, altså tage imod livgivende information fra fremtiden. Ja, vi kan måske ligefrem blive genopvakt fra de døde, ligesom Sigbrit bliver i Gørsted, dvs. på begivenhedens sted.

Hånd på fri fod

I »Dr. Zakæus’ venstre hånd« leger Madsen med den idé, at en mand bliver frikendt for drab på sin kone, samtidig med at venstre hånd, som jo førte kniven, bliver idømt 16 års ubetinget forvaring. Argument: den ene hånd vidste ikke, hvad den anden gjorde ... Rent praktisk ordnes sagen med et aflåst læderetui, men da hånden jo nødig skal visne, atrofiere, mens den hænger i fængsel, tildeles den to timers træning pr. uge. Hvilket igen betyder, at når ergoterapeuten skal udenfor og ryge, kommer morderhånden for en tid på fri fod.

Novellen eller romankapitlet spiller naturligvis på de velkendte fraser om kroppe eller kropsdele, der gør, hvad der passer dem. Derudover giver konceptet rig lejlighed til at snakke med forgængerne: Gogol, hvor en næse påtager sig selvstændigt liv, og Maupassant hos hvem en afhugget hånd begynder at handle helt på egen hånd. Som yderligere fortilfælde anføres »de fritgående ører« i en omtalt, men endnu ikke udgiven roman af Per Højholt. Her tænkes på hans Auricula, der nu da ellers udkom i 2001. Enten har historien ligget over i nogle år, eller den har nået os gennem et madsensk ormehul. Hvorom alting nu er, Madsens dobbelte sandhed af videnskab og dagligerfaring sætter ham i stand til at sætte finger på noget vigtigt. Hvad videnskab angår, det forhold, at hvad mennesker bringer ind i verden, ikke kan fjernes igen. Når en opfindelse er gjort, kan man ikke »nedfinde« den. Hvad dagligerfaring angår, peger Madsen eftertænksomt på den kendsgerning, at vi i vores omgang med os selv og hinanden så at sige for længst har taget forskud på visse tiltag, som naturvidenskaben har puslet med og i nogle tilfælde virkeliggjort. »To sjæle, én tanke,« siger vi. Men hvad nu hvis bevidstheder faktisk kan bytte krop? ’Kopien er bedre end originalen,’ siger vi f.eks. om billeder og musiknumre. Men hvad nu hvis det er muligt at lave kvantekopier af os?

Så bliver virkeligheden for alvor etisk. Men – det har den været hele tiden, sådan som Svend Åge Madsen gør opmærksom på ved at skrive, hvad man kunne kalde principiel, filosofisk litteratur. Og bruge begge hænder, sådan at hans læser både tænker og griner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her