Ok, hvis De kan forestille dem, at Leonard Cohen var en antik græsk kvinde, men tidsrejst frem til i dag, så har De et ganske godt billede af fortællertonen i Som De sikkert forstår. Det handler om død og tab, men mest om kærligheden, som den ophøjes i poesien og dykker ned i kødet mellem lagnerne. Den lille bog er en dybfølt, højstemt fortælling om menneskehjertet, både ambitiøs og selvudslettende humoristisk.
Claudio Magris kender jeg ellers som romanforfatter og litteraturforsker. I begge egenskaber er han europæisk engageret og trækker et spor henover europakortet; med ønsket om at få et gammelt kontinent til at hænge sammen, mens reparationsforsøget samtidig gør opmærksom på de brud og sprækker, der trænger til at heles. I Som De sikkert forstår går rejsen ikke på tværs af landegrænser, men af tiden; Magris går på rov i kulturens græske vugge og omformer myten om Orfeus og Eurydike til en nutidig romance.
Den geniale digter har mistet sin elskede og muse til Hvilehjemmet, en sær skyggefuld dødsrigeinstitution, hvor man lever i halvmørke, uden for tiden. Men det går ikke, digteren er ødelagt af sorg og vil ikke acceptere adskillelsen; helt exceptionelt krydser han dødsgrænsen for at hente musen med tilbage til verden.
Muse-monolog
Og fryd: I stedet for at være tragisk offer eller tavst objekt for digterens begær er det damen i dødsriget, der taler til os: øm, rasende, fuld af både indsigt og storhedsvanvid. Én lang monolog fortalt til Hjemmets Formand om den altopslugende kærlighed, hun og digteren delte. Og om kærligheden som sådan, om døden, poesien; hvor ødelagte menneskene og verden er, at man må elske dem på trods. Samtidig bitcher hun hånligsmåligt over, at manden efter hendes død er gået ynkeligt i hundene. Hun er fornærmet, for det er hende – som muse, som kvinde – der har gjort ham til den, han er.
»[U]den mig ville han stadig være et barn der elsker ligesom man pudser næse, ikke en mand. Det er mig der har lært ham alt. Ikke kun kærligheden. Også den, det er klart, men også alt det andet, at være modig, at være trofast, at se mørket i øjnene og lade hånt om angsten«.
Hun ser, trods alt, på sin digter og den anerkendelse, han høster, med kærlig overbærenhed. De to har gjort hinanden til rigtige mennesker, ikke ængstelige skravl, som det så let sker midt i verdens larm og kaos. Ifølge Eurydike er kærligheden virkelig vigtigst i verden, især den erotiske, som bliver fremhævet som vejen til salig lykke. Som måske endda gør det muligt at dø frygtløst:
»Og da du trængte ind i mig, kunne jeg mærke at du steg op fra dybet af din angst, at du genvandt kraft og mod; din hånd var først forsigtig, men så blev den modig og stærk; denne nats glæde, på tærsklen til den store nat der var ved at sænke sig over os, var ubændig; under din hånd nød jeg som måske aldrig før«.
(Er det bare mig, eller er semikolon enormt sexet tegnsætning? Sætningerne virker åndeløse, bølgende). Tonen er drivende sanselig og oppe på de høje nagler, men man er rørt og fascineret nok til at bære over med, at der smøres tykt på – ligesom når man lytter til Cohen. Man må først forvise sin ironiske distance og tage de store ord for pålydende, men så er det også en tekst, der fremkalder fugtige øjne og lettet latter. Der er heldigvis fin humor i Eurudikes smålige udfald, så teksten drukner aldrig i tung, tragisk gravitas.
Udfordrende selskab
Der er endda plads til lidt striks samtidskritik ud fra troen på den erotiske kærligheds helende kraft. Vi neurotisk-moderne mennesker er kun sådan nogle forvredne nervebundter, fordi vi ikke har elsket ordentligt igennem:
»Hvor har jeg ondt af dem der er bange, der bliver urolige over en lille knude i brystet eller i maven, en kakerlak under spisebordet eller en smule træk. Folk er fulde af tvangstanker, og det er tegn på, at de ikke elsker ordentligt, for hvis de gjorde det, så ville alle deres små manier forsvinde«.
Av, så har man den at gruble over. Og gudskelov. Nutids-Eurydike er en skrappedulle og vedkommende, udfordrende selskab. Det kan godt være, at man lærer at forholde sig en lille smule mere kvalificeret til de tre store – døden, kunsten og kærligheden – hvis man svælger i sublim, livgivende erotik. Det lærer man nu også ved at læse Magris, skulle jeg mene.
Claudio Magris: ’Som De sikkert forstår’. Oversat af Hanne Jansen. Samleren. 55 sider, 149,95 kroner. Udkommer i dag
