Læsetid: 3 min.

Når en sommerfugl flakser med vingerne

Frustrerende og fantastisk, corny og cool, gal og genial. Man kan sige meget om ’Cloud Atlas’, men kedelig og konventionel er den ikke. Gud ske tak og lov for det
Jim Broadbent (th.) som forlægger og Hugh Grant som hans rige og ikke særligt rare bror i en af de sjoveste dele af Tom Tykwer og Lane og Andy Wachowskis ambitiøse ’Cloud Atlas’. Foto: UIP

Jim Broadbent (th.) som forlægger og Hugh Grant som hans rige og ikke særligt rare bror i en af de sjoveste dele af Tom Tykwer og Lane og Andy Wachowskis ambitiøse ’Cloud Atlas’. Foto: UIP

14. marts 2013

Det sker ikke så tit, at der kommer en film, som er så ligeglad med alle konventioner og har så store ambitioner som Cloud Atlas, en slags antologifilm om kærlighed og ondskab, instrueret af tyske Tom Tykwer (Lola, Heaven, Krigeren og kejserinden, Vintersoverne) og amerikanske Lana og Andy Wachowski (Matrix-trilogien) i fællesskab.

Alene derfor er der grund til at klappe i hænderne over filmen, der er baseret på en bog af David Mitchell – som jeg ikke har læst – og som i løbet af en spilletid på tre timer formår at fremkalde både glæde og vrede, lykke og irritation og mange andre modsatrettede følelser hos sit publikum.

Det gennemgående tema i filmen er en variation over kaosteoriens berømte sætning om, at det afføder en storm på vore breddegrader, når en sommerfugl flakser med vingerne i Asien. Handlinger har konsekvenser, også på tværs af tid og rum, og vores liv og skæbner hænger mere sammen, end vi måske skulle tro, ligesom der til alle tider vil være gode og onde kræfter og mennesker, som kæmper om kontrollen med verden.

Cloud Atlas foregår mange steder i seks forskellige tidsaldre, og rollerne spilles af den samme perlerække af skuespillere i de forskellige perioder. Det lyder måske umiddelbart forvirrende, men er det egentlig ikke og understreger kun, hvordan alting hænger sammen i den vidtforgrenede historie.

Kærlighedskamp
Således spiller Tom Hanks både skurkagtig læge ombord på et skib i 1849, forsker og whistleblower i 1970’erne, gangsterforfatter i nutiden og frygtsomt stammemenneske i en fjern, fjern fremtid, hvor verden, som vi kender den i dag, ikke eksisterer længere.Og Hanks får selskab af Halle Berry, Jim Broadbent, Hugo Weaving, Jim Sturgess, Doona Bae, Ben Whishaw, James D’Arcy. Susan Sarandon, Hugh Grant og mange andre, der alle er mere eller mindre genkendelige i deres roller.

Det giver ikke så meget mening at genfortælle de forskellige historier i Cloud Atlas, blot konstatere, at de alle handler om menneskelige relationer og de onde kræfter – inkarneret af mennesker – som hele tiden truer med at ødelægge selv de bedste og mest intense forhold. Kærligheden og livet er ikke noget, man får forærende – det er noget, man skal kæmpe for.

Der er elementer af filmen, der slet ikke fungerer, og hvor man irriteres over skuespillernes mærkelige accenter, kostumer og utroværdig makeup, der skal forvandle dem, og over historier og en intrige, der ikke hænger logisk sammen. Til den del af historien, hvor Tom Hanks spiller fremtidsmand, har man for eksempel opfundet et slang-agtigt og lidt fjollet engelsk som stammefolkets sprog, og i rollen som lægen, der i 1849 prøver at forgifte en velhavende bekendt, er Hanks så karikeret, at man ikke kan tage ham alvorligt.

Helt sin egen
Men der er også øjeblikke i Cloud Atlas, hvor Tom Tykwers sans for poesi og metafysik og Lana og Andy Wachowskis visuelle flair og (lomme)filosofiske betragtninger smelter sammen og skaber noget både vidunderligt og genialt. Det er en flot film, ikke mindst i fremtidssegmenterne, hvor fotografi, digitale effekter, scenografi, lyd og musik skaber særegne, fascinerende universer, man faktisk gerne havde set foldet ud i egne værker.

Sjovest er den del af Cloud Atlas, som omhandler Broadbents fallerede forlægger Timothy Cavendish, der i vores nutid spærres inde på et alderdomshjem af sin rige bror, mens de mest rørende er dramaet om en ung, fattig komponist (Wishaw) og hans forhold til en anden mand (D’Arcy) i 1930’erne og en fremtidsfortælling fra år 2144 om, hvordan en kunstigt fremstillet kvinde til brug i servicesektoren ender med at blive en ny æras gudinde i et oprør mod de riges undertrykkelse af de fattige.

Cloud Atlas minder mig om Darren Aronofskys uretfærdigt udskældte The Fountain og Terence Malicks The Tree of Life (2011). Som dem er Tykwer og Wachowskiernes værk både frustrerende og fantastisk, corny og cool og galt og genialt. Det er en af den slags film, der er helt sin egen, og som på godt og ondt rusker op i anmeldere og publikum.

Og det skal den have tak for.

Cloud Atlas Instruktion og manuskript: Tom Tykwer og Lana og Andy Wachowski. Tysk-amerikansk-kinesisk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Krog
  • Trille Hassager
Anders Krog og Trille Hassager anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har Christan Monggaard mon set den samme film som DR2's Smagsdommerne? De var, alle som en, imod denne film. Og fattede nada, intet, zilch, af den. Og Mongaard har åbenbart slet ikke fattet, at filmen er stærkt inspirereret, eller ligefrem argumenterer for det buddhistiske karma-begreb?....