Læsetid: 5 min.

Patos med patos på

Filmversionen af den populære musical ’Les Misérables’ bygget på Victor Hugos berømte roman, er en seværdig og yderst gammeldags film, hvis man kan kapere en flodbølge af store følelser, der tilmed alle synges af de medvirkende
I ’Les Misérables’ofrer folk sig ædelmodigt, følger blindt deres idealer (og/eller hjerte) og gennemgår forbløffende moralske metamorfoser, hvori der grædes i stride strømme ved langtrukne dødslejer, og en flok utroligt flotte idealistisk-revolutionære republikanere druknes i en flod af deres eget blod, alt sammen fuldstændig blottet for ironi og distance.
21. marts 2013

Har man ikke appetit på en flødeskumskage af opulente følelser, bør der nok ikke løses billet til Tom Hoopers filmatisering af musicalen Les Misérables. For her får den fra første billede på alle tangenter og fraset en smule comic relief ved hjælp af et par karikerede biroller kører den i det højeste emotionelle gear, til rulleteksterne endelig sluser tilskueren ud i den i sandhed noget mere prosaiske virkelighed. Den em af højstemt patos, der gennemsyrer filmens 157 minutter, skyldes i høj grad forlægget, Victor Hugos roman De elendige, som publiceret i 1862 var en bog, der ville mere og andet end underholde, ja, den indeholdt udover sin spændingsmættede handling eksplicit som implicit en række passionerede afstikkere til tidens varme emner, hvad enten de nu var af social, moralsk, juridisk eller religiøs karakter.

En bog fra dengang, man i ramme alvor mente, at en sådan kunne ændre noget ved måden, tingene blev gjort på. Og endelig en bog, der med hele Hugos sprogkunst og overvældende fortælleevne stiller sig ubetinget på de udstødtes, de fattiges, de oversetes, de mishandledes, de glemtes, de med andre ord elendiges side. Derudover et så omfattende værk med så mange sidefortællinger og ikke mindst essaylignende indslag (der ofte intet havde med handlingen at gøre), at den for et moderne menneske kan minde om et uformeligt misfoster. Hvis altså ikke det var for Hugos genialitet.

Men altså, har man ikke mave til en film, hvori folk ædelmodigt ofrer sig, blindt følger deres idealer (og/eller hjerte) eller gennemgår forbløffende moralske metamorfoser, hvori der grædes i stride strømme ved langtrukne dødslejer, og en flok utroligt flotte idealistisk-revolutionære republikanere druknes i en flod af deres eget blod, alt sammen fuldstændig blottet for ironi og distance, er det nok en god ide at søge sin visuelle næring andetsteds.

Nå ja, for nu ikke at glemme det faktum, at Les Misérables ikke blot er en musical, den er en såkaldt sung-through, det vil sige blottet for replikker, thi alt (som i ALT) synges, så man må sig forbarme. Tilmed af machomænd som Hugh Jackman og Russell Crowe; og jo, det er de herrer selv, der synger! Hvis alt dette ikke har skræmt Dem, kære læser, har De det måske som Informations udsendte, der labbede hele molevitten i sig som en kat den famøse fløde og sågar fældede en tåre, da Junirevolutionens helte faldt for nationalgardens kugler i en af filmens smukt koreograferede klimakser. En gang revolutionsromantiker ...

En deroute af rang

Nå, men historien starter jo med at den bomstærke og temperamentsfulde galejslave Jean Valjean (en perfekt castet Hugh Jackman) i det herrens 1815 får sin frihed efter 19 års fangeskab: fem for at stjæle et brød, 14 for flugtforsøg. Han får lige en afskedssalut med på vejen af fangevogteren Javert (en sammenbidt Russell Crowe), der hverken kan lide ham eller forbrydere som sådan. Har man først stjålet et brød, er der ingen vej tilbage! Med sig får han også et pas, ifølge hvilket han identificeres som tidligere straffet, og dermed er alle veje tilbage til samfundet lukkede. Indtil en godhjertet biskop skænker Valjean noget sølvtøj, han faktisk har stjålet og dermed giver ham en ny chance.

Så går der lige nogle år og Valjean er fabriksejer og borgmester i en lille by, hvortil Javert ankommer som ny politimester. På fabrikken arbejder den i konteksten dårende Fantine (spillet af Anne Hathaway med øjne så store som tekopper), men hun fyres, da det opdages, at hun har et barn uden for ægteskab. Det bliver starten på en deroute af rang, hun sælger både sit hår og sine tænder, før hun ender som gadeluder. Valjean redder hende fra arrestation, men hun er døende, og på hendes dødsleje lover han at tage sig af hendes datter, Cosette, som er i pleje hos det både skrækkelige og grusomme kroværtspar, mrs. og mr. Thénadier, spillet med elan af Helena Bonham Carter og Sacha Baron Cohen og i øvrigt som taget ud af det ondeste Brødrene Grimm-eventyr. Men da en uskyldig forveksles med den stadigt efterlyste Valjean, kræver hans nu ulastelige moral, at han melder sig, og så må han atter flygte fra Javert.

Forviklinger

Turen går til Paris og nu begynder der for alvor at ske ting og sager! Her møder den nu voksne Cosette den unge revolutionære student Marius (en lige lovlig salvelsesfuld Eddie Redmayne) tilfældigt på gaden, hvilket udløser den helt store kærlighed de to imellem. Marius bor tilfældigvis i samme bygning som familien Thénadier, hvis datter Eponine (glimrende spillet af den indbydende debutant Samantha Barks) har et megacrush på den unge student, og hun udviser efterfølgende lidt af den karakter, hendes forældre er så lykkeligt foruden. Diverse forviklinger de elskende imellem betyder, at Marius ender på barrikaderne med de andre revolutionære, og her dukker så Valjean også op for at tage bestik af den unge mand, idet han har opsnappet et kærlighedsbrev fra denne til sin plejedatter. Her finder han endvidere den tilfangetagne Javert, som han til dennes store forvirring sætter fri. Nå, for at gøre en lang historie kort, Junirevolten ender som et sviende nederlag for oprørerne, og hvordan det derefter går de respektive helte og skurke, må De selv tage i biffen for at erfare. For som den storfilm, den er og bliver, er det altså stedet at se den!

Ramasjang og ung kærlighed

Billedsiden er hele vejen igennem imponerende, lyden superflot, sangene holder niveauet og afsynges tilfredsstillende (men ikke fantastisk!) af de medvirkende. Tilskueren, den stakkel, får ikke mange sekunder i dette handlingsmættede epos til at sunde sig eller trække vejret, det er patos med patos på, tilsat ramasjang og ung kærlighed. Filmen er som sagt lidt af en følelsesmæssig flødeskumskage, men en sådan kan jo også være tiltrængt indimellem alle de åh så fornuftige rå grøntsager. Det er heller ikke på noget niveau ligegyldige eller for vor tid irrelevante problemstillinger, der berøres, men om filmen her skulle få tilnærmelsesvist samme sociale effekt som i sin tid romanen er til gengæld yderst tvivlsomt. Det har dog aldrig været Hollywoods ærinde at ville pille ved status quo.

Les Misérables. Instruktion: Tom Hooper. Manuskript: William Nicholson. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer