Læsetid: 4 min.

En rædsel af en fremtid

Peter Adolphsens nye roman afkræver en reaktion fra sin læser – det klæder virkelig hans kølige, suveræne prosa
8. marts 2013

På nogle måder minder År 9 efter Loopet om Peter Adolphsens forrige roman-koncentrater, Machine og Brummstein. Også de var på under hundrede korte sider, og også de skrevet med denne saglige fantasi: vild fabuleren og vilde facts formidlet med en kølig, pernitten, koncentreret grundighed. Også de havde denne absurd alvidende fortæller, der suverænt kan løfte sig fra de mindste detaljer til nærmest kosmiske årsagskæder. Og som suverænt kan iscenesætte vilde sammentræf.

Men de to forrige romaner fulgte objekters vandring gennem tiden – en brummende sten i det tyvende århundrede, en dråbe olie op gennem årmillionerne. De var krøniker fra den materielle verden og dens tilfældige, mirakuløse bevægelser. Sådan er det ikke denne gang. År 9 efter Loopet lader i stedet de to sidste fungerende mennesker mødes ni år efter verdens undergang. Den vil fortælle en anden slags historie. Den har en uhygge og et ubehag i sig, noget skarpt, som man ikke plejer at mærke hos Peter Adolphsen.

Historien? Den midaldrende Mark er en falleret ingenting i Los Angeles. Et filmmanus, han engang skrev, blev engang til en episode af en tv-serie, og ellers har han røget hash og flyttet rundt. Han minder om ’the dude’ fra Coen-brødrenes legendariske film The Big Lebowski, bare helt uden charme. Nu er han på niende år det eneste menneske eller dyr, der ikke er gået i »loop«, dvs. gentager den samme, minimale handling igen og igen.

Han bliver langsomt skør og sær, Mark, og skyder og hærger og flæber ved det nu algebefængte Stillehav, fordi han ikke kan finde ud af andet. Og imens vokser planter og svampe frem overalt i den nye, dyreløse verden. Elektricitet er der ikke noget af, mad finder han i de svindende lagre af dåser – alt andet er rådnet op og groet til. Han har ingen idé om, hvad der er sket.

En dag flyver en helikopter hen over Mark. Der må være et andet menneske, der ikke er loopet. Det viser sig at være Sushmita, løjtnant i det indiske flyvevåben. Hun har mødt verdens sammenbrud på en anderledes organiseret facon, hun har en plan. Tilsammen må de to, der ellers på alle måder er modsætninger, genskabe menneskeheden.

Uforklarligt mareridt

Som man kan se, så er verden et detaljeret, uforklarligt mareridt i År 9 efter loopet. Looperne kan hverken bløde eller føle smerte, men ødelægger man dem nok fysisk, bliver de til støv. De har alle sammen fået det samme, typiske ansigt – Marks – og et gummiagtigt skær i huden. Kvinderne har så et andet ansigt, også det hverken grimt eller rigtig pænt, det viser sig at være Sushmitas. Nogle af dem er »looperettes«, de har så god en krop, at Mark har sex med dem. Eller onanerer på dem, de føler jo ikke noget. Håber han:

»Der sidder en looperette på bænken ved siden af ham. Hun luder lidt til siden, og hendes ansigt og overkrop er plettet af indtørret sæd. Han kigger ind i hendes blankt stirrende øjne og tænker: ’Hvad nu hvis hun i virkeligheden er ved bevidsthed og bare ude af stand til at røre sig?’. Der ligger en generel lugt af råddenskab over Los Angeles. Engang var det især madvarer i forrådnelse, nu er det også stanken af stillestående vand der trænger op mod Sunset Boulevard fra de oversvømmede kvarterer.«

Der sker noget i mødet mellem dette sølle menneske og så Adolphsens prosa. Det møde, som også er mødet mellem en helt uformående skikkelse og en suveræn, almægtig fortællerstemme, giver År 9 efter loopet noget. Midt i al sin kølighed afkræver den en reaktion fra læseren – at man ækles eller ynker ham eller lever sig ind i denne rædsel af en fremtid. Det krav har Adolphsen bøger aldrig stillet før.

Finder på og finder på

Mere generelt er det sådan her: Adolphsen har altid skrevet en prosa, der aktivt modsætter sig fortolkningen. Hans tekster vil typisk ikke andet end at udfolde et univers og så snitte en historie gennem det for sine læsere. Det har han så gjort med stor suverænitet bog efter bog.

Sådan er År 9 efter loopet også. Den vil ikke andet end at folde sit univers og sit forløb ud så præcist som muligt. Men samtidig er det som om, den kræver at blive fortolket. Den er fyldt med halve tegn på noget betydningsfuldt. Betyder det noget, at alle mennesker har fået Marks ansigt, at han så at sige er det typiske menneske? Betyder det noget, at han og Sushmita moralsk set er modsætninger? Handler bogen om at ofre sig for en større sag? Og så videre.

Der er en intensitet i den dobbelthed. Den sikrer, at År 9 efter loopet ikke falder til ro, men bliver siddende i dagevis i læseren, som en glitrende, ækel, uhyggelig, kosmisk, sansenær, umulig, fascinerende, morsom, indtrængende rebus. Der er så mange historier, hvor fantasien får frit spil: de finder på og finder på, men de kunne lige så godt finde på noget andet. Denne gang har Peter Adolphsen gjort noget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu