Læsetid: 3 min.

Russisk storhed

Den georgiske pianist Elisabeth Leonskaja demonstrerede en musikalsk suverænitet, der er svær at leve op til
18. marts 2013

For to år siden sprang den georgiske pianist Elisabeth Leonskaja ind med kort varsel og reddede torsdagskoncerten med en meget omtalt opførelse af Prokofjevs 2. klaverkoncert. Faktisk så omtalt, at jeg ikke kunne huske, om jeg selv havde været der. Men det var jeg denne torsdag og havde glædet mig. Leonskaja er én af gamle, store russere. Med direkte forbindelse til selveste den ukrainske pianist Sviatoslav Richter, som hun har spillet sammen med.

Klaverkoncerten på programmet var heller intet mindre end Tjajkovskijs Første klaverkoncert. En stor klassiker udført af en stor pianist. Eneste farlige satsning var måske, om DR Symfonikerne ville kunne honorere al denne storhed. Til dette formål havde man engageret dirigenten Aleksender Lazarev, der er mand for at styre den russiske musik og jævnaldrende til Leonskaja.

Kalejdoskopisk

Alligevel blev det lige præcis den store forskel på solist og orkester, der punkterede koncertoplevelsen. På intet tidspunkt var man opslugt af andet end fascination over Leonskajas utroligt selvstændige belysning af musikken, men det var solist i betydningen helt alene. Leonskaja var så langt fra at spille noder, orkesteret spillede ikke andet.

Ligesom Leonskaja er en musiker, der gør, og ikke en musiker, der prøver. Men her er hun også helt enestående. Mere end at fortolke musikken bevæger Leonskaja sig rundt i den som den dronning, hun er. Ikke almindeligt søgende, men ualmindeligt hjemmevant og herskende. Med en meget original brug af dynamik kommer mezzoforte-akkorden til at stå kraftigere end fortissimo-akkorden, måske fordi den bliver dens store skygge, og hele tiden må vi høre vendinger i overraskende dynamiske valg, der svarer til kalejdoskopets ommøblering af billedet, og ingen frase synes afgjort på forhånd. Og så den styrke … Når mænd har den, er den imponerende, når kvinder har den, er den nærmest skræmmende. Slåfejl er bare en del af billedet. For god ordens skyld skal det også fremhæves, at andensatsens indledende fløjtesolo var overordentlig velskabt.

Anstændigt

Sjostakovitj’ 8. symfoni er ikke én, man kender, fordi man går og hører den derhjemme på anlægget. Det er musikken alt for krævende til. Og det er heller ikke fordi, man møder den så tit i koncerthusene. Så de over 60 minutter, den varer, er en forholdsvis sjælden oplevelse.

Sjostakovitj skrev symfonien i 1943 på et landsted uden for Moskva, på afstand af krigen, men tilsvarende omklamret af Stalin. Musikken er et portræt af krigen – ærligt og råt.

På grund af sin absolutte mangel på transcendens er det en times hård kamp at lytte til. Heldigvis tog orkestret kampen op som et matematisk regnestykke, som de nu løste rigtig godt under Lazarevs kyndige vejledning og performative iver. Nu var også blæserne opvakte og med. Engelskhornsoloen blev udført meget smukt og på herlig vis mere stoisk end klagende. Alligevel har jeg aldrig set så mange sovende med publikummer. Forskellige stadier fra det nikkende til det helt overgivne med åben mund og hængende nakker. Helt i kontrast til det arbejdende orkester. Sjostakovitj bliver i nutidige hænder så nemt til effektmusik, der tenderer porno, fordi følelserne ikke kan være andet end postulerede for dem, der ikke selv har levet under stalinismen, men denne opførelse var en dejlig uforstillet udgave, hvor instrumenterne åbenbarede sig som uforskønnede hår og tarme og rør med spyt i. Tilladt at sove fra, men dejligt anstændigt.

 

Tjajkovskij og Sjostakovitj. Solist: Elisabeth Leonskaja. DR SymfoniOrkestret, dirigent: Aleksander Lazarev, DR Koncerthuset. Torsdag 14. marts kl. 19.30. Og igen fredag den 15. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu