Læsetid: 4 min.

Rystende sandhedsteater

Puccini støves af til hårdtslående og usædvanlig vellykket sandhedsteater i Det Kongelige Teaters opsætning af operaforestillingen ’Il Trittico’
Damiano Michieletto og Paolo Fantin har et magisk greb om Puccinis ’Il Trittico’ i Den Kongelige Opera.

Damiano Michieletto og Paolo Fantin har et magisk greb om Puccinis ’Il Trittico’ i Den Kongelige Opera.

Miklos Szabo

20. marts 2013

Puccini er verismens hovedfigur. Det var Puccini, der mere end nogen forstod at skildre det velkendte liv i et antiromantisk tonesprog for til gengæld at portrættere de store følelsers nedslag på den realistiske baggrund. Vi kan sjældent i de dramaer, Puccini valgte, tale om historier med interessante udviklinger, men snarere kalde dem skæbneportrætter, tableauer eller collager baseret på livet i al dets oprivende trivialitet.

Den italienske iscenesætter Damiano Michieletto har holdt Puccinis triptychon Il Trittico sammen til en totalforestilling, hvor de tre énaktere ikke bare får lov at stå side om side for første gang i Det Kongelige Teaters historie, men også får lov at smelte sammen til et kunstnerisk hele.

Sammen med scenograf Paolo Fantin har Michieletto afdækket Puccinis operaer som den verisme, de er ment som, så årenes museale patina falder som skæl fra øjnene og lader musikken og teatret nå sit publikum med største vedkommenhed og realisme.

Produktionen er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Theater an der Wien, hvor den havde premiere i oktober sidste år. Man ser for sig, hvordan forestillingen har været opbevaret og pakket ned for senere at blive shippet til København i containere mage til dem, der er scenografiens geniale materiale. Kukkassebegrebet får ny betydning med disse containere, der ikke så meget er en scene i scenen som beholdere af menneskeligt drama, som de tre operaer i det store perspektiv vel bare er et uddrag af.

Følelsessluser

Trilogiens første opera er Kappen. Den handler hurtigt fortalt om, hvordan man som menneske kan have en kappe, der kan rumme både lykkelige og ulykkelige følelser, kan skærme sin kone og sit barn for en kold brise eller skjule liget af samme kones elsker. Scenen er Seinebredden i Paris, hvor skibe skal lastes, og livet går med hårdt arbejde og eskapisme i alkohol, sex og drømme. Michele og Giorgetta har mistet deres lille dreng, og Michele har desuden mistet Giorgetta, som trøster sig med Luigi, én af arbejderne i Micheles sjak. Barnetabet kunne være hovedhistorien, men den forsvinder i alle de andre triste livsvilkår, der også er de andre arbejderes eller deres koners, og i musikkens repeterede rytme, ostinatet, der løber som flodmotivet gennem hele operaen, for indimellem med Puccinis vanvittige, behændige greb at samle sig til musikalske højdepunkter, hvor følelserne vælder ud som sluser, der åbnes og lukkes, så lasten kan flyde videre.

Gitta-Maria Sjöberg sang en ærlig Giorgetta, Niels-Jørgen Riis en lidenskabelig Luigi og Johan Reuter en forfærdende Michele i en imponerende overgivelse til rollen som kærlighedshungrende hanrej og morder, mens Hanne Fischers stemme blomstrede i rollen som positiv posedame.

Uden filter

Fra fortvivlende Seinebred flyttes scenen til et italiensk nonnekloster, ved at containerne åbnes og åbenbarer en klostercelle og et vaskerum, mere i stil med en russisk arbejdslejr end katolske søjlegange. Søster Angelica er i kloster for en graviditet uden for ægteskab. I syv år har hun ventet på at høre nyt om sit barn. Hele klosteret er præget af en umenneskelig vold, der kan synes lovlig teatralsk og blev spillet lidt ud i klicheerne af de strenge opsynshavende nonner, mens Søster Angelicas maltrakterede og psykisk nedbrudte karakter sprængte alle kedsommelige teaterrammer og udleverede dramaet i en filterløs tilstand af højst moderne tilsnit, helt eminent sunget og spillet af Maria José Siri.

Efter en sådan oplevelse i Operaen må jeg dyppe min anmelderpen i redundant panegyrik. Det er så sjældent, det lykkes, og så mange operaopsætninger, man må lide sig igennem for en sjælden gang imellem at opleve det, der gør det klart, at opera kan være større end noget andet. Michieletto og Fantins magiske greb om Puccini minder om den østrigske filmskaber Michael Hanekes realisme. Det er en vej, der er hårdere og fyldt med mere rædsel, end vores almindelige bevidsthed tillader, men som man går med på, fordi man på en sær måde er holdt i hånden, sådan som kun kunsten kan holde én i hånden.

Kapellet spillede fremragende under Carlo Rizzis musikalske ledelse, der i tråd med forestillingen tog musikken ud i en exceptionelt uromantisk, rå og moderne klingende fortolkning.

Det er ikke så meget de små sløjfer, der bliver slået scenisk, der holdt de tre operaer sammen, som den overbevisende fremstilling af dramaerne som sider af den samme livets bog. Komedien Gianni Schicchi stod som tragediernes afsluttende og velforløste satyrspil, der kunne sende folk hjem syet sammen igen efter et fortabende kig ind i Puccinis rystende sandhedsteater.

’Il trittico’ af Giacomo Puccini. Det Kongelige operakor, Det Kongelige Kapel. Musikalsk ledelse: Carlo Rizzi. Iscenesættelse: Damiano Michieletto. Scenografi: Paolo Fantin. Medvirkende: Johan Reuter, Maria José Siri, Gitta-Maria Sjöberg, Niels Jørgen Riis, Hanne Fischer, Sine Bundgaard, Peter Lodahl, Randi Stene, Sten Byriel med flere. Den Kongelige Opera 18. marts-11. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Måske kunne man en dag godt tænke sig, at en operaforestilling blev anmeldt med helt almindelige danske ord. Hvad betyder f. eks. verisme? Og hvorfor skal det være så indforstået og knudret? Fra kender til kender-agtigt. Men hvad med alle os ikke-kendere? Måske ville vi blive nysgerrige og tiltrukne på en ny måde, hvis sagen behandledes med almindelige ord for den oplevelse, anmelderen har været ude for. Og ps., hvor blev den tredje opera af?

Steffen Gliese

Michael Kongstad Nielsen - slå det op! Kender bliver man, når man sætter sig ind i tingene, hvis man vil vide noget, må man søge oplysning. Det er blevet ufattelig nemt, men man kan altså ikke regne med, at alle andre skal vente på, at folk først får tingene forklaret.
Det handler ikke om at gøre ikke-kenderen nysgerrig, det handler om at indskrive en kunstnerisk manifestation i annalerne, så sam- og eftertiden kan danne sig en idé om, hvad det gik ud på. Stop den åndelige dovenskab - slå ting, du ikke forstår OP!
http://da.wikipedia.org/wiki/Verisme
http://en.wikipedia.org/wiki/Giacomo_Puccini
Mht "Gianni Schicchi": Komedien Gianni Schicchi stod som tragediernes afsluttende og velforløste satyrspil, der kunne sende folk hjem syet sammen igen efter et fortabende kig ind i Puccinis rystende sandhedsteater.
DR sendte for årtier siden en fin tv-opera version af "Gianni Schicchi", sunget på dansk, men den er desværre endnu ikke gjort tilgængelig på dr.d/bonanza, der ligger kun "La Boheme". Da DR desuden også er ophørt med at transmittere fra Det Kgl. Teater for nogle år siden, bliver der nok ikke lejlighed til at se den udover landet, desværre.
Men så kan man se disse: http://www.youtube.com/watch?v=k4mbd9VMZb0
http://www.youtube.com/watch?v=IyW6gJ70vwY og - brug ikke for meget tid på det: http://www.youtube.com/watch?v=_-hEKhHjPKA

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen - ja, man kan slå det op.
I Den Dansk Ordbog står det således:
"...fra italiensk verismo, af vero 'sand', latin verus"
Betydninger:
"realistisk kunstretning inden for italiensk opera og litteratur i slutningen af 1800-tallet"

Altså vi kender "verificere" der også kommer af latinske "verus", sand, men "verisme" er immervæk et sjældent brugt dansk ord, som ikke indgår i manges ordforråd. Derfor er det jeg siger, at anmeldelsen er meget indforstået. Min indvending er en anmelselse af anmeldelsen. Kan sådan noget kun skrives til nørder, af nørder, for nørder?, og er det formålet med en anmeldelse, at man vil holde elitens kort så tæt ind til elitens egen krop og forståelse, at pøbelen ikke for nys om det og kommer rendende i deres træsko?

Og nørdet, og krukket, det er det at holde på et ord som verisme, der dækker noget så snævert som en operaretning i Italien i slutningen af 1800-tallet. Man kunne ligeså godt bruge det mere alment kendte "realisme", som også dækker samtidens andre kunstretninger i hele Europa, som f. eks. vores egen J. P. Jacobsen.

Claus Sønderkøge

Helt enig Michael men man skal jo foretage nogle tricks for at kunne betegne dagens spareprojekter som fantastiske kunstvidundere.

Hver gang du ser noget historisk dramatik i dagens gevandter og kulisser, så har man sparet ca. 50-75% af omkostningerne. Derfor er det typisk ikke værd at se operaer som er nyere end 1995.

Når tiden går tilbage til 1975 eller ældre bliver der så store tekniske problemer at vinduet for gode opera- og balletforestillinger reelt er 20 år.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Steffen Gliese

Claus Sønderkøge, opera eller anden kunst er ikke et kostumebal. Og hvis der er et sted, hvor der ikke spares på den enkelt produktion, er det stadig operaen.

Steffen Gliese

Michael Kongstad Nielsen, det hedder verismo, og det er den gængse betegnelse på dansk såvel som alle andre sprog. Det er ikke smalt, men det kræver selvfølgelig, at man - som med alt andet - sætter sig minimalt ind i sagen, at man udviser nysgerrighed. Det undrer mig at finde en sådan intellektuel selvbehagelighed hos dig, af alle mennesker.

Steffen Gliese

Men lyt ikke til Claus Sønderkøge vedr. kvaliteten af tidens produktioner, for de befinder sig på et uhørt højt niveau, sangmæssigt såvel som skuespil- og iscenesættelsesmæssigt. Men på mange gør det ondt, at de forventes ikke bare at skulle lytte til noget skøn musik, men også forholde sig til eksistentielle problemer for troværdige og gennemarbejdede karakterer.

Michael Kongstad Nielsen

Fint nok, Peter Hansen, jeg kunne såmænd godt finde på at invitere nogle med ind i operaen for at se denne Puccini-ting, eller rettere høre, fordi det for mig helt klart er musikken, der har første prioritet, alle disse sjælsdramaer og voldsomme følelsesudspænd (kan man sige det?), er ikke min kop the i første omgang.

Claus Sønderkøge

Teater er vel ikke direkte kostumebal men scene for illusion det er vist uomtvisteligt.

Når nyindstudering skal ske af de historiske værker er man når kostumer og kulisser har været brugt adskillige gange i andre sammenhænge nødsaget til at foretage en nyindstudering med kulisser og kostumer. Det er dyrt, meget dyrt og reelt den eneste variable omkostning man kan skrue på.

Penge er sædvanligvis ikke noget man taler om når værket er færdigt. Men før og under produktionen går det bedre. Årsagen til at vi producerer så lidt om den danske historie og i stedet ligegyldige seriefilm er netop omkostningerne ved tidsforskydning. Derfor er serien om 1964 et megaprojekt for vor gamle institution og så langt den mest omkostningstunge nogensinde.

Det er sædvanligvis kun England, Frankrig og delvis Tyskland som har den finansielle kapacitet til at dramatisere deres fortid uden nyfortolkning men som historiske dokumenter. Også de er nødsaget til at spare hvorfor indstuderinger typisk sætter fokus på sex hvor kostumerne jo er billige, til tider slet ikke eksisterende.

Kasper Holtens seneste Ring-opsætning gjorde som bekendt stærkt brug af denne form for besparelse. Opsætningen gjorde heller ingen lykke udenfor Danmark.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Steffen Gliese

Kasper Holtens Ring er en prisbelønnet sællert i Decca-udgivelsen på DVD, Claus Sønderkøge.
Hvad man møder i moderne opsætninger er teknik, der overstiger prisen på nogle malede bagtæpper, kan jeg godt afsløre. Og om heltinden bærer en Elisabeth I-kopikjole eller en Karl Lagerfeld haute couture kjole kan prismæssigt komme meget ud på det samme.

Steffen Gliese

Der er selvfølgelig en helt afgørende forskel på film og teater, når det kommer til prisen for opsætning af noget autentisk "gammelt". For det første er der i film adskilligt mange medvirkende, der blot skal se rigtige ud og agere folkemængde. Der skal også bruges en komplet kulisse 1:1, selvom man i dag selvfølgelig kan manipulere meget frem med computerteknik, hvilket er en af årsagerne til, at det faktisk er blevet mere økonomisk overkommeligt.
Men moderne operaopsætninger sætter stadig en ære i at være temmelig dyre, tit - f.eks. er brugen af rigtige biler, fly, køkkener incl. fungerende hvidevarer hyppigt forekommende.

Steffen Gliese

http://www.youtube.com/watch?v=oMvlWebrbH4
http://www.youtube.com/watch?v=wvfVPAO9EPk
http://www.youtube.com/watch?v=cy4dM6fK0DI

bare et lille skønsomt udvalg af, hvad man nu om dage bruger af ressourcer. Desværre kan jeg jo ikke bevise, at DKT er i samme klasse, men det er de, bl.a. fordi de samproducerer med andre teatre, der har et kræsent publikum.
Nogle gange går det galt, det er tit englændere, der kan have en rigtig dårlig smag - der var en forfærdelig grim Elskovsdrikken i 1998, og der var en rædselsfuld grim Semiramis i denne sæson - og at begge er godt sungne er ikke nok.

Michael Kongstad Nielsen

For min skyld behøvede man ikke at bruge så mange penge på kostumer og kulisser - malede bagtæpper kunne være nok, og så sparede man den million. Om sex og ingen kostumer vil jeg sige, at det er plat at sælge sig selv på den konto. TV-drama i Danmark har selvfølgelig ikke de penge, som britiske og tyske kanaler har, så derfor finder jeg satsninger som 1864 dumme, men skulle hellere bruge et billigt bagtæppe der også, og i stedet fokusere på godt skuespil og interessante historier, jeg mindes Gøngehøvdingen, der prøvede det spektakulære billedmæssige udtryk, men alligevel faldt igennem på vinterens skovscener, da det ikke sneede det år i Danmark.

Claus Sønderkøge

Nå jeg skal ikke forlænge debatten med unødig tomgang. Klart at operaer stadig er dyre produktioner, orkestre og kor er normalt stadig live og ganske store. Men skåret er der, i hvert fald hos Kirov i St. Petersborg. I Italien har man nu også slået ind på lyseffekter og plasticfrakker i stedet for velour-kostumer.

Det kan meget vel være at Kasper Holtens Ring blev til en sællert. Tallene for den slags er jo så små at forskellene næppe har den store betydning. Hans opsætning i London læste jeg blev en fiasko.

Men nok om det. Du kan lide opera primadonnaer med grønt flash lys og jeg foretrækker den gamle Birgit Nilsson som vi kendte hende. Jeg forstår Kaspers nøgenseancer åbenbart heller ikke finder beundring værdig hos Michael.

Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
www.bridgefiles.net
SKYPE: csdenmark

Steffen Gliese

Jeg kan lide sangere, Claus Sønderkøge, der tager deres skuespilkunst alvorligt. Det gjorde de mindre i gamle dage, og det publikum, der er opvokset med dem, vil hellere kunne lukke øjnene og lytte; men operaen er en scenisk kunstart, ikke en kantate. Derfor kan man heller ikke spare på udstyret, Michael Kongstad Nielsen. Billeddannelsen på teatret er af vital betydning for historiefortællingen. Ellers kunne man ligeså godt læse en bog.

christian christensen

Jeg har sikkert skrevet det her tidligere, men det forekommer mig, at der hos de fleste opera-iscenesættere og instruktører ligger en præmis, om at opera må moderniseres og "aktualiseres" for at kunne reddes. Prøv bare at læse overskriften på anmeldelsen. Puccini "støves af" og laves til "sandhedsteater". Hvad sandheden er for noget er jo et omdiskuteret emne, som har martret filosofferne de seneste par tusind år, og er et stort ord at bruge om en operaforestilling. Men er det kunstens funktion absolut at afsløre og afdække og ligger denne funktion ikke snarere hos jounalisterne, de kritiske bøger og debatprogrammerne? Hvad blev der af det gode gamle udtryk l'art pour l'art, eller kunsten for dens egen skyld? Man kan selvfølgelig godt lave udmærket samfundskritisk kunst, men det virker akavet, når man tager nogle operaer, som oprindeligt ikke er lavet med det formål, og iklæder dem en senere tids perspektivering. Det er ikke nødvendigvis genialt, bare fordi instruktøren har noget på hjerte.

Michael Kongstad Nielsen

Meningen er vist, at Puccini er eksponent for den genre indenfor italiensk opera, der kaldes verismo eller verismen (af verus = sand) i slutningen af 1800-tallet. Det svarer til andre kunstarters "naturalisme" eller "realisme" fra samme periode, bl.a. vores forfatter J. P. Jacobsen. Det var altså sandhedsøgende fra sin begyndelse, eller et forsøg på at beskrive virkeligheden, naturen, herunder menneskenaturen, som den var. I modsætning til tidligere tiders romantik og skønmaleri, idealisering og idyllisering.

Steffen Gliese

Jamen, al kunst har kritik indbygget, og al kunst er først og fremmest skrevet på et tidspunkt, der binder de mindre værker, men gør det muligt for andre at sprænge rammen. Det er sådan, Shakespeare har overlevet. Men det kan selvfølgelig på samme måde - dog med en anden modstand - lade sig gøre at skabe radikalt teater i historiske kostumer. Historicismen var jo selv et opgør med en udtryksmæssig rodebutik.
L'art pour l'art er om noget, hvad de moderne iscenesættelser hviler på; men intet er mere radikalt moderne end det at hævde kunstens ret, og dét kan i hvert fald ikke ske som påklædningskomedie.
For én, der elsker god operakunst, når den er velspillet, lyder kritik af moderne opsætninger altid som en ærgrelse over, at de stakkels sangere også skal pines med at lave teater, når de nu har så godt fat i at synge noget underdejlig musik.
Men Puccini har, hvis man lytter efter, ret meget tilfælles med lydsporet til film.