Susanne Stauns nye roman Helt til grænsen er det ihærdigste forsvar for selvtægt, jeg kan mindes siden 1970’ernes Dirty Harry-film. I romanen møder vi for tredje og angiveligt sidste gang retsmediciner og vicestatsobducent i Odense Maria Krause. Begivenhederne fra Døderummet (2010) og Hilsen fra Rexville (2011) har ikke rystet hende, tværtimod: Venskabet med kemikeren Nkem er genoprettet. Ekssamleveren Michael, nørdet datalog, der blev efterladt i København, optræder som ægte ven i nøden. Selv chefen, Odenses statsobducent, Bonde Madsen, er kommet til at holde af Marias sære varme og entreprenante hang til selvstændige beslutninger.
Maria har også brug for al den sympati, hun kan skrabe til sig. Hilsen fra Rexville efterlod hende på gerningsstedet for netop den forbrydelse, hun af al magt havde forsøgt at forhindre. Mirakuløst slipper hun ud af Rexville, og USA, og får endda slettet sporene efter sig. Tror hun. Først senere går det op for hende, at digitalt materiale stort set ikke er til at slippe af med.
Kvælesex ad lib
Hjemme i Odense bliver Maria mødt af et nyt dødsfald. Hendes ven, den flotte kriminaltekniker Lille John, har begået selvmord med »autoerotisk kvælesex« … Eller hjalp nogen ham med at stramme rebet? Maria lærer, at iltmangel er totalsex, for som det hedder: »Kvælningsdelen har til formål at højne den seksuelle nydelse, hvor den totale afslappelse af kroppen efter sigende skubber orgasmen et trin længere op ad Nirvana-stigen.« Hun tror bare ikke på, at John var alene …
Flere gange i bogens løb mindes Maria Krause veninden Nkems råd: »Hvis du begynder at overholde loven og passe dit arbejde uden at blande dig i ting, du ikke må blande dig i, så er du allerede nået langt.« Men Marias respekt for loven er krympet: »Mit besatte hjerte magtede ikke at være den objektive dokumentarist, der gjorde retsmedicineren til det helt særlige, ordentlige menneske, der beskrev tingenes tilstand og lod andre om at stille deres op med denne tilstand.«
Uden at indblande politiet – i denne bog er myndigheder kun til besvær – jagter Maria Krause Lille Johns morder helt til Beirut. Derpå planlægger hun at befri verden for den næste pestilens, en hacker, der får magt ved at opbevare andre menneskers digitale spor, f.eks. netporno set i arbejdstiden.
Faktisk var Susanne Staun tidligere ude med nørdede heltinder end tv-serien Forbrydelsen, hvis Sarah Lund også er mere interesseret i retfærdighed end i mennesker. Maria Krause er på de fleste punkter politisk ukorrekt, hun ryger, drikker, ernærer sig i travle perioder af Yankie Bar og er i reglen til fals for uforpligtende sex med smukke mænd. Desuden trives hun godt ved at afregne kontant med mordere og skadedyr. Som selvtægtskvinde virker hun ligefrem menneskelig.
Fortjener sin titel
Helt til grænsen fortjener med andre ord sin titel og afrunder elegant Stauns trilogi om retsmedicineren, der lærer at omgås de levende. »Hellere ensom sammen med Michael end ensom helt alene,« ræsonnerer Maria hen mod slutningen. Årene i Odense har heller ikke påvirket deres forhold: »Hans tidsdimension var en anden, og han ville opfatte det, som om jeg ringede i går.«
Staun skriver så vittigt, at man gerne indsnuser amylnitrit og lader sig indsnøre i 400 meter gaffatape blot for at få lov til samtidig at køre fingrene gennem sprogets bløde kattepels. Men inden man helt forsvinder i Litteraturnirvana må det også være tilladt at gøre opmærksom på bogens moralske provokation. Selvtægt fremstilles som ret ok, og kun Stauns humor sikrer, at man ikke tror, at det stort set er lovligt at afmontere airbaggen, før man inviterer sin uven på en frisk biltur i forårsvejret.
Serien om Maria Krause er en milepæl i en smal dansk thrillertradition. Staun er bare god. Knusende.
