Læsetid: 2 min.

Skolekomedie med kunstnerisk niveau

Operaakademiet leverede en forestilling med store kvaliteter og tilbød en lejlighed til både at stifte bekendtskab med lovende sangere og nogle interessante enaktere
26. marts 2013

Hvert år præsenterer Operaakademiet, Det Kongelige Teaters 3-årige uddannelse for operasolister, en forestilling for offentligheden. Som forstanderinden skriver i programmet, er det ikke nemt at finde den rette. Alle skal tilgodeses, og rollerne skal være ligeligt fordelt og passe til udvalget af stemmer og sangerniveauer. Dette år kunne man glæde sig over, at de besværlige overvejelser netop gav anledning til en opførelse af to sjældent viste enaktere.

William Waltons Bjørnen efter Tjekovs novelle er et usædvanligt vellykket drama, der lever op til alle dramaturgiske ønsker. Stykkets vending er en af de mere veldrejede i teaterhistorien, og generelt er det bare teater, der kilder – i dialog, i kammerspil, i humor, i indsigt, i disposition. William Waltons omdannelse af stykket til opera er ligefrem en berigelse af dramaet og en udskrivning af de undertekster, Tjekovs drama udspiller sig ovenpå.

Det havde operaakademiets opsætning langt hen ad vejen styr på. Jacobo Spireis iscenesættelse udspillede sig i et meget enkelt sceneri med flotte kostumer, en stor bjørnefrakke til Smirnov, der senere skulle åbenbare et blottet, sårbart bryst, og en meget lækker sort sørgekreation til Popova, der senere skulle afsløre nogle sensuelle blonder. Ensemblet, der var sammensat til lejligheden af musikstuderende, spillede så veloplagt og underholdende, at man indledningsvis savnede, at der blev spillet lige så meget humoristisk menneskekarakteristik ud på scenen som i musikken, men det blev der rettet op på med Johannes Helds entré som den temperamentsfulde, plagede og til sidst forelskede bjørn. Her er en sanger, der både kan spille og synge. En skræmmende kombination, når man en sjælden gang møder den. En helt ny standard.

Gode unge kræfter

Den italienske dirigent og komponist Bruno Madernas Satyricon er en opera over Petronius’ skrift fra 1. århundred, mere præcist over den del, der omhandler den frigivne slave Trimalchios berømte gæstemåltid. Rent dramatisk er eneste sjove ting, at man så nemt kan overføre en dekadence fra en tidsalder i vores kapitalistiske samfund til en anden. Men samfundssatire er kun rigtig skarp, hvis den er helt nutidig og helst lidt foran.

Spireis iscenesættelse udspillede sig med referencer til en Berlusconis, en Kansler Kohls og en George Bushs verden og ikke til den nutidige, hvor det ikke er vildt nok, at præsten får et blowjob af en lækker dulle, eller der optræder slaver, man ikke kan genkende. Ret beset skulle paven og små drenge og thaipiger på bordet for at matche en realistisk samfundssatire som Petronius’. Og et Noma-måltid som Trimalchios i stedet for pizzabakker.

Til gengæld blev der endnu engang både sunget og spillet godt af de unge kræfter, der gav skolekomedien kunstnerisk niveau.

 

21. – 24. marts. Operaen, Takkelloftet William Walton: Bjørnen. Bruno Maderna: Satyricon. Iscenesættelse: Jacobo Spirei. Medvirkende: Francine Vis, Johannes Held, Henning von Schulman, Olga Nikolskaja-Heikkilä, Johanne Højlund, Ole Morten Velde mfl. Musikalsk ledelse: Frans Rasmussen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer