Læsetid: 5 min.

Hun spiller med hjertet

’Borgen’ er ikke en god Serie med HBO-feinschmeckerens S, men en god serie med s som i et vakst sammenflettet søndagsdrama for det danske kollektiv. Den udstiller vores fantasi om den hårde-bløde magtkvinde og om, at politik mest af alt handler om at vise karakter. Vi gør status her efter sidste afsnit af ’Borgen 3’
’Alle kan klare modgang; vil du virkelig teste et menneskes karakter, så giv det magt,’ lyder finaleafsnittets Lincoln-citat i ’Borgen’. Og Birgitte Nyborg får topkarakter i karakter, synes serien vist selv at konkludere. Til sidst står hun atter med hele kongeriget i sine bløde hænder – et tilbud om statsministerposten – men så gør hun i stedet ’det rigtige for danskerne’.

Mike Kollöffel

11. marts 2013

Jeg får lidt lyst til at spise lækkert-moderlige og moderne Birgitte Nyborg, når jeg ser Borgen. Så kan jeg lægge hendes små, stærke ben i næsen på kanten af tallerkenen.

»Jeg vil aldrig gå på kompromis med de grundlæggende menneskerettigheder,« siger hun i første afsnit af tredje sæson af Borgen. En ydmyg politisk ambition er genoplivet. Det er provokerende, det glider let ned i ideologisk udvandede tider.

Borgens skift mellem parodieret politik, parodieret presse og parodieret privatliv er et effektivt, banaliseret, men begavet fletværk. At den tidligere statsminister Nyborg, nu kosmopolitisk erhvervsleder, i tredje sæson vender hjem fra sit businessclass-liv og starter et ny parti, er det perfekte dramaturgiske afsæt for en tv-serie. Kampen fra intet til alt inkarnerer kapitalismens indbyggede vækstfantasi. Som da Mads Skjern slår sig ned i Korsbæk for at åbne en dametøjsforretning, og vi følger den gerrige askets vej fra madpakke på trappestenen til cognac i byens største villa.

Nyborg rykker ud af penthouselejligheden og køber kælderlokaler med slitage a la Ungdomshuset. I de nye lokaler drikker hun, midt i flytterodet, Nescafé af plastikkrus. Nescafé bliver den visuelle markør for det hårde slid, hun er villig til at tage på sig. Senere drikker Nye Demokraters brogede flok af frivillige maskinkaffe. Da pengene er knappe, må de selv betale for den. Kaffen bliver en krisemetafor for udholdenhed. Først har man intet, så får man mere, så mere. Og så må man som menneske afgøre, hvad man vil stille op med alt det mere, man med flid har tilranet sig.

»Alle kan klare modgang; vil du virkelig teste et menneskes karakter, så giv det magt,« lyder finaleafsnittets Lincoln-citat i Borgen. Og Birgitte Nyborg får, modsat Skjern, topkarakter i karakter, synes serien vist selv at konkludere. Til sidst står hun atter med hele kongeriget i sine bløde hænder – et tilbud om statsministerposten – men så gør hun i stedet »det rigtige for danskerne«. Det »rigtige« er ikke et spørgsmål om politisk forandring, men om at ære demokratiet, om at spille spillet med hjertet.

Privatidyl

Birgitte Nyborg og TV1’s nu til spindoktor konverterede babe, Katrine Fønsmark, inkarnerer vores – og de udenlandske danmarksfetichisters – fantasi om den moderne karrierekvinde. Familie og kærlighed administreres med lynende effektivitet af Nyborg. Skilsmissen med Philip er demonstrativt idylliseret. Den psykisk syge datter, Laura, er demonstrativt ovenpå igen efter sidste sæsons sammenbrud. Nu er hun en ’hvis jeg var 18, ville jeg stemme på min mor’- datter.

Det private er ikke altid en hæmsko, er det befriende optimistisk budskab. Og Nyborg er effektiv til det private. Hun opdrager myndigt-kærligt sønnike på vej ud ad døren og fører flirtende to the point-Skype-samtaler med den kønne arkitektkæreste, Jeremy, mens han spiser continental breakfast på den anden side af Jorden. Så klapper hun sin Mac sammen og piler ud på magtjagt igen.

Blødkogt/hårdkogt

I Borgen er de moderne mænd omsorgsfolket, der dækker de fortravlede kvinders elementære behov. Sex. Luft. Mad.

Jeremy beroliger Nyborg med sit evige nice guy-mantra: »I’m here«. Han laver pasta til hende. Nyborgs søn, Magnus, der har fået store skræmte øjne af moderens kræftbehandling, er manisk bekymret for, om hun spiser nok. »Husk dit æble!« Den omsorgsfulde læge (hyggelige Preben Kristensen) minder igen og igen Nyborg om kræftbehandlingens psykologiske eftervirkninger og siger »træk vejret heeeelt ned i maven«, da Nyborg for en enkelt gangs skyld går i panik og tror, at kræften er vendt tilbage – denne billige kræft-cliffhanger fra næstsidste afsnit.

»Du skal have noget at spise,« siger også den lækre økonom Søren Ravn (Lars Mikkelsen) til tilbageholdende Katrine Fønsmark, og »træk vejret og kom ud og få noget morgenmad – blødkogt?« spørger han, da hun ligger og tvivler i hans seng. »Hårdkogt,« svarer Fønsmark. Sigende. Sådan en kvinde er hun, hun sniger sig af sted fra familieidyllen, hvor voksenbørnene hyggepludrer på køkkenbordet, uden at sige farvel.

Den moderne kvindes image er fornuftsstyret og hårdt, men indenunder klukker en lille, blød kylling. »Jeg er også skidebange,« brummer Ravn til slut. Fønsmark giver efter. Det er kulissens mænd, der taler følelsernes sprog

Til slut overgiver Nyborg sig også til Jeremy, da hun skal hyldes i Folketinget oven på det magtfulde valgresultat. »Would you like to come with me?«

Det vil han gerne, han vil alt med hende. De skrider uden at slukke stearinlysene på bordet. Idealkvinden træffer måske ikke den rigtige beslutning i første hug, men så træffer hun den alligevel lidt senere. Først tænker hun med hjernen, så banker hjertet på, og alt bliver godt. Privat og politisk.

Paradise Borgen

Jeg har overvejet, om man kan formidle det danske parlamentariske system for reality-segmentet ved at gå i Paradise Hotels værktøjskasse af sprogbrug og logik. Der dannes hemmelige koalitioner og samarbejdes på kryds og tværs. For det meste er der to grupper. Til tider fremstår de lige usympatiske. Man stiller sig helst bag den stærkeste spiller »på den lange bane«, når svære valg skal træffes til den ugentlige »parceremoni« (som rimer på lovforlig). Løfter brydes, og løftebrud glemmes. I politik forvalter man dog et indhold. I Paradise er middel og mål i samme smoothie.

Paradise Hotel er ikke ligesom politik. Til gengæld er Paradise Hotel ligesom Borgen.

Der stræbes ikke efter indhold i Paradise Hotel. »Spillet« er spillets vigtigste reference. Man kan spille med hjernen og med hjertet. Med fornuft eller følelse. Når de to kræfter støder panderne mod hinanden, slår det gnister. De, der formår »at spille spillet hele vejen«, er dem, der skaber en fortælling om, at de har gjort begge dele på en »værdig« måde. Ligesom i Borgen. For grundlæggende er Borgen en ideologisk tømt utopi, hvor demokratispillet er den vigtigste reference. Der sættes enkeltsager på dagsordenen (købesex og stakkels svin). Men som sådan er det ikke det, det handler om. Det handler at spille værdigt (og ukorrupt) og med hjertet.

Fællessøndag

Borgen er blevet kritiseret for at være radikal, midterpolitisk propaganda. Den frygt og kritik er en anerkendelse af seriens effektivitet. Borgen er en god serie.

Det er ikke en god Serie med det store S, som de seneste års HBO-influerede tv-kultur har ophøjet »kvalitetsserierne« til at være. Borgen er en god serie med et lille s, der står for søndagsdrama. Den er et kollektivt samlingspunkt for halvanden million danskere. Den forklarer sine intriger og konflikter, så alle kan følge med. Og så kan man blive nok så fornærmet over at blive forklaret, hvad en ’ngo’ er, føle sig talt ned til, når dialogerne mere henvender sig til søndagsseerne end til den interne dramatik. Man kan også blot acceptere det usnobbede tempo.

Borgen er også god, fordi den ikke kun dyrker sin tomhed. Den udstiller den også. Den synliggør vores fantasi om politikere, der hellere skal vise karakter og spil med hjertet for galleriet end skabe forandring – ud over det med menneskerettighederne.

Det er provokerende og medrivende, plat og kvikt, det udløser langt bedre diskussioner i landet end Forbrydelsens detektiviske tomgang. Jeg kunne æde Birgitte Nyborg. Hun efterlader en interessant smag i munden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Palle Pendul
Steffen Gliese, Maj-Britt Kent Hansen og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

"Det er provokerende og medrivende, plat og kvikt.... jeg kunne æde Birgitte Nyborg. Hun efterlader en interessant smag i munden."

Consummatum est. Det langsomme drab på de sørgelige rester af public service kanalen dr.tv's dramasektion er i den fri konkurrences hellige navn omsider blevet fuldbragt med candyfloss-produktet "Borgen". If you can't beat them join them.

From milkless milk to silkless silk, we are growing used to soulles souls.

Nu holder vi vejret i spænding, mens vi venter på at få at vide, om det lykkes for landsbytosserne på det reklamefinansierede TV3 med deres "Paradise Hotel" at give teamet bag "Borgen" baghjul i kampen om at score de højeste seertal og den største opmærksomhed fra Kloge-Ågerne og smagsdommerne i de skrantende trykte medier.

Maj-Britt Kent Hansen

Stjerner til Katrine Hornstrup Yde for denne skarpe og velskrevne analyse af den moderne idealkvinde, omsorgsmanden og deres indbyrdes relation. De findes på tv, men også i det virkelige liv.