Til sidst i Victor Flemings klassiske Troldmanden fra Oz (1939) opdager Dorothy og hendes tre følgesvende, Fugleskræmsel, Bliktud og Løven, at den mægtige troldmand i virkeligheden er en ganske almindelig mand, en tryllekunstner, som gemmer sig bag et forhæng og bruger moderne mekanik og illusionstricks for at fremstå som en mystisk, magisk skikkelse.
Historien om, hvordan han kom til Oz, får vi nu fortalt i Sam Raimis flotte og fornøjelige Oz the Great and Powerful. James Franco spiller hovedrollen som trylle- og tusindkunstneren Oscar Diggs, der i et gammelt cirkus i et støvet Kansas forsøger at besnære såvel publikum som de unge kvinder, som falder på stribe for hans pæne ydre, glatte charme og billige kneb.
Oz, som han kaldes, drømmer om store ting, men stikker ikke så dybt, og selv om han tilsyneladende er forelsket i den smukke Annie (Michelle Williams) – og hun i ham – afholder det ham ikke fra at forsøge sig med snart sagt alle andre kvinder, og en dag må han flygte fra en jaloux ægtemand.
Hele tre hekse
Det foregår i en luftballon ejet af en mand ved navn Baum – en reference til forfatteren bag de oprindelige historier om Oz, L. Frank Baum – men en tornado fører Oscar med sig, og han ender i det mystiske og farvestrålende eventyrland, der bærer hans navn, Oz.
Her møder han blandt andre tre heksesøstre Theodora (Mila Kunis), Evanora (Rachel Weisz) og Glinda (Michelle Williams), der beskylder hinanden for at have taget livet af deres far og således være den onde heks i Oz. Theodora falder pladask for Oscar og er overbevist om, at han er den mægtige troldmand, der ifølge legenden er kommet for at besejre den onde heks og regere i Oz.
Oscar selv tror selvfølgelig ikke på legenden, men udsigten til at blive konge og få adgang til det bugnende, kongelige skatkammer overbeviser ham om, at han hellere må spille med. Og snart er Oscar og hans to følgesvende, den flyvende abe Finley og Porcelænspigen, på vej til den mørke skov for at uskadeliggøre den onde heks, som måske slet ikke er så ond; ja, måske er det i virkeligheden en af de andre hekse, der er den onde, og som lyver for Oscar og alle de andre.
En virkelig drøm
Handlingen i Oz the Great and Powerful følger på sin vis handlingen i Troldmanden fra Oz, og ligesom Dorothys rejse til Oz i Victor Flemings film er en drøm, hvor personer fra hendes liv i Kansas bliver til figurer i Oz, kan man læse Oscars oplevelser som en drøm, en fantasi.
En handicappet pige, som tryllekunstneren Oscar i Kansas ikke kan hjælpe til at gå igen, er i eventyrlandet blevet til Porcelænspigen, som han kan klinke med sin hurtigtørrende superlim; Annie bliver til Glinda, heksen, som vist ikke er så ond, som Evanora gerne vil gøre hende til, og som Oscar falder for.
Og på samme måde er Oscars rejse – som Dorothys – en dannelsesrejse, der skal få ham til at indse, at han er forkert på den. Som i de klassiske folkeeventyr er der en mening med galskaben, og hvor Dorothy i Oz lærte at sætte pris på det, hun havde hjemme på gården i Kansas med sin tante og onkel – »ude godt, hjemme bedst« – skal Oscar lære at være mere ydmyg og hjælpsom og mindre egoistisk.
Spørgsmålet er dog, om han når at lære det, inden han beslutter sig for at stikke af med alle de rare penge fra skatkammeret.
Visuelt spejler Sam Raimis Oz the Great and Powerful tillige Victor Flemings film: De første 20 minutter af filmen, hvor vi befinder os i Kansas, er billederne sort-hvide og i det næsten kvadratiske Academy-format. Men da Oscar bogstavelig talt dumper ned i Oz i sin luftballon, kommer der masser af farver på billederne, som samtidig bliver meget bredere.
Især kontrasteringen af sort-hvid og farve er et enkelt, men meget effektfuldt virkemiddel, som også Fleming benyttede sig dygtigt af, og man forstår både Dorothy og Oscars fascination af det farvestrålende eventyrland, som ikke er ufarligt, men umiddelbart så meget mere tiltalende end den triste virkelighed, de kommer fra.
Oz the Great and Powerful er i 3D, hvilket indimellem giver billederne dybde og afføder enkelte sjove effekter, hvor ting og sager flyver ud af lærredet mod publikum. Men egentlig er det ligegyldigt, og jeg vil mene, at filmen er lige så flot og sjov og spændende i ganske almindelig 2D.
Victor Fleming behøvede ikke den slags moderne taskenspilleri for at drage publikum ind i sit opbyggelige, eventyrlige univers, og det gør Raimi heller ikke.
Tro i ånd og tone
Sam Raimis (Evil Dead, The Quick and the Dead, Spider-Man, Drag Me to Hell) dynamiske visuelle stil passer fortrinligt til en historie som denne, og Oz the Great and Powerful er spækket med flotte og fantastiske optrin, hvor publikum føres rundt i eventyrlandet og sammen med Oscar forbløffes over de mange sjove planter, imponerende bygninger og spøjse væsener – hvad enten det er tumlingerne eller den onde heks’ flyvende monstre.
Selvfølgelig kan Raimis film ikke være lige så original og frisk som Troldmanden fra Oz, men jeg synes, at den fanger meget af ånden og tonen fra både Victor Flemings film og L. Frank Baums bog – der kun var den første af 14 bøger, han skrev om Oz. Begge film fortæller opbyggelige, pædagogiske historier på så eventyrlig en måde, at man slet ikke lægger mærke til det før bagefter.
James Franco er lige præcis så glat, upålidelig og selvcentreret, som han skal være i rollen som Oscar Diggs, mens både Mila Kunis og Rachel Weisz giver den gas som to af heksesøstrene. Det er dog Michelle Williams’ Glinda, der ender med at give filmen et menneskeligt og følelsesmæssigt centrum. Hun er både viljestærk og sødmefyldt, og om noget er det hende, der skubber Oscar i den rigtige retning med sit hjertensgode væsen.
Er man fan af Troldmanden fra Oz, skal man selvfølgelig se Oz the Great and Powerful – gerne sammen med børnene. Men sørg for at se den gamle film sammen med dem først. Det fortjener både de og den.
Oz the Great and Powerful
Instruktion: Sam Raimi. Manuskript: Mitchell Kapner og David Lindsay-Abaire.
