Udvendighedens inderlighed

Andet bind af Thomas Manns fortællinger viser, hvordan han som moden forfatter bøjede sine ekstremer ind imod hinanden
Illustration: Scanpix

Illustration: Scanpix

22. marts 2013

Lægger man de to bind med nyoversættelser af Thomas Manns kortere prosa ved siden af hinanden, er det vanskeligt at afholde sig fra manøvrer udi den sammenlignende psykologi. I hans Tidlige fortællinger 1893-1912, der udkom i oktober 2012, ser vi den smukke, begavede, fremadstormende, unge forfatter, i Sene fortællinger 1919-1953, som Gyldendal udsendte i denne uge, den aldrende, behørigt gennemfeterede verdensberømthed, med leverpletter på håndryggen og en skinnende vorte under sit venstre øje.

Begge har hånd under kind og moustache over en myndig, fast tillukket mund. Men hvor den unge skuer langt, langt bort, som om han for længst har gennemskuet, hvad der befinder sig lige i nærheden af ham, og egentlig intet har kunnet øjne, bortset fra tomhed og død, dér kigger den ældre direkte på én og virker kun delvis så streng. I hans blik er kommet mildhed, en overbærende ro, som om han omsider har stillet sig på menneskenes og livets side.

Idyl og parodi

Nå ja, alt dette er jo kun projektioner. Men de bekræftes langt hen ad vejen, hvis man sammenligner de 25 fortællinger i det første med de syv i det andet bind. Den strenge, stramme, tørre, elegante form og udtrykkets sylespidspræcision er den samme, men det kan alligevel tit virke, som om man her møder to vidt forskellige forfattergemytter.

Den fremherskende modsætning i hans tidlige fortællinger stod mellem nihilistisk skepsis og en hårdt tilkæmpet bekendelse til det almindelige, det daglige liv. Forskellen mellem hans tidlige og sene fortællinger ses mest i, at hans indbyggede yderpunkter er begyndt at bøje sig imod hinanden. Til den ene side er han et sted idylliker og kan virke følsom nær randen til sentimentalitet, og på den anden side praktiserer han en gennemskuer-lidenskab, der ytrer sig ved distance og ironi, litterært-formelt ved travesti og grum parodi. Men det højst forunderlige består i, at Mann så alligevel ikke er naiv, hvor han er blød, ligesom han heller ikke er entydigt destruktiv dér, hvor han flår vores illusioner bort.

Afstanden og nærheden mellem den første og den sidste af de sene fortællinger siger i grunden alt. »Herre og hund« fra 1919, med undertitlen »Idyl«, leverer et følsomt, humoristisk portræt af Bauschan, den tyske hønsehund, som familien Mann havde i fire år, og som forfatteren åbenbart selv overøste med omsorg og ømhed. »Den bedragede« fra 1953, det sidste færdigskrevne kortere prosaarbejde, beretter i en barokagtig ornamenteret stil om en halvtredsårig enkes forelskelsesforår og bratte død. Lyst over for mørkt, skulle man tro. Men i hundehistorien er døden og destruktionen til stede overalt, og i fortællingen om Rosalie Tümmler er det svært at overse mildheden og overbærenheden.

Rosalie er, som fornavnet siger, begejstret for blomster og, som efternavnet fortæller, omskiftelig af sind. Da hun forelsker sig i sine store børns amerikanske sproglærer, Ken Keaton – egentlig en såre ordinær personage, der ikke har noget særligt at byde på »ud over sin gode kropsbygning, sin frigjorte optræden og sit jævne, venlige væsen« – blomstrer hendes kvindelighed op, og tænk, miraklet hænder, hendes menstruationer vender tilbage. I hvert fald bløder hun lige med ét. Hvad er da mere rimeligt og naturligt end at give den gavmilde natur frit løb?

Tolv sider inden historien slutter, drager Rosalie, sproglæreren og hendes børn på udflugt til et barokslot ved Rhinen, og inde bag en hemmelig dør tilstår hun ud over en halv sides ekstatisk senromantisk retorik sin lidenskab for dennes (halvt så gamle) genstand. I morgen, måske allerede i aften, kommer jeg hen på dit værelse, Ken!

Rosalie dukker dog slet ikke op. Hun begynder i stedet at bløde med større voldsomhed end sidst, indlægges omgående og dør kort tid efter af kræft, sygdom overalt i de nedre regioner. Mann havde hørt historien fra sin hustru en dag ved morgenbordet og sørgede, inden han skrev den, for at rådføre sig med lægefaglig konsulent. Men da han så skrev den, blev den en konfrontation mellem det 20. århundredes rationelle bevidsthedsform og det 19. århundredes romantik. Frontalt mødes fortællingens poler i en scene, hvor mor og datter spadserer, og Rosalies lidenskaber ildnes ved en duft af moskus, men hvor lugten – eller nok snarere stanken – viser sig at stamme fra et halvråddent kadaver besat af spyfluer i hundredvis.

Legeme og ånd

Litteraturforskerne har kunnet vise, hvordan »Den bedragede« trækker på den kendte antikke fortælling om Amor og Psyke. Tilsvarende ligger en gammel indisk beretning til grund for »De forbyttede hoveder« fra 1940.

Historien er her kort fortalt den, at en ung brahmin forelsker sig i en dejlig ung pige og af sin socialt laverestående ven får hjælp til at fri. Brylluppet holdes, og ægteskabet fuldbyrdes, men da de tre kort efter befinder sig på tur, viser det sig, at idyllen dækker over en smertelig konflikt. Sridaman har ikke formået at vække Sitas erotiske lidenskab, og hun på sin side hentæres af længsel efter husvennen Nanda. I et tempel på vejen hugger begge de unge mænd hovedet af sig selv, og da deres kupler takket være en gudindes mellemkomst bliver sat på igen, sker der en højst beklagelig fejl. De har ikke fået øjne i nakken, men har fået deres hoveder forbyttet, hvilket giver Mann lejlighed til en vidunderlig, skiftevis dybt tragisk og højt humoristisk fantasi over temaet ånd og krop, bevidsthed og seksualdrift. Stilistisk balancerer han mellem patos og ironi på en måde, der gør teksten til en mannsk signatur og ikke bare til en sekundær genfortælling.

Det samme gælder i »Loven«, hvor Mann under Anden Verdenskrig indlever sig i historien om Moses og udleverer ham som én stor tvetydighed. »Moses, der vil civilisere folket, lader henrette. Moses, der vil sørge for ordnede moralske forhold, har selv en elskerinde, endda en sort. Moses, som med vold og magt og plager vil ud af Ægypten, så han kan forme sit folk i fred, er selv halvt ægypter, Faraos ætling.« Her citeres Per Øhrgaards forord til Villy Sørensens oversættelse i Gyldendals Bibliotek (1991), hvor det indsigtsfuldt hedder, at Manns Moses-novelle nok er en kritik af kulturens grundlag, den vrængende afsløring af det ufuldkomne i alle forsøg på fuldkommenhed, men også formår at »kaste parodiens, ironiens og humorens kåbe« over hele beretningen, og dermed vise manden Moses som den foreløbige, problematiske – men jo den eneste, der er, ligesom Churchill i samtidens England.

Hvad angår selve oversættelserne, tror jeg såmænd godt, man kunne have genoptrykt Villy Sørensens tekst. Det samme kan imidlertid ikke siges om Ernst Thomsens fordanskning af to af de øvrige fortællinger »Mario og troldmanden« og »Uorden og tidlig sorg« (1951) eller om H.C. Branners oversættelse af »Den bedragne« (1954). De blegner stilfærdigt i sammenligning med Judyta Preis’ og Jørgen Herman Monrads fordanskning, mest fordi denne i modsætning til forgængerne respekterer de små modificerende indskud og de fine stilistiske toneskift i Manns omhyggeligt gennemarbejdede tekster. Samlet betragtet giver hans to bind fortællinger læseren lejlighed til at fundere over paradokset: at der i stilens kuldslåede udvendighed kan bo en avet varme, en tillid til medmennesket.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Foto: 
Gyldendal

Den yngre Thomas Mann, der pryder omslaget på ’Tidlige fortællinger’ og den ældre mere milde version af forfatteren på ’Sene fortællinger’. Foto: Gyldendal

Fakta

Sene fortællinger 1919-1953
Thomas Mann
På dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
349,95 kr.
Gyldendal
 

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu