Læsetid: 5 min.

Udvendighedens inderlighed

Andet bind af Thomas Manns fortællinger viser, hvordan han som moden forfatter bøjede sine ekstremer ind imod hinanden
Illustration: Scanpix
22. marts 2013

Lægger man de to bind med nyoversættelser af Thomas Manns kortere prosa ved siden af hinanden, er det vanskeligt at afholde sig fra manøvrer udi den sammenlignende psykologi. I hans Tidlige fortællinger 1893-1912, der udkom i oktober 2012, ser vi den smukke, begavede, fremadstormende, unge forfatter, i Sene fortællinger 1919-1953, som Gyldendal udsendte i denne uge, den aldrende, behørigt gennemfeterede verdensberømthed, med leverpletter på håndryggen og en skinnende vorte under sit venstre øje.

Begge har hånd under kind og moustache over en myndig, fast tillukket mund. Men hvor den unge skuer langt, langt bort, som om han for længst har gennemskuet, hvad der befinder sig lige i nærheden af ham, og egentlig intet har kunnet øjne, bortset fra tomhed og død, dér kigger den ældre direkte på én og virker kun delvis så streng. I hans blik er kommet mildhed, en overbærende ro, som om han omsider har stillet sig på menneskenes og livets side.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu