Læsetid: 5 min.

Den umoralske

Henrik Rasmussen gennemlyser den skandaleombølgede franske forfatter André Gide og overbeviser om, at det i høj grad er værd at ny- eller genlæse dele af værket
Gides forfatterskab har stadig en særegen vibrato, en superintelligent gallisk kynisme og smertelighed.
8. marts 2013

Om den førhen så feterede og skandaleombølgede franske forfatter og nobelpristager André Gide (1869-1951) har der i Danmark ikke stået megen blæst, for ikke at sige at der nærmest har været vindstille siden 1960’erne, hvor han blev flittigt oversat, efter at hans hovedværk, romanen Falskmøntnerne, publiceret i hans toneangivende tidsskrift La Nouvelle Revue Française 1924-25, i bogform 1926, indskrev sig i prosamodernismens historie og var kommet på dansk 1941.

Dette og meget andet kan man nu læse om hos Henrik Rasmussen, litterat og højskolelærer, i hans fortræffelige og velordnede monografi, Frihedens pris. André Gides liv og værk. Den søger med et vist held at overbevise om, at det er ulejligheden værd at ny- eller genlæse visse dele af Gides værk.

Vi var dengang efter Anden Verdenskrig dog ikke så få, der med naiv henrykkelse kunne dyrke hans nietzscheansk patetiske Les nourritures terrestres (1897) (Jordens frugter) et frigørelsens og nydelsens evangelium med paroler som ’Familier, jeg hader jer!’ og ’Lad dit syn på verden være nyt i hvert eneste øjeblik!’

Ny var førnævnte roman ved sin fortælling i to spor, hvor handlingen med dens mange personer til stadighed kommenteres af forfatterens refleksioner i dagbogsnotater om, hvordan den skal skrives. Altså en ny metafiktion. Gide førte livet igennem en omhyggelig og omfangsrig journal, i sig selv et åbenlyst, selvspejlende hovedværk – her i Rasmussens bog markeret ved omslagets fotografi, der viser Gide foran et flerfløjet spejl, hvor han med en smøg i munden selvbevidst ordner sit lapsede slips. Forfatterskabet ligner da også et facetteret spejlkabinet, hvor en indre kronisk konflikt vendes og drejes med dobbeltheden af pligtmoral og lyst, der giver konstant hovedværk. Der er derfor ingen anden udvej for monografen end at sammenføje og analysere liv og værk i genskær, som digteren selv har gjort, for at se kunsten.

Platonisme og sex

André Gides far døde tidligt, og han blev opdraget af sin strengt calvinistiske mor sammen med et par kusiner. Forelskelsen i den smukke Madeleine resulterede i et 40 år langt platonisk ægteskab, mens han erkendte sin homoseksualitet, der forløstes i forhold til arabiske drenge under rejser i Algeriet samt i andre, voksne forhold. Hans trang til puritansk selvopofrelse kunne ikke skilles fra denne udleven af sanseligheden. Madeleine stod for en legemliggørelse af kristen, åndelig kærlighed, mens hans krop som 24-årig lærte en nydelse af jordens frugter at kende.

Forfatterskabet udfolder på den vis en stadig voksende dialektisk karakter som to modsatrettede, forbundne sider af hans personlighed. Således er Den umoralske (1902) og Den snævre port (1909) skrevet samtidig. Rasmussen analyserer grundigt de to komplekse romaner og deres litterære teknik og fortællesystemer. Den ene om frigørelse og den anden om dyd. Tvillingbøger af modsat indhold, som kompletterer hinanden i deres brev- og dagbogsform. Med Vatikanets kældre (1914) begav han sig ind i latterkulturens satire med en kynisk fortællerrolle, som vender og drejer synet på det umoralske menneske. Den er skrevet i relativistisk ånd som et farceagtigt modspil til Dostojevskijs Forbrydelse og Straf, idet hovedpersonen Lafcadio ligesom Raskolnikov begår en spontan forbrydelse, en acte gratuit. Men hvor denne til slut fortæres af skyldfølelse og anger, smutter Gides antihelt udenom ved et bekvemt og uforpligtende skriftemål.

Kynismen skal ryste og provokere moralsystemet. Romanen vakte forargelse i vide kredse. Yderpunkterne tiltrak altid André Gide, religiøst og politisk, det sidste i en først lige så stærk tilnærmelse som derefter absolut frastødning af kommunismen og Sovjetunionen.

Fordomme

Den kritiske selvransagelse kan skyldes hans puritanske opdragelse, der ikke var sådan at slippe af med. Den sokratiske dialog Corydon (1924) var en kulegravning af den homoseksuelle livsform. I kampen mod fordommene har diverse forfattere måttet benytte forskellige strategier, således hos tre næsten jævnaldrende kunstnere, der i øvrigt alle var udstyret med solide moderbindinger.

E.M. Forster havde en lignende længelevende puritanistisk mor at slås med og skrev i 1914 romanen Maurice over sin kvalfulde, homoerotiske frigørelse, men lod den først udkomme efter sin død i 1970. Den kom sidste år på dansk sammen med Anne Mette Bruuns biografi over ham, Udsigt uden værelse. Hans øvrige forfatterskab skjuler og flytter på kønsidentiteterne, mens Marcel Proust åbent behandler homoseksualiteten ved at flytte den fra fortælleren Marcel til diverse andre figurer og deres fordækte verden. Gide havde modet og nødvendigheden af åbent opgør i sig netop i den evige henvendelse til den rene kvindelighed i den tilbedte Madeleine. At hun på et tidspunkt brændte alle hans breve til hende, var et chok for ham og et tab af levet liv i skriften. Proust skrev i en vis forstand hele sit værk til den elskede mor, som var ganske frisindet, men uafvidende gjorde sig skyldig i en enkelt gang at unddrage ham et godnatkys. Så mange spor af tabt tid og liv, af undertryk og modtryk. Gide gjorde sig pinligt erindret ved at nægte at optage indledningen til den unge Prousts På sporet af den tabte tid i sit tidsskrift. Han fik dog tid til at fortryde.

Dagbogsliv

Livshistorierne risikerer at blive lige så væsentlige som fiktionsfortællingerne, og i den aktuelle nutid er det nærmest normen at tætføre dem under navn af roman. Gide fiktionaliserede også sine dagbøger, der ikke bare levede et selvstændigt organisk liv, men i den ene eller anden form flyttede ind i andet materiale. Hans liv var et eksperimentelt digt. I den forstand har hans mere eller mindre glemte, både heterogene og identitetsmærkede forfatterskab stadig en særegen vibrato, en superintelligent gallisk kynisme og smertelighed, som denne danske første indføring kan animere en til med æggende paralleller til Søren Kierkegaard og Nietzsche.

Forfatterskabets afsøgende protestkultur, generationsopgør, forstærket af bundethed og frihedstrang og konflikter med massive fordomme hos både højrefløj og venstrefløj, er stadig ikke forældet, lige så lidt som dets kønskarakter ikke er problemløs: Et sådant liv uden faste forankringer er et valg mellem den snævre port og ladeporten til en usikker frihed og uendelig ironi. Læseren må finde sin vej i fortolkningen af de nævnte værker og flere til og kan have god brug for at slå følge med Henrik Rasmussen i hans beskrivelse af frihedens pris. Man kunne dog have ønsket Gide indsat langt tydeligere i den litterære modernismes sammenhæng for at se hans nybrydende betydning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu