Læsetid: 1 min.

YouTube i 3D

Fluxus engang – kikset i dag
Eric Andersen: 9 Minds.

Eric Andersen: 9 Minds.

Dorte Krogh

22. marts 2013

Bedømmelse: 2/6

Eric Andersen er en dansk fluxuskunstner, der siden 1960 har kæmpet mod et forfængeligt kunstsystem, der kun tænker i navne, objekter, institutioner og penge, ved at lave sit helt eget forgængelige system, der kun handlede om øjeblikket i en slags mediekunst, der ikke lod sig indfange, men skulle udføres og opleves på stedet.

Men helt så oprigtig var kampen åbenbart heller ikke, for i den store retrospektive udstilling over hans liv og levned, der netop er åbnet i Kunsthallen Nikolaj, kan man se en møjsommeligt indsamlet mængde dokumentation over disse værker.

Eric Andersen har installeret et fireetagers stillads i det store kirkeskib med videoprojektioner fra tidligere aktioner og happenings på væggene, 15 rum med adskillige værker i hver og masser af gøgl på gulve og i stolper. Det er en slags YouTube i 3D, hvor Eric Andersens liv bliver afspillet uden hensyn til relevans, timing eller æstetik.

Uden at fornærme nogen er det lidt noget gammelmandsgøgl. Der er sedler, man kan udfylde, hvor man kan skrive, hvad man fortryder. Og der er tekst på gulvene, som inddeler rummene i områder, for eksempel er der et område til ’7 bjergbestigere i sølvtøj’, ’5 personer der diskuterer noget vigtigt’ og et til ’et antal personer der synger.’

Historisk interesse

Eric Andersens ældre værker er flittigt dokumenteret, men det er svært at forestille sig relevansen.

Han havde et diskussionsværk i New York, hvor han i otte timer sad på et galleri og opfordrede til, at »den sidste vilje« blev sikret som en menneskeret, »nu hvor færre og færre bliver henrettet i fængslerne«. Andersen opfordrede til, at man udfyldte et skema, hvis man havde under seks måneder tilbage at leve i. Så ville han forsøge at opfylde ens sidste ønske.

Fluxus engang. Kikset i dag. Medmindre man har en historisk interesse i den tid.

Eric Andersen: Liaison i Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads 10, København til den 19. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu