Læsetid: 5 min.

Blind mand anklager

Hans Bondes støjsender af en debatbog rummer væsentlig kritik af moderne identitetspolitik, men den fortoner sig i et inferno af selvretfærdighed
Udpegningen af en række kvindelige ministre er udtryk for symbolpolitik og »kan gøre vores folkestyre mere sårbart,« mener Hans Bonde i debatbogen ’Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme’.

Asger Ladefoged

19. april 2013

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Helle Thorning Schmidt blevet statsminister, fordi hun er en ung, smuk, lyshåret kvinde. Hun er kejserinden uden tøj på, hvis inkompetence var skyld i regeringens håbløse håndtering af sagen om den københavnske betalingsring. Astrid Krag, Ida Auken og Karen Hækkerup er kvindelige maskotter. Valget af dem som ministre er udtryk for symbolpolitik.

Professor Hans Bonde buldrer og brager løs med anklager fra første kapitel af debatbogen Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme. Bevisførelsen kniber det med. Her insinueres blot kraftigt, for »det kan naturligvis ikke bevises,« men »alt tyder på«, at for eksempel forhenværende økonomiminister Lene Espersens ringe håndtering af den kriseramte banksektor skyldes hendes manglende erfaringer, som jo altså ikke længere er en hindring for kvindelige politikeres succes, al den stund at de ansættes på grund af deres køn og udseende, hvilket ifølge Hans Bonde »kan gøre vores folkestyre mere sårbart«.

Hvordan kunne bestyrelsen på Arken overse Anna Castbergs cv-fuskeri, da de ansatte hende som museumsleder? Fordi de havde brug for en kvindelig »paradehest«. Milena Penkowa? Båret ukritisk frem, fordi hun er kvinde, hvilket »utvivlsomt (har) skadet Penkowa ved at give hende indtryk af, at der kun eksisterede medvind, og til sidst, at hun kunne gå på vandet«.

Skru ned

Man kunne godt ønske sig, at Hans Bonde skruede ned for støjniveauet. Dels fordi vi har med en vidende kønsforsker at gøre, tidligere modtager af HK’s ligestillingspris og dansk repræsentant i EU’s Ligestillingsinstituts ekspertgruppe, men især fordi bogen gemmer på vigtige og kritiske indsigter.

Det er relevant at spørge, som Bonde gør, om ’ligestilling’ er i fare for at blive synonymt med ’kønsbalance’. Det er relevant at overveje, hvor identitetspolitikkens grænser går; om der bliver fokuseret for ensidigt på kønsrepræsentation, når virksomheder skal kunne tvangsopløses, hvis ikke deres bestyrelse består af minimum 40 procent kvinder, eller når først Københavns og siden Aarhus Universitet økonomisk belønner fakulteter for at ansætte kvindelige professorer. »Hver eneste arbejdsplads, uddannelse, bestyrelse, kultursektor og politiske forsamling er nu kommet under mistanke, hvis ikke den er tæt på ens kønsfordeling,« skriver Bonde, hvis skrækscenarie er et samfund, der vurderer folk på baggrund af deres identitet snarere end deres meritter.

For hvis kvinder skal sikres repræsentation på universiteter og i bestyrelser gennem kvoter og særregler, hvad er så argumentet, spørger Bonde forståeligt nok, for at etniske minoriteter eller homoseksuelle ikke skulle kunne gøre krav på samme positive særbehandling? Hvordan undgår man at »rationelle argumenter og dialog skydes til side til fordel for en ren interessekamp baseret på kollektive identiteter«?

Tillid til systemet

Løsningen, ifølge Hans Bonde, er tilsyneladende at lade verden gå sin gang. Han har stor tillid til systemet. Han sammenligner samfundet med et 100-meter-løb, hvor banen er kridtet ens op for alle. Alle mennesker har formelt set lige muligheder, og hvis de præsterer forskelligt, er det udelukkende udtryk for forskellige evner eller prioriteter.

»Vi har fuld ligestilling i Danmark i dag, men en del kvinder og mænd vælger meget forskelligt. Frihed er, at vi respekterer disse valg,« skriver Bonde og slår fast:

»Kvinder tvinges ikke til at ’kæmpe på mændenes betingelser’, men på fair betingelser.«

Han afviser enhver form for kønsdiskrimination. Der findes ikke noget glasloft, men glashoveder, »altså kvinder, der er så bange for, at deres hoveder splintres mod det hårde erhvervslivs krav, at de skaber myter om usynlige barrierer for at slippe for dilemmaet«. Selv de mest maskuline felter er åbne for alle. Den eneste hindring er egen uformåen. Mønsterbryderne fungerer som bevismateriale: »Det kan jo godt lade sig gøre,« skriver Bonde om fysikeren Marie Curie og hendes nutidige fagfæller Elizabeth Blackburn og Lene Hau. Det kræver bare »benhårdt arbejde, visioner og total dedikation«.

Historisk er der heller ikke noget at komme efter, mener Bonde. Jovist, husbonden havde magt over sin hustru, men han havde til gengæld ansvar for hele husstandens overlevelse, så mon ikke det går lige op:

»De fleste kvinder, der ofte var svækket af børnefødsler i et samfund uden prævention, har utvivlsomt været glade for ikke at skulle bære dette ansvar for hele husholdet.«

Det er Hans Bondes klare opfattelse, »at moderne mænd ikke har ringeste grund til at skamme sig over ’gammel gæld’ fra en fortidig kvindeundertrykkelse«.

Lad os bare godtage den pointe, skam er alligevel ikke den bedste motivationsfaktor for at gøre verden til et bedre sted. Men måske er det slet ikke et spørgsmål om skam. Måske er det et spørgsmål om at anerkende historiske uretfærdigheder som en arv, der stadig påvirker den sociale virkelighed. Diskrimination trives fint uden lovhjemmel. Sorte amerikanere bliver stadig dømt hårdere end hvide for sammenlignelige forbrydelser. De færreste vil benægte, at det stadig er sværere at komme til jobsamtale i Danmark, hvis du hedder Hassan, end hvis du hedder Hans.

På samme måde lader det feminine til at være udsat for en systematisk nedvurdering. Hvordan kan man ellers forklare, at forældre generelt og uden belæg vurderer deres drengebørn til at være klogere end deres pigebørn? At det samme manuskript anses som betragtelig ringere af diverse litteratur- og teaterchefer, når Mette står som afsender i stedet for Mads? Det er dokumenteret til uendelighed.

Den kønsneutrale mand

Når der argumenteres for at kvinder skal kvoteres ind på diverse felter, er det som regel med reference til, at mænd er blevet de facto kvoteret ind gennem generationer. Det er ikke sikkert, at positiv særbehandling for kvinder altid er det bedste modsvar. Hans Bonde har god grund til at spørge, »hvorfor svaret på en formodet nepotisme og diskrimination skulle være mere nepotisme og ny diskrimination«.

Men det er helt sikkert, at den kategoriske afvisning af enhver form for maskuline privilegier gør det vanskeligt at lytte til hans kritik. Den fortoner sig i et inferno af selvretfærdighed. Tænk at man som hvid, veluddannet, heteroseksuel mand kan være så blind over for at leve i en verden indrettet af og for folk som en selv. Chauvinismen lyser ud af hans egne sætninger, men han kan ikke se det.

Hør ham håne feministiske forfatteres indførelse af det kønsneutrale ’hen’ i stedet for ’han’ eller ’hun’. Bonde mener, initiativet er overflødigt:

»Egentlig lidt fjollet i betragtning af, at ordet ’han’ faktisk allerede bruges kønsneutralt i dag, ligesom ordet ’man’«.

Vi tager den lige igen – fortrængningen bliver ikke mere eklatant:

»Egentlig lidt fjollet i betragtning af, at ordet ’han’ faktisk allerede bruges kønsneutralt i dag, ligesom ordet ’man’«

Det er helt rigtigt. ’Han’ bruges faktisk allerede kønsneutralt i dag. Lad der være helt stille, så alle kan høre det: ’Han’ bruges faktisk allerede kønsneutralt i dag.

Anmeldelsen kan læses i sin fulde længde på Anders Haahr Rasmussens blog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu