Læsetid 4 min.

Blues for en pladesamling

Virtuos dødedans fra Den Sorte Skole, der dog gerne måtte fare mere vild i egne labyrinter
23. april 2013

I am a poor pilgrim of sorrow,« klager en gruppe baptistsangere på »Overtime«, et af de absolutte højdepunkter fra Den Sorte Skoles nye og længe ventede samling, Lektion III.

Samplet er et af de relativt få på den monumentale triple-lp, der har fået betegnelsen unknown i den ellers minutiøse gennemgang af årstal, men er i hvert fald hentet fra legendariske Smithsonian Folkways, pionerer inden for indsamling og arkivering af musik på vej til at forsvinde.

Musik har i bund og grund altid været en pilgrim. Den har flakket omkring, hjemsøgt unævnelige steder, krydset grænser og fortalt historier fra den anden side. Og lige så længe, den har gjort det, har der været folk, der har anset den for suspekt og forsøgt at indskrænke dens frie bevægelse. I dag hedder den store barriere ejendomsret. Forestillingen om, at ikke blot en given komposition, men også et riff, en frase, et lille mikroelement af et nummer kan ejes af en bestemt kunstner fremføres ofte som en universel sandhed, men må i musikkens lange historie betragtes som en anomali.

Elegi og kampråb

Ralf Christensen ruller i det grundige essay, der ledsager Lektion III, en række juridiske cases op, hvor musikere er blevet sagsøgt for at bruge samples.

Det bliver også til en historie om Lektion III’s tilblivelse med den bitre konklusion, at den storslåede bastard, man sidder med i hånden, allerede hører en anden tid til. At den ikke kunne være blevet skabt i dag, eftersom lovgivning har indsnævret den frodige skov af musikblogs, som har været en vigtig medskaber for værket.

Så har pilgrimmen grund til at synge sin sorg og klage ud? Ja, så absolut. Er det grund til at stoppe festen? Nej, for pokker!

Det er sikkert ikke tilfældigt, at Lektion III føles som både elegi og call to arms. En melankolsk og bluesy tone, der møder et insisterende drive og en stædig kortlægning af det musikalske univers. Alle kortene lægges på bordet. En trodsig gestus set i lyset af de mange nidkære forsøg på at afsløre ulovlige samples. Og lad det være sagt:

Det er et imponerende landkort af samples, Den Sorte Skole ruller ud i Lektion III, der både er noget af en geografi- og historietime. Gamle jazz- og bluesplader møder jugoslavisk progrock, horrorfilm-soundtracks, mellemøstlig musik, krautrock, thai-pop og obskure sibiriske samples.

Gitte Hænning og 10.000 andre

Og såmænd kommer vi også lige omkring den danske diva Gitte Hænning, ligesom her er knusende industriel doom & gloom fra pionerer som Throbbing Gristle og Swans. I alt mere end 10.000 samples hentet fra 250 sange, 51 lande og seks kontinenter ifølge noterne.

Skulle man anmelde Den Sorte Skoles pladesamling, ville den uden tvivl få topkarakter. Men det interessante i denne sammenhæng er selvfølgelig, hvordan den faktisk bliver brugt.

Den Sorte Skole er rundet af en hiphop- og DJ-kultur, men Lektion III er dog langt fra at være hiphop. De avancerede sampler-mosaikker trækkes helt i forgrunden i en tilstræbt sømløs lyd med kun begrænset brug af hiphoppens signaturlyde som scratching. Idealet er et globalt spøgelsesorkester, hvor stemmer og lyde fra fortiden og fra vidt forskellige steder og kulturer bringes sammen og jammer. Isolerede elementer fra gamle plader flettes på fascinerende vis sammen, som havde det altid været meningen, at netop de skulle mødes og holde fest i musikkulturens kollektive underbevidsthed.

Levende døde

Ikke tilfældigt henviser mange samples til zombier, vampyrer, ånder og andre former for levende døde, hvad enten det er Roky Eriksons »I Walked With A Zombie«, Exumas’ voodoo-blues eller Popol Vuhs uforglemmelige soundtrack til Werner Herzogs Nosferatu. Som en fin detalje i denne fortælling henviser Ralf Christensen til, at en af samplingens mestre og et uomgængeligt forbillede for Den Sorte Skole, DJ Shadow, en gang fandt et skelet af en flagermus bagest i sin yndlingspladebutik. Således er samplerkulturen tæt forbundet med en åndemanermytologi, hvor stemmerne fra de døde stiger op af pladeriller. Frankenstein-musik kaldes Lektion III også i noterne.

Frankensteins monster er dog karakteriseret ved, at man ser sammensyningerne. Deri består det monstrøse: At man så tydeligt ser, at det er en krop sammenflikket af forskellige dele, og at den hele tiden er på vej til at gå op i sømmen. Og det er også min eneste anke mod Den Sorte Skole.

Deres monster er næsten for sømløst. Som sådan er missionen lykkedes til fulde, og det virker plat at anklage en gruppe for simpelthen at være for gode til det, de laver. Men jeg kunne godt savne, at de for lidt mere vild i deres egen spøgelseslabyrint. At de i højere grad turde konfrontere monstrøsiteten og bruddene frem for hele tiden at stræbe efter det gode flow.

Alligevel er Lektion III en imponerende bedrift, så brug roligt disse lockout-tider til at tage en lektion i Den Sorte Skole. Du har lektier for.

Den Sorte Skole: Lektion # 3 feat. Dark Matters, Koncert. Fra den 10. maj. – 12. maj i Skuespilhuset Store Scene. Pris: 235 kr.

Rasmus Steffensen er freelancejournalist, kommunikationsmedarbejder på Jazzhouse og projektleder på Fanø Free Folk Festival.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu