Læsetid: 4 min.

Dengang da et andet samfund var en mulighed

’Efter revolutionen’ er nuancerede hippieminder uden glorificering eller ekstase – en film, der går i hjernen – snarere end hjertet og blodet
25. april 2013

Biler, bygninger og andre ting står i lys lue undervejs i ungdomsdramaet Efter revolutionen, men filmens pyroteknik stikker ikke så dybt: Fortælletonen er nemlig næsten kølig. Det er en sober skildring af en periode, hvor temperamenterne var i kog, og fronterne trukket hårdt op – og en af filmens kvaliteter er netop, at den ser nærmere på fronterne, som viser sig at være mere fragmenterede end som så.

Efter revolutionen begynder i Frankrig i 1971, tre år efter de studenteroptøjer i Paris, der nu er blandt ungdomsoprørets mest kendte episoder overhovedet. Gymnasieeleven Gilles er aktiv på venstrefløjen, men drages muligvis lige så meget af den psykedeliske del som af den politiske. Han har desuden kunstneriske ambitioner, der involverer kæresten Christine (spillet af Lola Creton) i rollen som model.

Tåregas og knippelsuppe

Sammen med nogle klassekammerater begynder Gilles at udføre relativt pubertære politiske aktioner, såsom at male slagord på deres gymnasium. Men en dag sker der noget uforudset, som får ham og vennerne til at skjule sig i Italien, hvor de også møder lokale ligesindede.

Selv om det formentlig ikke er hensigten, at man skal investere de helt store følelser i figurerne, giver den franske instruktør Olivier Assayas få minutter inde i filmen de unge et forspring med hensyn til publikums sympati. Vi ser nemlig, hvordan politiet – med hvad der til forveksling ligner småsadistisk fryd – prygler løs på de kalvede gadekæmpere. Der er ikke så meget at sige til, at tilliden til folk over 30 kunne ligge på et lille sted.

Olivier Assayas er født i 1955 og var dermed akkurat gammel nok til at deltage i kampen, dengang et helt andet samfund lignede en realistisk mulighed. Gilles er hans alter ego og spilles af debutanten Clément Métayer, der ikke er uden tilstedeværelse på et lærred: Hans høstakhår er et fint billede på sjælelig flakken omkring, men Metayers ellers så åbne ansigt udstråler også et eller andet, der får en til at tro, at han nok skal træde i karakter som individ en skønne dag.

Efter revolutionen er på nogle punkter rig på flertydighed, som når en amerikansk nudist på syre proklamerer, at han »hader kommunister«. Gilles anskaffer sig desuden en bog, der kaster et kritisk blik på formand Maos kinesiske kulturrevolution og dermed også er en vigtig brik i det mere komplekse billede, som filmen tegner af samtiden og dens mange fraktioner.

Markant metalag

I den henseende er Gilles en interessant central skikkelse, for han virker forbavsende ideologisk fleksibel. Eksempelvis får han ansættelse hos sin far, der bestemt ikke tilhører proletariatet. Faktisk svarer han og hans jakkesæt temmelig godt til den gængse forestilling om hippiernes fjendebillede!

Efter revolutionen er i høj grad også en film om film og andre medier: Gennem faderen får Gilles job inden for tv-branchen, selv om han vist nok mener, at tv sløver masserne. Hvad film angår, stifter han bekendtskab med både agitprop-produktioner om heroiske arbejdere og B-film med grønne søuhyrer og halvnøgne kvinder.

Det er desuden svært ikke at fundere over de utrolige forandringer, der i mellemtiden er sket inden for informationsdistribution, når man overværer en offentlig fremvisning af en propagandafilm med efterfølgende debat. Og når figurerne diskuterer, om man kan lave revolutionære film i et traditionelt filmsprog, er det nok også ment som en selvironisk kommentar fra Assayas side. Med sine mange yndefulde kamerakørsler og sin stemningsfulde lyssætning er Efter revolutionen bestemt ikke uden god, gammeldags æstetisk appel.

Endelig er der hilsner til tidligere værker af Assayas, blandt andet hedder hovedpersonerne i Cold Water fra 1994 også Gilles og Christine.

Knas med kompasset

Filmens periodedetalje er gennemarbejdet, ikke mindst på kostumefronten, selv om det lovlig smækre unge cast giver nogle scener et strejf af animeret modemagasin.

Den store svaghed er, at figurerne generelt ikke er særligt dybe eller nuancerede. Efter revolutionen tegner et portræt af en gruppe og er dermed næsten en ensemblefilm, men som sådan lidt kedelig i kanten, fordi Christine og nogle af de øvrige figurer er utilstrækkeligt udtænkte.

At historien ofte virker retningsløs, er mindre generende, for dette kan jo ses som en afspejling af de unges livsfase, den, hvor man med rynkede bryn dasker til det eksistentielle kompas for at sikre sig, at skidtet overhovedet fungerer.

Fordi man, eller i al fald denne anmelder, ikke forføres på et følelsesmæssigt plan, er der god tid til at reflektere over de ideer og betragtninger, Assayas bringer på banen, herunder et mere tidløst tema: Skal man gå målrettet efter at udfolde sit potentiale eller bare lade sig føre ned ad floden af det miljø, man er en del af?

Vil man have ungdomsoprøret serveret som berusende billedtrip, må man opsøge andre film om perioden end Efter revolutionen, som på godt og ondt tilbyder noget andet.

’Efter revolutionen’. Instruktion og manuskript: Olivier Assayas. Fransk (Grand Teatret og Vester Vov Vov i København samt syv biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu