Læsetid: 3 min.

Dødsmesse uden brod

Nyt dansk requiem åbenbarede smukke intentioner og blev flot udført, men døden er ikke noget, man bare opliver
Nyt dansk requiem åbenbarede smukke intentioner og blev flot udført, men døden er ikke noget, man bare opliver

Jens Astrup

8. april 2013

For nylig kom en ven overrasket hjem fra Copacabana: »Jeg troede livet var alt for langt, men det er jo alt for kort!«

Sådan en indvirkning havde den eksotiske, sydlandske livsglæde på et tungere nordisk sind. John Frandsens Requiem er også et projekt, der vil gøre menneskene gladere for livet. Ikke med inciterende sambarytmer, men med musikalsk kompleksitet og et strejf af symfonisk digt for kor og orkester og ved at sætte livet over for døden. John Frandsens værk er som en hel Noahs ark, der digter og maler dødsmessen til en lang ‘operatic’ historie med begyndelse, midte og happy ending, styret gennem undergangen til havblik af rocksangeren Teiturs indslag af beroligende salmer. Men spørgsmålet er, om man går oplivet hjem.

Alene det at give verden et nyt requiem er en begivenhed. Dødsmessen er interessant nok den mest nulevende latinske messe, som mange mennesker har et forhold til gennem store klassikere som Mozart, Verdi og Fauré. Mozarts »Lacrimosa«-sats hænger i ørerne fra filmen Amadeus, »Dies Irae« fra Verdis requiem lyder i mangt en actionfilm og Faurés »Pie Jesu« er et hit til både begravelser og afslapnings-cd’er. Således komponerer man sig med et requiem ind i en bredere lytterskare, der allerede har oplevelser og forventninger til denne genre.

John Frandsens værk startede meget smukt i en særpræget og smuk stilhed, der mest af alt mindede om en oprydningsstemning dagen derpå (ikke noget dårligt billede på døden) – spredt klokkeværk, svingende blæsere, let paralyserede strygere – der efterhånden gled over i noget mere artikuleret kammerspil, som igen gled over til præsentationen af de fire solister. En meget smuk begyndelse, der fra starten slog det filmiske, billedlige og rumlige ved stilen i værket an. Hver sats havde sin idé med sine komponenter, en rigdom af sangersoli, korsatser og orkester- og kammerspil i alle nuancer. De stærke ideer leverede stor plasticitet til musikken, men var også ofte hørbare som netop ideer.

Stærke advokater

Arbejdet var imponerende fra alle hold. Som dansk korsanger kender man John Frandsen og hans tonesprog, og det var opløftende at høre dette forhold udtrykt i en musikalsk fortrolighed fra korets side.

Orkesteret var tændt og veloplagt under Henrik Vagn Christensens direktion og de fire klassiske solister intet mindre end fire velvalgte fremragende sangere, Sine Bundgaard, Andrea Pellegrini, Peter Lodahl og Halvor F Melien, der stod som stærke advokater for værkets kvaliteter. I sidste ende glimrede også pigekoret med en smuk og ren englesang. Som stærkeste indslag stod alligevel Teiturs enkle salmesang. Han trækker vejret, når han vil, har de toner, han nu har og synger smukt og med tydelig tekst. For ikke at tale om Per Salos integrerede orgelspil, der i al sin kontrasterende kompleksitet lød klarest som komponistens egen stemme med færre ideer og mere musik. Tekstmæssigt kan man spørge sig selv, om vi kan bruge tekstforfatteren Simon Grotrians postmoderne salmer til noget. Her hører jeg for alvor forgængeligheden ringe ind. Men i musik blev ordene smukke.

Død uden brod

Hvad John Frandsen selv har gjort opmærksom på i forskellig foromtale af sit requiem, så har et fokus i tilblivelsen af værket været det moderne menneskes manglende forståelse af døden som et grundvilkår. Det er interessant at have for sig, når man går i gang med en dødsmesse. Har man det ligefrem som en udfordring at gøre døden levende, er man virkelig ude i noget stort. På trods af et værk med mange kvaliteter, syntes den eneste, der glimrede ved sit fravær dog stadig at være dødens majestæt, hvilket måske havde at gøre med, at den latinske messes katolske dramatik i Frandsens hænder aldrig blev lige så autentisk som den protestantiske salmesang.

Derved udeblev også Frandsens ønskede effekt: at man skulle gå oplivet hjem, glad for livet på baggrund af døden. Den livsglæde, der lever i dødens naturlige nærvær i et fattigt og solrigt land som Brasilien, har en hård kamp her i det velbjergede nord, hvor der skal mere end ideer og det store orkesterudtræk på bordet, for at døden i vores dødsfornægtende samfund ikke forbliver en velkomponeret fis i et hornstykke.

Fredag den 5. april kl. 19.30; Koncerthuset; John Frandsen: ’Requiem’; DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret, DR Pigekoret, Dirigent Henrik Vagn Christensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu