Læsetid: 4 min.

Dødsværelsets klaustrofobi

Det kunstneriske åndedræt er hivende og rivende i en betagende retorisk strøm i det nye stadium af Thomas Bernhards selvbiografiske roman i fem bind
12. april 2013

Med Åndedrættet. En afgørelse er den danske oversættelse af Thomas Bernhards fembinds selvbiografiske roman nået midtvejs efter sidste års udgivelse af Årsagen. En antydning og Kælderen. En unddragelse, som fortalte om hans barndom i nazismens og katolicismens Salzburg under og efter Anden Verdenskrig. Han flygtede fra det autoritære gymnasium og erhvervede sig på egen hånd en læreplads i købmand Podlahas’ kælder i det skumle Scherzhauserfeld-kvarter, hvor han frigjorde sig fra de brutale og perverse autoritære systemer og familiens idealer til en ny barsk realitetssans og desuden gennem en kontakt til et musikalsk ægtepar udviklede sine kunstneriske evner.

Alt det træder nu noget i baggrunden, mens hans filosofiske bedstefar og velgører vokser i betydning ved det vendepunkt i den 18-åriges liv, der indfinder sig, da han rammes af en svær lungesygdom, en såkaldt brysthindebetændelse. Han indlægges på samme dystre hospital, hvor bedstefaren, ved et sært tilfælde netop selv er havnet som patient. De får voksende brug for hinanden til opretholdelse af livsviljen.

Dødens gru

Den relativt korte periode på et par måneder er fortalt af den voksne, tilbageskuende ræsonnør med al Thomas Bernhards vrede i behold og fulde udfoldelse i et skræmmende nærvær af dødens gru.

Verdenslitteraturen er velforsynet med sanatorie- og hospitalsskildringer, men jeg mindes ikke et lignende intens hadeskrift på hele hundrede sider over et »hensynsløst arbejdende dødsproduktionssted«, bl.a. også kaldet »antihelbredelses-, ja denne menneskeødelæggelsesmaskine«, oplevet indefra, med en næsten fast synsvinkel fra en seng i hjørnet af det såkaldte dødsværelse, hvor han af mærkelige grunde er anbragt blandt de hastigt døende patienter, som på tur bliver fjernet i skramlende zinkkister. De er anonyme, men om enkelte opsnapper han skæbneforløb, som nu den forhenværende ungarske general, der som flygtning var havnet i Salzburg, den omrejsende marskandiser fra Mattighofen, der slipper for sygeplejerskernes og lægernes »lidelses- og plagemaskine« ved at falde død om ved håndvasken, postbudet fra Oberösterreich med det tavse drengeansigt, som springer op fra tremmesengen med et skrig og dør i armene på sygeplejersken, der slæber ham bort. Den mest meddelsomme værelsesfælle er kroværten fra Hofgastein, der af gammel vane holder styr på besøgende og kender rygter om deres liv, indtil det bliver hans tur.

Nogle når at undslippe sygehuspræsten, der rituelt lunter rundt med den sidste olie. Lægerne, »medicinens magtesløshed klædt i hvidt«, er netop kun en hvid mur, hvorpå det er umuligt at få øje på noget menneskeligt træk. De er rædslens ambassadører. Alting er noteret, som det der foregik i hovedet på den unge mand, som han dengang var, pointerer fortælleren.

Bedstefaren besøger ham hver dag fra en anden afdeling, hvor han er genstand for stadige undersøgelser for en ukendt eller ufortalt lidelse. Også hans familie, hans mor og søskende og hendes mand kommer i besøgstiden, og de undlader i dagevis af falsk hensyntagen at fortælle, at bedstefaren er død, et chok, som han bearbejder til forhøjet livsvilje, nødvendig for at kunne håbe på en musikalsk fremtid som sanger, en drøm, der unægtelig trues af angrebet på hans lunger.

Da hans tilstand forbedres, flyttes han til et rekonvalescenthjem for patienter med sygdomme i åndedrætsorganerne. Her i højderne uden for Salzburg får han som værelseskammerat en ung, filosoferende arkitekt, der kommer til at demonstrere, at der er klasseforskelle på patienter. Ansvarsløse læger har sendt den 18-årige til dette ellers tarvelige forhenværende hotel, som i virkeligheden er et lidelsens sted for tuberkuløse, med den konsekvens at han for livet smittes til denne sygdom. Trods en sådan dyster udsigt kværner tankerne om valget mellem et muligt videre liv som købmand eller sanger.

Frydefuldt

Hvad det kunstneriske åndedræt angår i dette tætte portræt af et ungt menneske i et nyt vendepunkt, så er det om ikke hæsblæsende, så hivende og rivende i en betagende retorisk strømmen og dermed også strømførende, ja, nærmest frydefuldt for den kyniske læser, der falder for gentagelsernes stilistiske musik, det stædigt observerende, analyserende blik, der ophober iagttagelser og fortolkninger, så man på en anden måde selv stønner af klaustrofobisk rædsel i dødsværelsets beklumrede atmosfære. Det understreges af det typografiske billede af en pauseløs fremstilling, lange sætningskæder uden ophold og nye afsnit hele vejen igennem til sidste side. Det kendes fra Marcel Proust, men hvor den franske satiriske esprit her modsvares af en tysk geistersonate af aggressiv inderlighed. Der er magi i denne evne til at kunne oplade nøgleord med betydning og endevende dem ned over bogsiderne og skabe dækning for metoden. Den er ikke maner, men nødvendighed, tør man mene, når det hen mod slutningen meget passende hedder: »At gøre sig eksistensen klar, ikke kun at gennemskue den, men hver dag at oplyse den så meget som muligt, er den eneste måde, hvorpå man kan få bugt med den på.«

Det kan tilføjes, at det er lykkedes oversætteren også i dette afsnit af den lidenskabelige, østrigske dramatiker og prosaists erindringsbearbejdning at skabe en stærk sproglig dækning for denne sorgfulde vrede i forventning om dens fortsættelse og udvikling.

De fem bind er skrevet i årene 1975-82. Han døde i 1989. Det er med noget større fortrøstning, man i dag både der og her kan betro sine sygelige lidelser til hospitalsvæsnet, hvor man dog altid skal vælge sin læsning med omhu, som den unge Thomas Bernhard også gør litterært rede for

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu