Læsetid: 4 min.

Dyk ned i himlen uden at drukne

Stian Holes smukke billedbog ’Annas himmel’ sender lys ind i sorgens fristende mørke
5. april 2013

Annas mor er død. Det er dét, Stian Hole ikke siger, men viser i sin seneste billedbog, Annas himmel. Han viser det med den stemning, han maner frem med sine smukke collager og den sarte sætningsrytme. »Anna kan mærke at far er rastløs selv om hun ser den anden vej. Hun kan mærke det på luften, på græsset, i arret på knæet, i modermærket på halsen og i hvert eneste hårstrå på hovedet.«

Det er fornemmelsen af, at en anden persons følelse kan omfavne én, så man næsten ikke kan mærke sig selv.

Den knugende fornemmelse udstråler far i begyndelsen af Annas himmel. Et enkelt blik på bogens første billede, og det står klart, at far sørger. Anna derimod. Hun ligger på ryggen på en gynge med hovedet lagt tilbage så håret falder ned mod jorden i en rød kaskade. Hun ligner ikke én, der er på vej i kirke.

Men det er nu engang det, der sker. Far og Anna er på vej i kirke. De er bare ikke helt klar. Anna er i hvert fald ikke, hun skal først spørge om en masse. Om Gud var mere god før i tiden, om hvorfor han ikke gør ondt til godt, når nu han gør så meget andet og om han mon er ved at blive lige så glemsom som mormor. Og med henvisning til højsangen spørger hun til sidst om der mon findes noget på den anden side af spejlet? Men far ved det ikke. Han har ingen svar længere. Men så tager Anna selv affære.

»Se far! Der er et hul i himlen« råber hun og så dykker de ned i hullet og »svømmer til Marianergraven, og så flyver vi gennem Krabbetågen til et sted hvor himlen står under vand.«

Det samlende barn

Det er en fantastisk rejse hvor gobler og svaler svæver side om side, hvor blomster og blækspruttearme vokser ud af Annas hår, hvor far flyver på en makrel og mor er gartner i Paradis.

Men far og Anna møder ikke mor. Hun er dog alligevel alle vegne, for hun er tilstede i alt det, hun har fortalt Anna om verden. Om solsikker og dualisme.

Ligesom i Stian Holes stilfærdige mesterværk af en billedbogstrilogi om drengen Garmann er barnet en samler. Både Anna og Garmann samler på viden om verden omkring dem. En voksen har delt et verdensbillede med dem, og nu tegner de selv videre. Ordner, forklarer og danner mening i al den fabelagtige forvirring som universet har at byde på. Garmann samlede helt konkret på planter til et herbarium som han og hans far var i færd med at forfatte. I Annas himmel er der ikke noget herbarium, men hendes spørgsmål samler sig til hobe, så hun til sidst står med en orden som er helt hendes egen og som kan give de svar, hun har brug for. Men hos Stian Hole er det ikke kun barnet, der udvikler sig. Farens tur gennem Annas minder resulterer i, at det til sidst er ham, der ligger på ryggen på gyngen med hovedet lagt tilbage og det omvendte ansigt rettet mod beskueren. Hans verdensbillede ser også anderledes ud derfra. Da han først gav slip på den knugende sorg og dens fristende mørke og i stedet legede med på Annas fantasi, skete der noget.

Stemning mere end fortælling

På samme måde belønnes læseren, når man lader sig opsluge. På et af bogens første opslag anes en kirke i horisonten. Far står med ryggen til og bøjer hovedet mod jorden. I hånden holder han en buket roser. Hvis han nu kiggede op, ville han, ligesom læseren, pludselige opdage, at skyerne danner konturerne af et mildt kvindeansigt, der kysser ned mod ham.

Det er det magiske ved Stian Holes billedbøger: Man bliver aldrig færdig med at betragte collagerne, der viser en verden hvor proportioner og dimensioner er sat ud af spil og alt vises i et forvrænget, men ikke forkert billede. Alt er som det skal være og så alligevel overhovedet ikke. Det er netop som i et spejl i en gåde.

Teksten i Annas himmel er begrænset. Der er dialog, men der er en stemning mere end en fortælling. Der er et tydeligt handlingsforløb, men det er lige så tydeligt, at det ikke er det, der er det centrale. Tekst og billede danner en stemning, som hjælper handlingen på vej. Uden stemningen ville Anna og far aldrig nå i kirke, og ordene føles næsten skrøbelige. Som om de kan blæse væk, hvis man ikke leger med – ligesom de små rosenblade, der svæver rundt på siderne.

Som det også var tilfældet med serien om Garmann har Naja Marie Aidt stået for oversættelsen, og det er gjort med en sans for den særlige tone, hvor hverken ordene skal tage magten fra billederne eller omvendt de skal – som taget ud af Garmanns herbarium – indgå i en symbiose, der gør begge dele uundværlige. På trods af collagernes og tekstens detaljerigdom er der ikke et gram tilfældighed eller overflødighed i Annas himmel. Allerede fra bogens omslag inviterer Anna læseren i fuld fart ind i sin himmel, hvor et lyst sind sørger. Hvor døden mødes med leg uden at blive mindre alvorlig af den grund. Hvor spørgsmål, der altid stilles, men aldrig kan besvares, alligevel bliver det – om barnet så skal gøre det selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu