Læsetid: 5 min.

Erindringer på trods

Den store norske forfatter Dag Solstad i mammutsamtale om sin vej til kunsten i overraskende og bemærkelsesværdig erindringsbog
19. april 2013

Den store norske romanforfatter Dag Solstad, der bærer et i sig selv lysende navn, har for længst erklæret, at han ikke er til sinds at skrive erindringer, ligesom han har tænkt sig i tide at brænde alle personlige papirer, da hans liv kun har interesse gennem det, der er kommet til udtryk i kunstnerisk form. Der er derfor grund til at studse over, at han har indvilliget i gennem hele to år at lade sig udspørge detaljeret om både liv og værk i en netop udkommet samtalebog på knap 500 sider, hvor det bl.a. hedder, at »en biograf er uvedkommende«, og »alt hvad jeg ønsker å si, og som kan være vanskelig nok, har jeg mulighet til å få sagt i mine romaner«.

Det kunne en boglæser da også sagtens erklære sig tilfreds med, hvis det ikke var for simpel og nutidstypisk nysgerrigheds skyld. Når den usædvanlig store memoirebogs utrættelige samtalepartner, journalisten og forfatteren Alf van der Hagen alligevel ikke virker trættende eller uvelkommen, skyldes det ikke mindst den energi, Solstad selv lægger i betoningen af sit liv som et værk, som en frigørelsens vej til skabelsen af et originalt kunstnerisk udtryk, en værdi af betydning for andre.

Der har været nok at skulle frigøre sig fra. Det drejer sig om social arv fra deklasseret og forarmet småborgerskab i provinsbyen Sandefjord og risikoen for at havne som uduelig bankelev, om en overvindelse af det missionske familietryk – som har været baggrund for mangen en skandinavisk forfatterskæbne, en derfra stammende indflydelse fra en længe levende mor, en sorg over det tidlige tab af farens verden og alt det, han ikke fik spurgt om. Dertil en stadig kamp mod en indgroet generthed og modsvarende hæmningsløse og mere eller mindre skandaløse temperamentsudtryk, man får groteske eksempler på. Endvidere en arbejdsmæssig tilpasning af mangeårig alkoholisme. Flere familiemæssige omskiftelser på vejen ind i det fjerde, varige ægteskab er forståelige omkostninger.

Refleksion

Hvis det ikke havde været for Solstads dels stilfærdige, dels bistre humor, hans anekdotiske indslag og aforistiske tilspidsninger, som heldigvis tager til i det lange forløb, kunne det som antydet have været træls læsning ude blandt de mindste detaljer, som den fortrolige udspørger med detektivisk begejstring noterer sig. Til tider er han mere vidende og detailmættet end Solstad selv, da han har researchet i vennekredsen og utallige kilder.

Han har desuden brugt det særlige kneb at lade sine spørgsmål, kommentarer og konfrontationer sætte i brødskriftens typografi og uden pedantiske anførselstegn eller andre markeringer, så det hele illuderer som de to personers fælles videnskorpus. Han fortæller i efterskriften om sin metode i redaktionen af et mægtigt båndmateriale, det har resulteret i en decideret skrevet og komponeret tekst: Solstads ’Uskrevne memoarer’, en mundtlighed bearbejdet til skrift. Fremstillingen er i det væsentlige kronologisk, inddelt i ti- eller femårs kapitler med en voksende idemæssig refleksion.

Vækkelser

Og er det ikke fremgået før, så understreges det her, at digterens egent-lige vækkelse skete med 1960’ernes modernisme – eller modernitet, som den litterære tidsånd her benævnes. Solstad var den, der tog initiativ til, at det skikkelige studenterblad Profil blev overtaget af en flok kampglade jævnaldrende forfatterspirer som organ for nye tanker, ny kunst. Han var da efter forskellige løse job som lærervikar og journalist havnet i Oslo år 1962 for at studere idehistorie ved universitetet.

Det var imidlertid den store politiske vækkelse, der derefter inklusive ham hjemsøgte landet Norge, som det senere formuleredes af gymnasielærer Pedersen, som Solstad lod være fortæller i den sagnomspundne roman fra 1982. Det var dér, han ti år senere med humoristisk overskud karakteriserede den bølge af maoistisk begejstring med udgangspunkt i marxisme-leninisme, der længe blev hans og forfattergruppens alvorstunge image. For hans vedkommende indtraf vækkelsen med romanen Arild Asnes 1970, hvor den frie forfatterskikkelse skildrer sit dilemma og til slut er den, der stemmer dørklokker for partiavisen Klassekampen. Derefter fulgte hans 25. septemberplassen, en roman der triumferer over venstrefløjens indflydelse på, at Norge stemte nej til EF i 1972.

Ikke for det, Solstad har gemt socialismen i sit hjerte og gennem lang tid bevaret en tilknytning til AKP-miljøet, ligesom hans bøger stadig udkommer på forlaget Oktober. Ikke desto mindre bagatelliserer han i anledning af en fornyet litterær diskussion det ti år lange hektiske politiske forløb med ordene: »Jeg hadde bare følelsen av at jeg var ute og pissa.« Og til den undrende samtalepartner svarer han »Men hva er ti år for en kineser, da?« Den store Roman 1987 går tæt på den personlige historie i så henseende. Den indbragte ham Nordisk Råds pris og cementerede hans statuariske betydning.

Titler

Den tidsbevidste forfatter ynder faktuelle bogtitler som Elvte roman, Bok atten eller den uforlignelige 16.07.41 fra 2002 med hans egen fødselsdato og med forholdet til faren som tema. Det hårdt savnede ophav ses af det professionelle jeg i åbningsscenen fra et flyvindue i engleskikkelse som svævende på en sky med sin basun hvilende i skødet og vingerne eftertænksomt slået ned. En grundscene fra drømmen eller det ubevidste.

Ellers kan der fokuseres på et personnavn som i Professor Andersens natt (1996) eller T. Singer (1999) samt den seneste Armand V. Fotnoter til en uutgravt roman (2006), en fabelagtig, dristig konstruktion, der får en til at tænke på den nærværende tekst om hans uskrevne memoirer.

Litterært kommer vi vidt omkring i Solstads tankeverden af valgslægtskaber fra Proust, Thomas Mann, Gombrowicz til Kierkegaard efter den ungdommelige Hamsun-besættelse. Interessant er hans stadige brug af nationalikonet Henrik Ibsen, som han egentlig ikke bryder sig om, viser det sig. Videre om kunst, politik, historie, religion og anden metafysik, en omfattende referenceverden, der også sætter skæbnebegrebet i relief. Og det med en flerøjet, flerstrenget tænkemåde, der også viser sig i hans forhold til de fortalte, sammensatte figurer, bipersoner i tilværelsen.

Man bliver klogere på hans brug af egen person i fiktionen, bl.a. gennem en kort en passant-bemærkning om forskellen på hans metoder og Knausgårds, behageligt upolemisk. Man imponeres af den stadige insisteren på sprogarbejdets kredsende vej mod det uudsigelige, fodnoternes selvkommenterende lidenskab i opsporingen af det uigennemtrængelige i romanen om romanen, der skal gennemlyse tilværelsens skæbnespil.

Man lades ikke i tvivl om hans tiltro til den klassiske dannelseskultur og mistillid til underholdningskulturens dominans. Det er kulturradikalismens temaer, der her fastholdes med den troværdighed og tilforladelige patos, som hans samlede værk underbygger.

Musikken som kunstart er til gengæld ikke det store tema i hans betragtninger, men den voksende musikalitet i hans samlede værker, der heldigvis for langt størstedelens vedkommende findes på dansk, er indlysende og bekræftes her i hans mundtlige – skrevne – tilstedeværelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu