Læsetid 4 min.

Den farlige habile kløe

Den betragtelige professionalisme i dansk musik gør, at det er blevet for nemt at kopiere sine forbilleder. Det kan være fatalt, banalt, men også nogle gange helt igennem i orden
25. april 2013

Betting On The Mouses debutalbum drejer i noget så gammeldags som en cd-afspiller, og det er en afdæmpet og elegant fornøjelse. Informations musikredaktør er formummet i sine hovedtelefoner og i selskab med en dansk kvartet, der lyder som om, de ikke vil vække naboerne. Og selvom deres sange krummer sig i egensindige positurer, så foregår det med et elegant, behageligt håndelag.

Martha Marie Skou er forsanger og enekomponist i bandet, og nogle gange bringer hun Betting On The Mouse, som albummet også hedder, lige så tæt på jazzen som på indiepoppen. Det er finurligt iscenesat med et band, der spiller dæmpet, selv når de dundrer – og er gode for masser af små melodiske og rytmiske detaljer, knips og raslen – og indfald, der kan lede tankerne hen på svenske Jenny Wilson og sågar det fabelagtige band, som hun kom fra, First Floor Power. Og Cat Power spøger også i denne behersket legende kattepotepop.

Solen skinner, musikken spiller. Men derfor kan man selvfølgelig godt brokke sig lidt. For jeg kan godt savne et lidt mere lysende sangmateriale og en lidt mere kantet produktion, når Betting On The Mouse strækker sig over et helt album. Men lovende og besnærende, dét er det.

Man kan også genfinde inspirationerne fra Cat Power hos danske Karoline Hausted, og samtidig det dramatiske momentum fra Tori Amos og det mere artige klaver fra Agnes Obel. Vi er i et drømmende univers på albummet Echoes, som, når det er bedst, er et manende følelsespoetisk univers, hvor mørket står og sitrer helt lydløst lige uden for projektørspottet, hvor Hausted sidder bænket ved klaveret. Når Echoes er dårligst, så bliver det for pænt og for komfortabelt hvilende i sig selv og sine virkemidler.

Ice Cream Cathedral kan godt finde ud af at stille kompositoriske spørgsmål til sig selv, at finde ro i rastløshed. Det bevidner de bedste sange på debutalbummet The Drowsy Kingdom med deres kantede karakter midt i al den flyvske skønhedsjagt.

Forsanger Anja T. Lahrman svæver elegant og hjemmevant rundt i de enorme klangrum. Cocteau Twins’ dreampop er en uomgængelig reference, men københavnertrioen finder deres egen glassplintrede logik i deres drømmende, kropsløse sange. Det er smuk, klart formuleret syntetisk pop, som det er let at lade sig henføre af. Men man kan godt tabe tråden – når det luftige bliver for anæmisk, eller når sangene mangler de afgørende knækkende kurver, der giver den nødvendige friktion, som hæver værket over muzakken. Det er ikke så meget blodmangel som originalitet, der mangler på Mechanical Bird’s nye album Bitter Herbs. Oprindelig Jakob Brixens soloprojekt, nu en sekstet med fuld hammer på de anglofile, men også amerikansk psykedeliske folkemusikreferencer. De kan også lyde som en treehugger-udgave af Arcade Fire eller som 16 Horsepower, der opdaterer folkeviser, og det er aldrig mindre end veldrejet, velspillet og inderligt.

Men det er også en så intens omfavnelse af en svunden tids eufori, at man får svært ved at høre Mechanical Bird for lutter historisk uld og guld. Det er virkelig dygtigt og bedårende udført, og der er nogle uomtvistelige perler undervejs, men hele den emotionelle sprængkraft virker desværre ofte lånt.

Aber dabei

Som man måske har kunnet fornemme, så er dette en anmeldelse præget af aber dabei. Der er ikke den dygtige udgivelse, som denne mavesure kritiker ikke har indvendinger mod. Det er forår, og så hidser jeg mig op over lidt huller i suppen. Men det er et reelt og måske i værste fald fatalt problem, hvis den tiltagende opkvalificering og professionalisme i dansk musik bliver brugt til stadig mere præcise kopier af forbilleder. Musikalske skred har det med at være baseret på netop at sigte efter, men ramme ved siden af sine idoler.

I stedet er flere af denne anmeldelses plader præget af den habile kløe; det, at give efter for lysten til at dyrke sine forbilleder med en vild og inderlig og uhindret nydelse – og være i stand til at gøre det med præcision. Og det kan være farligt at kunne klø så habilt. For det er respektløsheden og den stærke personligheds forvrængning af forbilleder, som må og skal trænge igennem i det musikalske udtryk.

Så galt står det slet ikke til her. Jeg leger bare dommedagsprædikant og maler fanden på væggen op til helligdagen. Men det er alligevel værd at bemærke, at især Karoline Hausted og Mechanical Bird er ret ferme og formfuldendte, men dermed også forudsigelige. Mens man godt kan finde sprækker hos Betting On The Mouse og Ice Cream Cathedral. Og det er jo som Leonard Cohen synger, der lyset kommer ind.

Betting On The Mouse: ’Betting On The Mouse’ (Questions & Answers) www.bettingonthemouse.dk

Karoline Hausted: ’Echoes’ (Blush Music) www.blushmusicrecords.com

Ice Cream Cathedral: ’The Drowsy Kingdom’ (Oh! My Collective/Selvudgivet) www.icecreamcathedral.com

Mechanical Bird: ’Bitter Herbs’ (VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu