Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Fiktionens frihed og min bare røv

Hallgrímur Helgasons veloplagte roman om en stærk ældre dame er kunstnerisk en vældig bedrift og politisk en værre stinker
Hallgrímur Helgasons roman ’Kvinden ved 1000°’ er helt fortjent nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris kunstnerisk set, men politisk set udøver forfatteren flabet og naiv historiefortolkning, mener Erik Skyum-Nielsen.

Hallgrímur Helgasons roman ’Kvinden ved 1000°’ er helt fortjent nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris kunstnerisk set, men politisk set udøver forfatteren flabet og naiv historiefortolkning, mener Erik Skyum-Nielsen.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
12. april 2013

Til dette års konkurrence om Nordisk Råds Litteraturpris har de fra islandsk side som den ene af landets to kandidater nomineret Hallgrímur Helgason (f. 1959) med romanen Kvinden ved 1000°. Det er et overmåde forståeligt valg, dels i betragtning af værkets gigantiske sproglige energi, dels på baggrund af, at dets altid originale ophavsmand for længst har skabt sig et betydeligt nordisk ry med 101 Reykjavik (1996, da. 2001), Islands forfatter (2001, da. 2006) og Stormland (2005, da. 2007).

Men valget må samtidig kaldes dristigt, eftersom denne nye roman ripper op i et fælt gammelt sår, nemlig den dybe flænge, som opstod, da Björn Sveinsson Björnsson (1909-98) indtrådte i Waffen-SS og gjorde krigstjeneste på Østfronten, og det med så voldsom og langvarig nidkærhed, at han 6. juni 1944, dvs. på det, vi siden husker som D-dag, skrev til sin overordnede og ikke alene bad ham afholde udgiften til en ny uniformsjakke, men også udtrykte ønsket om, at man snarest fik sat skub i islændingens ansøgning om at blive rykket op i rang som tysk officer.

Björn Sv. Björnsson var bestemt ikke nogen hr. hvem som helst. Eller rettere, hans far var det ikke. Han hed Sveinn Björnsson og blev elleve dage senere republikken Islands første præsident. Nu måtte følgelig skampletten, sønnen, skjules. Da Björn Björnsson efter fængselsophold i Danmark vendte hjem til Island, blev han gemt af vejen på Bessastadir, præsidentresidensen, og han måtte højt og helligt love sin far ikke at gense de gamle kampfæller og aldrig fortælle sin pinlige historie. Anden del af løftet holdt han imidlertid ikke. 1989 udkom hos forlaget Iunn bogen Ævi mín og sagan sem ekki mátti segja (Mit livsløb og historien som ikke måtte fortælles).

Grovkornet snak

I Hallgrímur Helgasons bog, som er en roman, ikke en biografi, men som alligevel i et vist omfang må forpligte sig på fakta, har præsidenten begribeligvis fået lov at beholde sit virkelige navn; men nazisten, SS-soldaten, er omdøbt til Hans Henrik Bjørnsson og beretningen lagt i munden på dennes datter, Herbjørg Maria Bjørnsson, der lænket til en hospitalsseng i en lejet garage i det østlige Reykjavik venter utålmodigt på at dø. Vi skriver efteråret 2009, og Herbjørg eller Herra, som ikke kan udholde tanken om endnu en ensom højtid, har valgt at blive brændt inden jul. Heraf romanens titel Kvinden ved 1000°: krematorietemperatur.

Alt imens hun pulser cigaretter og hendes sygdomsplagede krop tæller ned til nul, fortæller hun historien eller rettere historierne om sit brogede liv. Hvordan hun tilbragte krigsårene i Danmark, Tyskland og Polen. Hvordan hun rejste med far hjem til Island, men brød op og kom til Argentina. Hvordan hun fik og mistede en datter. Hvorledes hun siden rejste omkring, uddannede sig til fotograf, kyssede med John Lennon i Hamburg, flyttede tilbage til Island og giftede sig med tre mænd, der allesammen hed Jon: Forjon, Midterjon, Efterjon! Fik en juristsøn med hver. Brød op og blev ambassadesekretær i Paris, fiskerhustru/bondekone i det nordvestlige Island, blev franarret sin retmæssige arv og altså nu endte her i garagen, hvor hun ruger trofast over en ret symbolsk håndgranat, som hun fik forærende af sin far, og takket være sin bærbare computer holder sig i kontakt med verden. Og snakker, snakker og snakker – livfyldt, vittigt, grovkornet, kynisk og ikke sjældent bidende ondt.

Model og fiktion

Denne ukuelige kvinde har forfatteren skabt over præsidentens sønnedatter Brynhildur Georgia Björnsson (1930-2008), hvem han kom i forbindelse med, da han i foråret 2006 via telefonen førte valgkamp for sin kones parti. De snakkede længe sammen, og han fik straks færten af en stærk og farverig historie, men da han ville følge ideen op, var den gamle dame desværre død. Han var derfor henvist til den levnedsskildring, som Steingrímur St. Th. Sigursson udarbejdede om hende og udgav i 1983 hos Örn og Örlygur under titlen Ellevu líf (’Elleve liv’, altså hele to flere end kattens!). Derudover talte han med hendes datter og mailede med hende en tid.

I nylige interviews har han udførligt redegjort for romanens biografiske baggrund, og i tidsskriftet Skirnir gav Alda Björk Valdimarsdóttir tidligere i år over 19 sider læserne en veldokumenteret belysning af forholdet mellem virkelighed og digtning i Kvinden ved 1000°.

Her må min anmeldelse af romanen nødvendigvis spalte sig ud i en hel række spor. Jeg beskriver og vurderer den som fiktion og som kunstværk, men dernæst læser jeg den politisk og tager her afstand fra dens dybt problematiske fortolkning af nazismen og Anden Verdenskrig, herunder specifikt den tyske besættelse af Danmark. I næste omgang må jeg udtrykke en lille undren over den overfladiske behandling, bogen hidtil har fået herhjemme.

Men allerførst skal vi lige have rundet relationen mellem model og litterær fiktion. Her er Hallgrímur Helgason principielt af den opfattelse, at i fiktionen må man alt. Det eneste, en forfatter ikke må, er at skrive en dårlig bog. Derfor bruger han nøjagtig, hvad der passer ham af Brynhildur Björnssons livshistorie. Han lader Herbjørg blive mobbet og kaldt for ’klipfisk’ i Sølvgade Skole, og han sender hende i pleje på en af de nordfrisiske øer, ganske som det skete i virkelighedens verden, men hvor modellen i sine erindringer gør mest ud af sine fem ægteskaber, tabet af hele to børn og sorgen, der mærkede hende for altid, lægger Hallgrímur Helgason hovedvægten på krigsårene og sætter grov plotmæssig trumf på, hen mod romanens slutning, ved lidet smagfuldt at lade far voldtage datter i kapitulationens Berlin.

Det var vistnok dette afsnit, der i 2011 fik modellens datter til at bede om beskæring af manuskriptet. Da hendes anmodning blev afvist, bl.a. under henvisning til, at en tysk udgave allerede var i trykken, valgte hun at respektere forfatterens kunstneriske frihed og nøjedes med i to artikler januar 2012 at beklage den medfart, forfatteren havde givet hendes mors eftermæle. Men dermed var den offentlige ravage om bogen ikke forbi. Maj 2012 gav Helga Kress, der er æresprofessor i kvinde- og kønsstudier ved Islands Universitet, f.eks. en offentlig forelæsning, hvori hun anklagede Hallgrímur Helgason for pornografisk ligrøveri under rubrikken ’Fri jagt på kvinder’!

Ud af tavshedskulturen

Denne diskussion kan islændingene passende føre internt. Hvad det handler om her, må være at fastslå, at Hallgrímur Helgason med sin voldsomme, viltre, veloplagte fortælling formår at gøre en kynisk og på en måde frastødende jeg-fortæller til en mere og mere tiltalende og dermed mere og mere troværdig figur. Det er og bliver hans æstetiske bedrift: at berette vigtige dele af Islands nyere historie, ja, af det 20. århundredes europæiske historie, på betingelser sat af et fiktivt vidne med sår på sjælen og kroppen. Hans fortjeneste består i at bryde den islandske ’tavshedskultur’ og give stemme til en outsider, for hvem intet er helligt, lade en kvinde protestere imod mændenes vanvid og fremsætte som sin filosofi, at det ene køn ikke er det andet underlegent. Heri ligger vistnok, hvad forfatteren i interviews har kaldt for ’feminisme’.

Men romanen er mere end det. Udover at være kvindekritik af mænd og en datters kritik af sin far er den en ældre misantrops kritik af den yngre generation. Den er en heks’ hårde angreb på ’normaliteten’, og den er det traditionelle islandske bonde- og fiskersamfunds kritik af det moderne spekulant- og snyderland med dets amokløbne pengepugeri og overfladiske blær og tant: ’pengerismen’, som Herbjørg kalder det. Ikke for ingenting har forfatteren ladet fortællingens nutid sammenfalde med krisens og finansskandalernes år.

Når dette er sagt, er der imidlertid også grund til at kritisere et ikke uvæsentligt ideologisk aspekt ved romanen, nemlig dens naive psykologisering af nazismen som udsprunget af »Hitlers dybe ensomhed« og dens flade individuelle årsagsforklaring på Hans Henrik Bjørnssons SS-karriere som et oprør mod en svag far, der dyrker sin yndige elskerinde, sangfuglen Nina Bang, og lader sit ægteskab sygne hen. Romanen er ikke langt fra (ganske som Björn Sv. Björnssons personlige selvretfærdiggørelsesbog fra 1989) at bortforklare nazismen som en ungdomsvildfarelse, sådan som det eksempelvis sker, når Hallgrímur Helgason lader Herbjørg undskylde farens SS-aktiviteter som et logisk produkt af hans »lederlammelse«.

Skamløs historiefortolkning

At dette aspekt forekommer mig så vigtigt, skyldes, at romanen oveni, hvad den ellers er, også giver en ret hård islandsk kritik af Danmark og danskerne. Lad mig som dokumentation citere afsnittet, hvor Herbjørg og dermed i et eller andet uudgrundeligt omfang også bogens forfatter omtaler modstandsbevægelsen:

»Gennem hele besættelsestiden i Danmark havde voksne mennesker tysk disciplin; ingen vovede at kritisere tyskere eller tysktalende danskere. Den såkaldte frihedskamp blandt danskerne nåede først sin fulde styrke på dagen for kapitulationen, da alle ønskede, at de havde været helte. Med børnene forholdt det sig anderledes. Det, der blev hvisket om i hjemmene, talte børn åbent om i portene. Ja, i porte, gyder, alléer, gangtunneler, skolegange og skovstier. I virkeligheden eksisterede den danske modstandsbevægelse kun blandt børn.«

Det er en flabet historiefortolkning og i realiteten en skamløs, grov historieforfalskning i betragtning af, at antallet af illegalt organiserede ved årsskiftet 1944-45 passerede 20.000, og at tyskerne i alt arresterede 14.000 danske modstandsfolk. Af den samme løgnagtige skuffe er romanens karikerede beskrivelse af København år 1940: »De fleste vinduer var mørkelagte, og over de officielle bygninger vajede det begsorte svastika som en frygtindgydende ulykkesørn.«

Adspurgt om dette oplyser besættelsestidshistorikeren John T. Lauridsen, at der 1940-45 alene blev flaget med hagekors over bygninger, som besættelsesmagten helt eller delvis benyttede, og hverken over f.eks. Københavns Rådhus eller Christiansborg.

Romanens fremstilling er på dette punkt grebet ud af luften. Når det har afgørende betydning, er det, fordi Hallgrímur Helgason afstår fra at skelne klart og gør et stort nummer ud af at skildre Herbjørg og ikke mindst hendes ’uheldige’ SS-far som passive ofre for udefrakommende kræfter og fremstille nazismen, ikke som en politisk, social, kulturel realitet, men som en abstrakt og selvstændigt virkende, totalt altovergribende, overmenneskelig kraft eller magt.

Disse problemer ved bogen har efter al sandsynlighed optaget det tyske forlag. En medarbejder på Tropen Verlag, en sektion af Klett-Cotta, har således over for mig oplyst, at de dér i 2011 simpelthen »valgte, hvad man ville have, og hvad man ønskede skåret bort eller bearbejdet.« Og gransker man romanen i dennes tyske version, viser der sig at mangle hele 30 af originalens 155 kapitler: dels nogle nutidsafsnit, dels nogle flashback-sekvenser, men nok så interessant også krigsscener fra Østfronten og særlig det ekstremt fladpandede lommefilosofiske indslag om den arme ensomme Hitler.

Eksplosion og vulkan

I fiktionen må man alt, forsikrede Hallgrímur Helgason, da han her i marts præsenterede sin roman på Den Sorte Diamant og gav interviews til pressen. Må man ting i Danmark, som man ikke må i Tyskland, når det drejer sig om så vigtige sager som nazismen og modstanden imod den? Og hvilke »beskæringer og bearbejdelser« forestår der mon i de mere end ti andre lande, til hvilke bogen siges at være solgt?

Jeg bliver nødt til at indskyde, at jeg tilfældigvis er oversætter på årets anden islandske kandidat Gumundur Andri Thorsson, og jeg skal for god ordens skyld understrege, at jeg ikke lufter denne kritik i den hensigt at underkende Hallgrímur Helgasons skrivekunst. Tværtimod har jeg nydt hans stil, og det med så stor koncentration, at jeg glemte at smøre mit maveskind med creme, faktor 30, og således blev hummerrød i solen på St. Thomas, alt imens jeg skiftevis grinede stille og lod mig forarge ideologisk.

Tilbage efter hjemkomst og læsning af andres anmeldelser står en undren over, at tilsyneladende ingen har ladet sig anfægte af romanen. Jørgen Johansen kalder den i Berlingske Tidende for »en eksplosion af en roman« og slutter med, at ikke mindst den vældige energi gør Kvinden ved 1000° til »en ren vulkan af en roman.« Til den Islandskliché er at sige, at vulkaner måske nok tager sig majestætiske ud på afstand, men kan være helvede for den, der kommer i vejen for lavaen fra dem.En anden typisk anmelderreaktion ses i Weekendavisen, hvor Klaus Rothstein til denne lejlighed åbenbart har foretrukket en rolle som den lalleglade formidlingsdengse: »Velkommen til en vild roman med en vild forhistorie. Vild som i utrolig, vild som i utæmmet, vild som i hæmningsløs og grænseløs.« Velkommen, slutter han sin artikel, »til en vild og brutal fiktion om kvinden, der flygtede, mens røgen fra udryddelseslejrenes skorstene hang under himlen og nu selv søger plads i en krematorieovn, mens landet omkring hende kollapser under krise og bankkrak.« Det er udmærket skrevet, men mangler nødvendig kritisk distance til det problematiske forhold, at Holocaust reduceres til konsekvens af Førerens individualpsykologi, og at Islands moderne skæbne i bogen sættes i relief af en dybt ideologisk historiefremstilling og samfundsskildring, som fremstår nostalgisk, reaktionær og klart chauvinistisk i kraft af en særlig form for islandsk nationalisme, krydret med ’danskerhad’ af en art, man troede manet i jorden for længst.

Er bogen sprogligt en fornem bedrift, så er den dog politisk en stinker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christel Gruner-Olesen

skulle Helgasons danske forlag måske hellere havde censureret romanen ? :)

Steffen Gliese

Det er et problem, når en anmelder er moralist.

Ja, hvad faen skal man gøre, når en ellers dygtig skribent pladrer en ellers velgennemtænkt tekst til med klatter af tyndbenet nonsens. Man kan råbe "censur", som Information har valgt at spilde sin tid på at gøre. Eller man kunne glæde sig offentligt over, at der findes dygtige og modige redaktører, der hjælper forfattere ved at polere guldet frem. Mange klassikere er opstået på denne måde, som når fx en i første omgang rasende Dan Turèll sammen med redaktøren omskrev et indforstået langdigt til den letlæste succes "Vangede Billeder".

I det islandske tilfælde har redaktøren rundbarberet i selve forfatterens indskrevne holdninger, selv om det netop for en forfatter er legitimt at beskrive "Virkeligheden" på måder, der ligger langt fra alle former for "sandhed". Og det er da helt OK, når sådanne tilstræbte vrangbilleder kan fungere som effektive øjenåbnere hos læseren - men fx undertegnede bliver blot irriteret, når fx Hitler ukorrekt beskrives som vegetar.

Men netop eksempler som dette er også en udbredt "sandhed" i både fiktion og faghistoriske værker, sammen med kongens brug af jødestjerne og andet propagandabavl fra den gang - og modsigelser af dette forvirrer blot læseren. Denne skal pludselig bruge hjernevindinger på at forstå en sådan modstridende oplysning, så det ødelægger den tiltænkte læseoplevelse. Her ser jeg det altså som en meget nyttig justering af digterens elfenbenshvide manuskript, at en redaktør spørger ind til, om den påtænkte læser får det optimale ud af teksten.

Så kan forfatteren jo sige nej til alle ændringer, finde sig et andet forlag etc - eller selvudgive. Men alt for mange nyere bøger bærer præg af, at forlagsredaktørerne ikke får lov til, eller har penge til, ikke orker, at hjælpe forfatterens tekst ud i verden på bedste måde.

Jakob Andersen

Besynderlig anmeldelse fra Erik Skyum-Nielsen. Det er jo ikke Hallgrímur Helgason tanker om Nazityskland og Hitler vi læser i bogen. Det er Herbjörgs. Det kaldes vis litteratur (fiktion). Hallgríms egne tanker kan han gemme til et essay eller en artikel i Information.

Christel Gruner-Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar