Læsetid: 3 min.

Foret med rustfrit stål og betrukket med bly

Makkerparret Mouritz/Hørslev brænder overbevisende igennem på deres tredje, gennemført vellykkede udspil. Og trubaduren Allan Olsen beviser med sin seneste, dialekttunge og helt igennem eminente udgivelse, at han også er en uovertruffen digter på vendelbomål
Mouritz/Hørslev ved en koncert i Vega. Foto: Scanpix

Mouritz/Hørslev ved en koncert i Vega. Foto: Scanpix

2. april 2013

Der er nu noget ganske særligt over duoen Mouritz/Hørslev (som fra og med denne udgivelse har droppet tilføjelsen Projektet og hurra for det), hvad dens tredje vellykkede udgivelse, Allermindst dig selv, intet gør for at ændre på. Tværtimod er det nok det både fineste og kunstnerisk mest tilfredsstillende, man har hørt fra lige den kant. Det er vitterligt musik for sarte sjæle, vel at mærke den der særlige sarthed, som er foret med rustfrit stål og betrukket med bly. For det er nemt at lade sig forføre af de blide melodier, den diskrete instrumentering og Mads Mouritz’ effektivt underspillede produktion. Det er usigeligt behagelig lyttemusik, som kan placeres et sted mellem 1970’ernes soft rock og vor tids forkærlighed for den ambient stemningsfyldte, selv om der da også bliver plads til et par numre med diskret mere knald på. Til gengæld viser teksterne med jævne mellemrum tænder så skarpe som en nyslebet økse. Og det giver et smukt spændingsfelt, hvori løjerne kan udfolde sig.

Mads Mouritz har parallelt med duoen en karriere som sanger og sangskriver og har i år gjort sig positivt bemærket med ep’en Den sidste dag og den første i samklang med bandet Hælerne, hvor Lone Hørslev endvidere er digter og forfatter med en pæn røvfuld udgivelser på bagen. Så arbejdsdelingen er helt naturligt, at førstnævnte styrer det musikalske, mens sidstnævnte leverer tekster – langt over gennemsnittet! Mouritz synger det meste af materialet med sin karakteristisk hudløse, næsten smertende lyse vokal, men der bliver også plads til et par spor med Hørslev. Den gode nyhed er så, at hun har fået bedre styr på sin sangstemme, som aldrig har været stor, hvilket dog ikke bør forhindre den i at brænde igennem. Allerede på pladens andet nummer, det indtrængende »Gaver af ild«, synger hun for og leverer i samme ombæring sin bedste præstation til dato. På duoens ditto cd! Når årets bedste udgivelser skal gøres op, bliver det svært at komme udenom Allermindst dig selv, så meget er sikkert i en verden, hvor det meste er alt andet end.

Melankolsk refleksion

Poesi er som bekendt mange ting, og den kan snildt være dialekttung sangskrivning af den karakter, som den evige Allan Olsen leverer på halvdelen af sangene på sit fjortende album, Jøwt. Det udkom i starten af marts, eksklusivt hos Ole i CD-baren i Frederikshavn, et vaskeægte Allan Olsen-stunt. For bare rolig, den blev hurtigt tilgængelig hos SPAR-købmændene i Vendsyssel. Alle 44! Og siden er den stille og roligt sivet ud til alle os andre røvhuller, hvis dialekt er mere svajeragtig og nok også mere udbredt. For selv om det danske sprog stadig besidder en rigdom af klangnuancer, skal der ikke herske tvivl om, at vor dialektrigdom trues af modernitetens højeffektive massekommunikationsmidler, en udvikling så gammel som radioapparatet selv. Men stadig trist.

Her slår Olsen så et slag for det herligt knastørre og underspillede vendelbomål, han voksede op med, hvilket kun i begrænset omfang giver adgang for globale teenagere og etnocentrerede københavnerhipstere (der som bekendt ofte kommer fra … Jylland!), dette er musik for voksne og fordomsfri mennesker med interesse for vort sprog i al sin pragt, den gode historie og stederne, hvorfra vor verdener går .

Olsen har i denne ombæring i selskab med co-producer Gæst Vincent valgt at nedtone den instrumentale backing og i det hele taget se stort på studieteknologiens uendelige muligheder og i stedet placeret sit effektive og gennemførte old school-guitarspil helt centralt i lydbilledet. Han spiller jo herrefedt, så det giver mening, og de sparsomme arrangementer sætter sangene og ikke mindst teksterne i centrum, hvor de hører hjemme. Olsen er først og sidst historiefortæller af guds nåde og, som alle de bedste digtere, lystløgner, så man må sig forbarme. At pladen er tilegnet mindet om hans afdøde bror, forklarer muligvis den stemning af melankolsk refleksion, der gennemsyrer de ti sange her. At skiven som helhed hører til i toppen af Olsens produktion (inklusiv en fornem gendigtning af John Prines udødelige »Speed of the Sound of Loneliness«), skal så ikke lægges ham til last. Djærvt, redeligt og beåndet er materialet på Jøwt uden tvivl det nok mest gribende og overbevisende, denne hardcore trubadur så ødselt har velsignet os med ned gennem årene. Jøwt betyder fantastisk på vendelbomål. Og det er pladen så altså også.

 

Mouritz/Hørslev: ’Allermindst dig selv’ (Playground) Udkommer i dag

Allan Olsen: ’Jøwt’ (Zoobaba) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Østergaard
Morten Østergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Østergaard

" er materialet på Jøwt uden tvivl det nok mest gribende og overbevisende".

Det er helt sikkert muligvis noget sludder ;-)