Læsetid: 3 min.

Formidabel forbandelse

Peter Tudvads roman om Søren Kierkegaard er en suveræn bedrift. Der skal en enorm og mangesidet viden til at skabe et værk som ’Forbandelsen’, men Tudvad har forudsætningerne og skriver helt ubesværet
Peter Tudvad har fulgt i Søren Kierkegaards fodspor, både til Berlin og ind i hans bibliotek, og fordybelsen kan mærkes i hans nye roman om filosoffen.

Sofie Amalie Klougard

19. april 2013

Man skulle ikke tro det kunne lykkes: 492 sider med en alvidende fortæller, få dramatiske scener og alenlange replikskifter isprængt ordrette Kierkegaard-citater, samt et arkaiserende sprog fyldt med gloser som »ubeføjet«, og udtryk som »at tage sig selv til rette« og afskedshilsner som »jeg anbefaler mig«. Kort sagt en på alle måder ’gammeldags’ roman.

Men såvel sprog som fortællestil passer fuldendt til romanens emne, Kierkegaard-citaterne falder på plads med øjenåbnende præcision, hele konstruktionen bærer indholdet oppe på eleganteste vis. Som fortæller er Tudvad nemlig selv i fineste overensstemmelse med sin hovedperson. Ind imellem tænker man, at digterfilosoffen virkelig var rablende gal, men Tudvad skildrer hans galskab ud i dens forpinte og fanatiske konsekvenser, så man forstår ham og – et stykke ad vejen – lider med ham. Tudvad er tilstrækkelig forgabt i Kierkegaard til at indleve sig i ham, han har galskab nok til at rumme dette gale menneske, og han er samtidig tvivler og ironiker nok til at kunne lægge reflekteret distance til den lidende Søren. Med andre ord: Fortælleren deler egenskaber med Kierkegaard selv og kan skildre hans nuancerede dybder.

Hin enkelte Regine

Der træffes romantiske valg undervejs, således lader Tudvad hele Kierkegaards forfatterskab være (implicit) tilegnet Regine Olsen, hun er ’hiin Enkelte’, den læser, Kierkegaard skriver det hele til. Kierkegaards forlovelse varede omkring et år, før han slog op, men Peter Tudvad lader ham kredse om Regine resten af livet og lader ham undfange mængder af religiøse og teologiske refleksioner, der skal legitimere og muliggøre, at de to alligevel kan forenes i dette liv. Han ser eksempelvis sig selv som Abraham og Regine som den Isak, der blev sparet af Gud, men straks efter går han i rette med sig selv, fordi det er »jødisk« og ikke »kristent« at vente sig belønningen i dennesidigheden. Så fortvivler han over sin egen selviskhed i kærligheden til Regine, så vil han spare hende for sit tungsind osv. Regines reaktioner på, hvad der må se ud som uberegnelig lunefuldhed er skildret med fin psykologisk indlevelse, overhovedet kommer der for alvor tryk på romanen med de to elskendes ulykkelige passion. Og fiktion eller ej, Tudvads indgående kendskab til Kierkegaards værk gør den troværdig.

Suverænt

Der skal en enorm og mangesidet viden til at skabe et værk som Forbandelsen, men Tudvad har forudsætningerne, subjektivt og objektivt. Han har skrevet om Kierkegaards København, han kender enevælden og den topologi, personerne færdes i, han kender Kierkegaards biografi i detaljer. Han har studeret Kierkegaards forhold til jødedommen og bruger det i historien med Corsaren, og ligesom Kierkegaard, der flygtede til Berlin efter sin brudte forlovelse, eksilerede Tudvad sig til Berlin efter sit store opgør med Joachim Garffs Kierkegaard-biografi. Oven i købet har eksilet også for ham, som for Kierkegaard, ført til en rasende produktivitet. Derudover har han rekonstrueret filosoffens bibliotek in toto, så han kan trække på al den sekundærlitteratur, Kierkegaard selv havde til rådighed. Resultatet er, at han kan skrive helt ubesværet. Det er temmelig suverænt.

Hvorfor roman?

Selve værkerne går Tudvad ikke ind i, de bruges til at belyse det levede liv, men dette betyder faktisk, at man får et klarere overblik over deres indbyrdes sammenhæng, end en kronologisk opregning kunne levere. Også her fungerer romanen.

Men hvorfor overhovedet en roman? Tudvad har forklaret, at han, som den ’arkivrotte’ han er, efterhånden opdagede, hvor kilderne tav, og det var det, der gav ham lyst til at transcendere forskningen og fylde hullerne ud med digt.

Det fornemmer man i kærlighedshistorien, og det er åbenlyst i beskrivelsen af Michael Kierkegaard, Sørens rugende faderpatriark, hvor romanen ligefrem udvikler sig til en krimi. Titlen, Forbandelsen, refererer til den bekendte historie om farens forbandelse af Gud som lille hyrdedreng. Derved skulle han have nedkaldte den straffedom over sig, at han skulle overleve alle sine børn, noget Søren troede på. Ifølge Tudvad nøjedes hosekræmmeren dog ikke med at forbande Gud, han gjorde sig selv til Gud. Uden at der skal røbes for meget.

På den ene side kan man måske øjne en grusomt-logisk forlængelse af farens pietistiske selvdom og dømmesyge, på den anden side kræver hans forbrydelse, romanteknisk set, en modsvarende reaktion fra den hidtil så betingelsesløst hengivne søn. Og den udebliver stort set. Kun chokeffekten er større, den fiktionalisering, der fungerer i kærlighedshistorien, fungerer mindre overbevisende her. Men trods den betydning, titlen tillægger historien, taler vi kun om nogle få sider til sidst. De forstyrrer blot en anelse, at Forbandelsen er en formidabel bedrift af en bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kenneth Sebastian Mølholt
  • Kaspar Olsen
Kenneth Sebastian Mølholt og Kaspar Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg troede ellers ordet "forbandelse" var dømt ude, af det elitære etablissement, lige siden Rifbjerg ændrede Forbandede ungdom til Griberen i Rugen. Så er der måske alligevel håb om at vi kan få den gode gamle titel tilbage. Alene derfor er der grund til at hilse bogen velkommen og hvis den så oven i købet er god, er den jo bare helt i vinkel.

Steffen Gliese

Catcher in the Rye hedder Griberen i Rugen, Søren Kristensen. Men jeg synes godt nok, at la Syberg er en slem sprogfornægter. Jeg bruger da glad og gerne - og ofte - alle de udtryk, hun finder bedagede.