Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Henning Jensen er helt enkelt fremragende

Det kan godt være, at forestillingen ’Helt enkelt kompliceret’ på Skuespilhuset har svært ved at finde pulsen. Men Henning Jensen spiller bedre end nogensinde
Henning Jensen skriver huskeseddel om at købe musegift i sin forrygende præstation i ’Helt enkelt kompliceret’ på Skuespilhuset. Men han skriver med en indædthed, som ville han købe rottegift for at tage sig af dage med det.

Miklos Szabo

Kultur
16. april 2013

Henning Jensen er en stor skuespiller. Måske har han aldrig været større end i monologen Helt enkelt kompliceret. Han har heller aldrig været mere underdreven. Eller mere stille. Eller mere forlegen.

For østrigeren Thomas Bernhards monolog fra 1986 er en underlig størrelse. En tekst om en 82-årige skuespiller, som kæmper med at se døden i øjnene. Og som mutters alene gennemspiller sin ønskerolle som Shakespeares forfængelige og grusomme Richard III.

Henning Jensen kan sin Richard III. Han skubber pukkelryggen op i en enkel bevægelse, og han sætter sin kongekrone på hovedet med udsøgte håndpositioner. Alligevel kravler han endnu mere frygtindgydende rundt nede på gulvet på dræbende jagt efter mus. Som Henning Jensen tolker denne skuespiller, så har han taget sin sidste applaus. Han går ikke mere på gaden. Han vil dø i slåbrok med illusionen om et liv med verdenskarriere og storladen kærlighed …

For højt til loftet

Alligevel har Helt enkelt kompliceret svært ved at løfte sig som forestilling. Iscenesætteren Rune David Grue har sat grundstemningen så langt ned i gear i den første halvdel, at forestillingen næsten er ved at gå i stå. Måske fordi han har ladet Steffen Aarfings kolossale scenografi få overtaget – en alt for højloftet lejlighed, der ikke matcher den tarvelige indretning med slidt tapet og fornuftsægtesenge.

Scenen bliver teatralsk og suger kraften ud af tekstens krasse realisme. Og rummet forhindrer Henning Jensen i at tale sin skikkelse frem, så han kan sprænge lejlighedens klaustrofobi og bryde igennem til livslysten og anarkiet. Man sidder og ønsker sig væk til et lillebitte rum, hvor kvælningsfølelsen kunne blive konkret. Men Skuespilhusets såkaldte Lille Scene har aldrig virket større.

Ud med Schopenhauer

Det har Henning Jensen så antagelig heller ikke. For undervejs får han mirakuløst vendt stilstanden, og så løber han af sted med forestillingen i sine filttøfler, spurtende som en dreng, der har været på æblerov for første gang. Han åbner sit ansigt for os – og for en lille pige, der kommer med mælk til ham. Den bedårende Clara Faust Spies ser tillidsfuldt op på ham, og det er direkte rørende, hvordan han spiller til hende. Hvordan det er ham magtpåliggende, at hun bliver hans fortrolige. Antagelig hans eneste nogensinde.

Herfra hvirvler han replikkerne op. Sparker det lovligt tyske og indforståede Schopenhauer-snak ind under gulvpanelet og dribler så ind og ud af Shakespeares begær. Han rammer dødeligheden med et fuldtræfferspark – og bremser så brat op på hælene og ser tilskuerne i øjnene.

’De er tydeligvis begejstrede’, siger han uden varsel og peger ud mod os med dræbende ironi. Og netop dér, efter den allersidste replik, begynder og slutter det hele: I Henning Jensens blik og i vores overrumplede åndedrag. Helt enkelt fremragende.

 

’Helt enkelt kompliceret’. Tekst: Thomas Bernhard. Oversættelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Steffen Aarfing. Lys: Thomas Bek Jensen. Skuespilhuset, Lille Scene. Til d. 4. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her