Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Af med jakken, Blachman!

Thomas Blachmans nye talkshow ’Blachman’ på DR2 er kedeligt, provokerende og underligt fascinerende. Men fremtidens mand finder man ikke i en fortidig opstilling af nøgen kvinde og sjæleligt blottet mand i krise
Opstillingen i Blachmans nye talkshow ’Blachman’, hvor to mænd placeres i en sofa med udsigt til en nøgen kvinde, refererer så tydeligt  tilbage til en gammelpikket mandsdominans  – han har blikket og ordet, hun er genstanden – at det er svært at se fremtiden i det. Her er det forfatteren Jan Sonnergaard, der gæster ’Blachman’.

Theis Mortensen

Kultur
4. april 2013

Thomas Blachman er en flot mand med smukke hænder og et kønt ansigt. Han er 50 år gammel, han er mellemhøj, slank, en old-school størrelse 48. Lyse brysthår titter frem fra den dyre skjortes dybe åbning (»Du kan ikke konkurrere med Anne Linnet,« sagde X Factor-vært Signe Molde kækt om hans kavalergang).

Blachman har omtrent 50 jakkesæt, han har aldrig, selv ikke som teenager, gået i andet. Det fortalte han forleden til Euroman. Når Blachman en sjælden gang slår græs, er det i jakkesæt. Han kan ikke lide, når det bliver sommer. Hvad skal man have på. Det er et problem for ham. Man må aldrig tage jakken af, når man er jazzmusiker. »Lige meget hvor kraftig en spot du har på dig. Du tager bare ikke den jakke af,« fortalte han Euroman.

I DR2’s nye talkshow Blachman stiller en tavs, nøgen kvinde sig foran en påklædt Blachman og en mandlig gæst i et sort, bart studie. Gæsterne er blandt andre modeskaber Erik Brandt, komiker og radiovært Simon Jul og forfatter Jan Sonnergaard. De to mænd skal sætte poetisk ærlige ord på kvindens krop (»smukke tæer«, »fantastisk mave«, »meget fint ansigt«) og i forbindelse med en associerende sludren fremmane Blachmans vision om fremtidens mand.

»Ser De, jeg døjer med alt for meget porno på den ene side, og alt for meget politisk korrekt puritanisme på den anden. Men hvad med poesien? Hvor blev den af? Kvindekroppen tørster efter ord. En mands ord,« siger Blachman.

Talkshowet er kedeligt og vrøvlet, for banalt og for abstrakt, det er pinagtigt og problematisk. I momenter er det en fascinerende forskydning af blikretninger og sjovt. Der opstår spøjse dynamikker via opstillingen – mændene i sofaen, kvinde foran dem. Men de refererer også så tydeligt tilbage til en gammelpikket mandsdominans (han har blikket og ordet, hun er genstanden), at det er svært at se fremtiden i det.

Amanda-krisen

I X Factor var Blachman public service-anarkisten, der fødte sig selv i et vræl mod ungdommens passionsløse ensretning. I Blachman er vi i Blachmans eget anarkistiske palads. Når Blachman er Blachman i Blachman, overspiller han sin rolle, så den mister sin modstand.

»Bliver De også rørt over Dem selv,« spørger han i en åbningsmonolog. Hans tale forstyrres af hans udtale, der har fået en spøjs, affekteret teatralskhed. Der er stød på s’erne. Alle a’er udtales som a’et i ’aristokrati’. Ingen siger »Amanda« som Blachman gjorde i X Factor i år. »Ar-marn-dar,« sagde han, og Blachman vidste, hvordan Ar-marn-dars hår burde sidde. Mænd kan se ting, som kvinder ikke selv kan se, sagde han til hende. Hun var ligeglad. Håret forblev, som det var.

Og Blachman føles mest af alt som et selvportræt. Blachman vil redefinere manden i »det pikløse samfund« i samme åndedrag som han, selvudstillende, vil genopbygge sig selv.

»Hvis en kvinde ikke vil have én længere, så styrter man jo sammen, så går man til grunde som menneske,« siger han – nyligt fraskilt.

Gæsterne vil, men kan ikke helt forstå ham. Jan Sonnergaard vil helst ikke tiltales ’De’ af Blachman. »Har du aldrig mødt nogen kvinder,« spørger Simon Jul, da Blachman mener, at kvinder »seriøst har et humorproblem«.

»Min forhåbning er jo ikke, at vi bare går tilbage til den traditionelle mand, men at vi kan finde en ny mand, der hviler i sig selv, der elsker at dele ud af sig selv, der har en kreativitet og originalitet, men som også peger ud i fremtiden, så det ikke bare bliver en retrofortælling,« siger Blachman til Erik Brandt.

Men Brandt er selv en levende retrofortælling. »I virkeligheden tror jeg, at kvinden godt kan lide, at manden bestemmer, hvis det er et almindeligt forhold,« siger han. »Jeg har altid bestemt alt. Jeg lytter ikke, jeg snakker, og jeg bestemmer, så enkelt er det.« Og Brandt er opsat på at fremhæve egen heteroseksualitet. Når de nøgne kvinder træder tilbage, udviser han en urdyrisk trang til at rende efter dem med hænderne forrest. »Der er en diskretionslinje,« siger Blachman jovialt.

Han har givet sig selv en umulig mission bag denne linje.

Korrekt porno

Blachmans ønske er ikke blot at betragte med det traditionelle blik – subjektet, der kigger på objektet. Han vil have, at vi skal lære af hans og af andre moderne mænds blik.

Kvinden (ung, gammel, slank eller med former, med eller uden tatoveringer og strækmærker, fascinerende nok at kigge på) er der altså med sin krop og sit blik. Og hun er der ikke. Hun skal forholde sig tavst men hendes tilstedeværelse afkræver en form for respekt.

»Jeg kan føle blikket, det der uendelige blik,« siger Jan Sonnergaard beklemt og fascineret som det første i første program. Køber vi præmissen, lærer vi hos gæsterne (hvis ikke vi vidste det i forvejen), at mænd elsker kvindekroppe på en langt mere kompleks, kærligheds- og angstfyldt måde end pornografiens retoucherede beherskersprog. Og mændene føler sig sjæleligt afklædte, når den nøgne kvinde står der og lytter.

Men det ville virke bedre, hvis den moderne mand var placeret i en moderne opstilling, hvor alle er nøgne. For Blachmans problemstilling med to poler – pornografien på den ene side og den politisk korrekte puritanisme på den anden – er kunstig og gammel. Det ’politisk korrekte’ er ikke det samme som seksualitetsforskrækket puritanisme. Det politisk korrekte er snarere den slags pornografi, der også byder sig til for det kvindelige blik, og som bidrager til at nedbryde barrieren mellem det uopnåelige ideal og det faktiske begær. Kunne den nøgne poesi ikke findes i den dobbelte blikretning?

Den moderne mand skal ikke krympe sig under det ’puritanske’ blik. Han skal blot også forholde sig til kvindens begærlige blik. Vi lever ikke i et pikløst samfund. Vi lever i et samfund, hvor begæret bør bevæge sig i alle retninger, hvor alle må glo og blive begloet, hvor skrøbelighed og stolthed skal eksponeres. Så jeg vil se Erik Brandt vikle charmetørklædet af halsen. Sonnergaard skal af med bukserne. Jul skal af med skoene. Der er ikke så meget at frygte i forbindelse med ligestilling. Begæret og poesien består. Det behøver faktisk ikke at være et problem, Blachman. Af med jakken.

’Blachman’, DR2, tirsdage kl.22.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det bedste jeg har læst om Blachmans mærkelige, anakronistisk patriarkalske, selvonanistiske, pseudointellektuelle familiestripunderholdning ... Katrine Hornstrup Yde go go go!